Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
396Visninger
AA

5. #4

Jeg lå lidt i min seng og kølede ned, inden jeg langsomt rejste mig op og gik ud på badeværelset, hvor der var et stort spejl. Jeg stillede mig foran det og så lidt på mig selv. Var det så tydeligt, at jeg ikke rigtig spiste noget? Bill var jo selv ret tynd, så han burde da ikke lægge så meget mærke til, at jeg også var det. Og jeg trænede. Jeg havde da muskler. Jeg lignede ikke en af dem, der ikke spiste noget som helst og lå hjemme i sengen hele dagen. Jeg så almindelig ud, gjorde jeg ikke?
 Jo, sagde jeg til mig selv, det gør jeg.

Jeg slog ud efter mit vækkeur i troen om, at det var det, der ringede. Det hjalp ikke noget at trykke på snooze-knappen, så jeg satte mig træt op i sengen, strakte mig og tog min mobil fra sengebordet.
 "Hallo?" sagde jeg søvnigt.
 "Hej, Lilly," sagde en stemme, som jeg alt for let genkendte.
 "Hvor helvede har du mit nummer fra?" spurgte jeg surt.
 "Det har jeg da i min kontaktliste," svarede Bill, som om det var en selvfølge.
 "Øh?"
 "For ti år siden fandtes der faktisk telefoner. Og dengang var du ret sød," forklarede han.
 "Sikkert," mumlede jeg. Jeg havde selvfølgelig givet ham mit nummer, før han mistede interessen for lille mig.
 "Men altså," fortsatte han, "Jeg ringede, fordi jeg ville høre, om du måske kunne tænke dig at tage på stranden og bygge et sandslot med mig?"
 Jeg fnøs. "Hvordan kunne du overhovedet forestille dig, at jeg havde lyst til det?" spurgte jeg.
 "Du skylder mig det faktisk fra dengang, mig og Tom hjalp dig med at bygge et nyt slot," sagde han.
Det kunne jeg ikke rigtig sige noget til.
 "Jeg henter dig om en time," sagde han og lagde på, inden jeg kunne nå at sige ham imod.
Jeg sukkede og hoppede ned på gulvet. Jeg måtte nok hellere skynde mig i bad, hvis jeg skulle nå at være klar om en time.

 "Det bliver flottere end det, vi lavede for seksten år siden," konstaterede Bill.
 Jeg nikkede irriteret. "Virkelig? Utroligt. Der er sjovt nok forskel på vores evner dengang og nu."
 "Hvis man ser bort fra vores evner til at bygge sandslotte, er der ingen forskelle på dengang og nu," sagde han.
 Jeg så misbilligende på ham. "Det mener du ikke. Selvfølgelig er der da forskel på dengang og nu."
 Han stirrede tilbage med et løftet øjenbryn.
 "Helt ærligt," sukkede jeg. "Forstår du det ikke? Der er forskel på at være stået op og at være vågen, der er forskel på et hav og en pool, og der er forskel på dengang og nu."
 Han så stadig ikke ud til at forstå det, så jeg besluttede at gribe fat om et emne, han med sikkerhed ville vide alt om.
 "Der er forskel på dig og Tom," sagde jeg.
 "Ja," sagde han. "Det er klart. Men mig og Tom har ikke noget at gøre med dengang og nu."
 "Det har I da," vrissede jeg. "Dengang var I søde, nu er I klamme."
 "Klamme?" spurgte han.
 "Direkte klamme," sagde jeg.
 "Tak," mumlede han sarkastisk. "Du forstår virkelig at give komplimenter."
 "Der er så mange ting, jeg forstår." Jeg trak på skuldrene og tilføjede: "I modsætning til dig."
 "I modsætning til mig?"
 "Ja," sagde jeg. "Tag for eksempel forskellen på dengang og nu. Den forstår du dig slet ikke på."
 "Nej, det synes du sikkert ikke." Til min overraskelse smilede han til mig. Jeg nidstirrede ham, mens jeg ventede på, at han droppede smilet. Han blev bare ved med at smile.
 "Stop," beordrede jeg.
 Han lo. "Jeg kan godt se forskellen. Dengang var du verdens sødeste pige. Det er du stadig, men over for mig og Tom opfører du dig som en bitch, fordi du ikke vil have, at vi skal tro, du bare har tilgivet os. Du er så let at gennemskue, Lilly."
 Jeg himlede med øjnene. "Og du vil vildt gerne bygge et sandslot med sådan en sød bitch. Det giver virkelig mening."
 "Hvem vil ikke det?" spurgte han og smilede skævt til mig. Jeg åbnede munden, men han tog en plasticskovl og en spand for at demonstrere, at vores diskussion var slut. "Jeg henter lidt vådt sand til vores luksuriøse slot."
 "Luksuriøst," sagde jeg og nikkede. "Mega."
 "Som du selv så elegant påpegede, er der forskel på vores evner dengang og nu, så jeg vil godt liste mig til at sige, at det her sandslot er luksuriøst," sagde han. Det kunne jeg ikke sige noget til, så jeg tegnede et vindue i slottet med min pegefinger, og han gik smilende ned til vandkanten. Mens han puttede sand i den lille røde spand, iagttog jeg ham i al hemmelighed. Måske kunne jeg godt tilgive ham en lille smule.
 Men kun en lille smule.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...