Sandslottet | B.T.K.

Livet er kort. Man skal leve det fuldt ud, så længe det varer. Det lærte Lilly White et stykke tid efter, hun var blevet genforenet med sine to bedste barndomsvenner. Lilly, Bill og Tom lovede hinanden aldrig at skilles, men da tvillingedrengene bliver verdenskendte i en alder af fjorten, bryder de løftet. De får travlt med deres band, og Lilly forsvinder i mængden af folk, der gerne vil have fat i dem. Ti år senere flytter de nu voksne tvillinger ind i huset overfor Lilly - og det er hun ikke helt tilfreds med. Hun holder stædigt fast i, at hun aldrig vil tilgive de to mænd, men må hurtigt indse, at der slet ikke er noget at tilgive dem for. Der er noget at elske dem for.

3Likes
1Kommentarer
391Visninger
AA

2. #1

Jeg så trist til, mens sandslottet faldt sammen for næsen af mig. Jeg havde brugt så lang tid på at lave det, og nu lå det bare som den klump værdiløse strandsand, det havde været, før jeg byggede et slot af det.

Min mor sagde, at hun da kunne hjælpe mig med at bygge et nyt, men jeg afslog det. Jeg ville have mit eget sandslot, surmulede jeg.
 Cirka her var det så, at to drenge kom forbi mig og min mor. De var nok fire-fem år ældre end mig og lignede hinanden på en prik. Som to sandkorn, ligesom dem, mit ødelagte slot var lavet med. Den ene af de to så ned på mig og smilede. Hans nøddebrune øjne var venlige, og han åbnede munden og sagde noget.
 "Hvad hedder du?" spurgte han.
 "Lilly," svarede jeg.
 "Jeg hedder Bill," sagde han. "Det er min bror, Tom."
 "Okay," mumlede jeg. Helt ærligt så var jeg ligeglad med, hvad de hed - jeg ville bare have et nyt sandslot.
 "Vi kan godt hjælpe dig med at bygge et nyt," sagde den anden så. Det var vel ham, der hed Tom.
 Jeg tænkte lidt over det, inden jeg svarede. "Det må I godt," sagde jeg.
 De smilede begge to til mig og satte sig ned.

Siden den dag havde Bill og Tom været mine allerbedste venner. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var dengang. Måske fire år. Nu var jeg altså tyve, så det var da nogle år siden.
 Vi havde alle tre sværget, at vi ville være bedste venner for altid, og at intet skulle komme imellem os. Intet. Men det intet kom altså på et tidspunkt. Hvis jeg regnede rigtigt, så var det seks år efter, at vi mødtes første gang nede på stranden. De var fjorten, jeg var ti.
 Bruddet på vores venskab kom ikke på grund af et skænderi - dem havde vi allerede haft mange af. Det kom, fordi Bill og Tom lige pludselig blev kendte. Altså ikke pludselig på den måde. De havde haft deres eget band i nogle år. Georg og Gustav, to af deres venner, var med i det band. Men de fik altså udgivet en sang, Durch Den Monsun, og jeg var lidt glemt. Selvfølgelig ikke helt glemt, men nu havde de jo travlt med pladeselskaber og kontrakter, og hvad ved jeg. Så man kan vel sige, at jeg forsvandt ind i mængden af folk, der gerne ville have fat i dem. Med tiden sakkede jeg længere og længere bagud i køen, og nu havde de vist glemt mig fuldstændigt. Det lod det i hvert fald til. De kontaktede mig ikke. De havde kun tid til hinanden og fansene. Og pengene. Dem havde de mange af.
 Jeg fulgte ikke med i deres liv længere. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke en gang imellem fandt computeren frem og tjekkede, hvad de havde gang i, men jeg prøvede at lade være. Jeg vidste ikke så meget andet end, at Bill havde været single i otte år, Tom havde en kæreste, og bandet var i gang med et nyt musikalbum på engelsk.
 Så nej, jeg var på ingen måde fan af dem. Jeg var heller ikke decideret hater, men lidt træt af dem var jeg vel. De havde trods alt glemt mig efter at have sværget ikke at gøre det.
 Men det var okay. Vi ville nok alligevel vokse fra hinanden på et tidspunkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...