Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
393Visninger
AA

4. #3

Det ringede på døren. Jeg ved ikke, hvad klokken var. Jeg var lige kommet hjem fra en løbetur og havde ikke så meget lyst til at stå og svinge med min svedige hestehale foran den, der stod uden for døren. Alle dem, der var tætte nok på mig til at besøge mig ret ofte, havde en nøgle til mit hus, så der var ikke særlig stor chance for, at det var nogen af dem. Altså var det en fremmed.
 Jeg sukkede og traskede ud til hoveddøren. Der var jo den fordel, at hvis det var en fremmed, så ville jeg måske aldrig se ham eller hende igen, og så kunne jeg være ligeglad med førstehåndsindtrykket.
 Jeg åbnede døren. Bill og Tom smilede til mig. Da de i samme sekund genkendte mig, falmede deres smil.
 "Bor du her?" spurgte Tom. Han lød ikke særlig begejstret.
 "Ja," svarede jeg lige så tørt. "Hvad vil I?"
 Bill rømmede sig. "Ikke noget. Bare sige hej," sagde han. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at han havde dårlig samvittighed lige nu. Dårlig samvittighed fordi han vidste, at jeg vidste, at de ikke havde skænket lille mig en tanke, siden de pludselig fik travlt med at være kendte og lave musik og droppe alle deres venner undtagen Georg og Gustav.
 "Vi er flyttet ind overfor dig," sagde Tom og pegede bagud med sin ene tommelfinger.
 "Det ved jeg godt," sagde jeg.
 "Hvad har du så lavet, siden øh ... i de sidste ti år?" mumlede Bill.
 "Håbet på aldrig at se jer igen," svarede jeg koldt. Hvis de kunne fryse mig ude dengang, kunne jeg også fryse dem ude nu. "Jeg har det bare med at være uheldig," sagde jeg og lukkede døren. Gennem det store vindue i døren kunne jeg se tvillingerne stå stille et øjeblik, inden de gik hen til naboen. De ville nok lige præsentere sig selv.
 "Hej, vi hedder Bill og Tom, men nå nej, det vidste du vel allerede. Vi er jo verdenskendte. Forresten har vi givet en masse af vores formue til børn i Afrika. Er vi ikke godhjertede?"
 Jeg kunne lige forestille mig dem sige sådan. Undlade detaljerne om, at de bare havde glemt alt og alle til fordel for pengene. Udstille sig selv som de bedste og mest talentfulde mennesker i verden, selvom de i virkeligheden var det modsatte. Det var typisk dem. Og sådan endte alle de der kendte, som blev berømte i en alt for tidlig alder.

Da det dagen efter ringede på døren igen, var jeg udmærket klar over, hvem det var, men jeg kunne ikke modstå trangen til at gå ud og være rigtig irriterende. Og nu havde jeg også været i bad, så jeg så nogenlunde ud.
 "Hvad nu?" spurgte jeg, da jeg i en (falsk) hidsig bevægelse åbnede døren.
 "Jeg ville bare høre, om du havde lyst til at komme over og få en kop kaffe eller noget?" spurgte Bill.
Jeg overvejede det lidt. Jeg havde mere tid til at nedgøre ham og Tom, hvis jeg sagde ja, men jeg kunne måske også komme til at virke, som om jeg bare havde tilgivet dem, hvis jeg sagde ja.
 "Okay," sukkede jeg. Jeg kunne lige så godt pine dem, når jeg havde chancen for det.
Så jeg stak i et par sko og fulgte med Bill hen over vejen og ind i hans hus. Han sørgede for ikke at røre ved mig, hvilket var ret klogt af ham.

 "Har du så et arbejde?" spurgte Bill og så ned i sin kaffekop.
Det var det første spørgsmål, han havde stillet, siden vi satte os ved det lille runde spisebord i den store stue.
 "Kunstner," svarede jeg "Jeg maler. Sælger malerierne. Maler nye. Sælger dem. Designer også lidt tøj og sådan."
 "Okay. Fedt." Han smilede prøvende til mig. Jeg så udtryksløst på ham, og han droppede smilet med et lille nik. Bekendtgjorde, at han havde begået en fejl ved at være sød mod mig og tro, at jeg så også ville være sød mod ham.
 "Du må undskylde, at vi aldrig fik kontaktet dig igen dengang. Vi havde slet ikke tid til andet end musikken. Det kræver en stor indsats, hvis man vil være kendt," forsøgte han sig.
 Jeg himlede med øjnene. "Klart."
 "Det gør det altså," sagde han.
Så sad vi igen lidt tid i tavshed, mens han smilede halvt til mig, og jeg nidstirrede ham.
 "Har du anoreksi?" spurgte han pludselig.
Jeg hostede højt og sørgede for at holde kaffen inde i munden. Jeg ved ikke, om det var, fordi jeg blev overrasket over hans spørgsmål, eller om det var, fordi det faktisk var rigtigt, det han sagde, men jeg grinede kort og lettere hysterisk. Så slog jeg en hånd for munden for at stoppe grinet. Han skulle jo helst ikke opfatte det, som om vi var gode venner igen.
 "Nej," svarede jeg langt om længe.
 "Vi ved begge to godt, at du lyver," sagde han og rørte lidt i sin kaffe med en teske. "Anoreksi eller bulimi?"
 "Ingen af delene," løj jeg.
 "Lilly." Han rakte sin hånd hen over bordet og tog fat i min. Jeg trak min hånd til mig og så irriteret på ham. "Helt ærligt," fortsatte han. "Hvorfor sulter du dig selv? Du er så dum nogen gange," sagde han lavt.
 "Og det er du ikke?" hissede jeg. "Du er fandeme bare for meget!" Jeg skubbede den ellers behagelige designerstol hen over gulvet og rejste mig, for så at trampe gennem huset og ud til hoveddøren, så jeg kunne komme tilbage til mit eget hus. Mit eget dejlige hus fri for idiotiske og narcissistiske mænd, der lignede hinanden alt for meget.
Hvor jeg bare hadede de tvillinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...