Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
403Visninger
AA

12. #10

Da jeg endelig faldt i søvn, sov jeg dårligt - der var så varmt. På et tidspunkt kom Bill ind i soveværelset. Jeg opfattede det kun halvt og lod søvnen svøbe sig om mig igen, da han satte sig på gulvet og så roligt på mig.
 Trods varmen sov jeg længe. Jeg stod op klokken fjorten og tog mig selv i at blive ret skuffet, da Bill ikke længere sad på gulvet. Men jeg kunne selvfølgelig have sagt mig selv, at han ikke bare var gået. Han lå på sofaen inde i stuen, og jeg kunne næsten ikke nænne at vække ham. Han lignede den Bill, jeg var venner med - afslappet, sød, kærlig og fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte.
 Jeg tror, han drømte. Han smilede i hvert fald lidt, og jeg smilede stille tilbage til hans sovende ansigt. Jeg listede ud i køkkenet og kiggede ud af vinduet, over mod Bill og Toms hus. Det så fint ud. Jeg kunne lige ane en skikkelse i et af vinduerne. Det måtte være Tom.
 "Udspionerer du min storebror?" spurgte Bill og omfavnede mig bagfra.
 "Sover du på min sofa?" spurgte jeg ham. Han grinede og hvilede sin hage på mit hoved. Han var præcis et hoved højere end mig og havde næsten altid været det.
 "Det er da bedre end at sove i din seng, ikke?"
 "Jo," sagde jeg. "Det er det vel."
 Han stod lidt med armene om mig, og jeg må indrømme, at det faktisk var helt dejligt. "Har du sovet godt?" spurgte han.
 Jeg nikkede. "Dig?"
 "Ja," sagde han. "Men din sofa er vist mere beregnet til at se fjernsyn på end til at sove på."
 "Årh," sagde jeg og smilede skævt. "Har du nu ondt i ryggen?"
 "Det er ikke så galt," grinede han. "Men næste gang foretrækker jeg en madras i stedet for."
 "Næste gang?" spurgte jeg.
 "Ja, lyset kunne jo risikere at gå ud igen," svarede han med et smil.
 "Hm hm."

Han overtalte mig til at tage med hjem til ham og sige ordentligt hej til Tom.
 "Men er han ikke sur på mig?" havde jeg spurgt, og Bill svarede: "Nej, hvorfor det?" hvortil jeg svarede: "Fordi jeg var sur på dig." Det grinede han bare ad og sagde, at så længe han ikke var sur på mig, så var Tom heller ikke.
 Så nu stod Bill og jeg foran hoveddøren. Jeg var pisse nervøs, og Bill blev ved med at smile ad mig, mens han fingererede lidt ved spidserne af mit lange hår. Han havde været så smart ikke at tage sine nøgler med, da han gik i nat, så vi ventede på, at Tom kom og låste op.
 Håndtaget blev trykket ned, og døren gik op. Tom så først på Bill og så på mig, mens han smilede varmt. Han holdte døren for os, og Bill trak mig med ind i den store hall. Jeg havde kun været her én gang før, dengang Bill havde spurgt, om jeg havde anoreksi.
 Vi gik ind i stuen, og Bill satte sig ned i en stor lædersofa, og jeg ville egentlig sætte mig ved siden af ham, men Tom smilede og krammede mig, og min nervøsitet forsvandt med et lille 'puf'.
 "Undskyld," sagde han. Der var mange, der ikke vidste det, men Tom var en følsom mand. Jeg havde endda set ham græde et par gange.
 "Det er vist mig, der skal sige undskyld," sagde jeg ind mod hans bryst, som var dækket af en løs, grå T-shirt.
 "Mest mig," sagde han og grinede. Jeg grinede også.
 "Det er først lige gået op for mig, hvor meget jeg har savnet jer," mumlede jeg.
 De smilede begge to på samme tid, og jeg huskede dengang, hvor deres mor gav dem ens tøj på - man kunne ikke kende forskel på dem, medmindre man var virkelig tæt på, så man kunne se den lille fregne på Toms kind. Den havde Bill ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...