Facader

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
En kort, psykologisk novelle, om en ung pige og hendes facader :)

24Likes
6Kommentarer
694Visninger

1. FACADER

Drenge, facader og  bedste veninder
 
 
 
 
Fuck mig.
Fuck mine facader.
Fuck mit liv.
   Hjertemusklen kramper imod min brystkasse, igen og igen, og jeg forstår ikke præcis hvorfor, for Tobias er slet ikke den type dreng, som jeg normalt vil gå efter – Han har ikke den charme, som Markus altid havde, eller det lille sirlige smil, som altid får kinderne til at bølge i hudfolder (lidt underligt at man kalder det smilehuller, når det mere er rynker, men den her verden giver nu aldrig rigtig mening), og han havde slet ikke det hjerte for at hjælpe andre, som Markus altid havde. Tobias er den nørdede vennetype, og det har han altid været, men det er som om, at de bumser der ellers hele tiden prikker henover hans pande og kinder, ikke rigtig er der, som om jeg er blevet blind overfor dem, og de runde briller der gør hans gråbrune øjne større, og de er så blide og så dybe, og det går op for mig, at hans udseende er lige meget.
  Alle mine veninder siger, at udseendet altid er lige meget, men det er så dobbeltmoralsk af dem, for selvom udseendet er ligegyldigt, og ikke medbærer nogen som helst yderligere værdier i personligheden, er det som om at deres kærester altid skal være strithårede og have det der alt-for-søde-læbesmil, som man bare ikke kan få nok af, og øjnene skal aldrig være grønne eller blå eller grå, men brune, og ikke en almindelig brun, men den der dådyrs-oliven-agtige-brune, og jeg er selv sådan, det indrømmer jeg, eller det har jeg været, men Tobias er anderledes, og der er ikke nogen piger der reelt vil se noget i ham.
  Nørd. Spiller computerspil hele tiden. Socialt retarderet. Der er ikke noget som helst værdifuldt i ham. Han er bare en taber, og ikke engang den nuttede en af slagsen, men den ynkelige, som ikke kan klare en joke og begynder at græde hvis man afviser ham, og han har ingen venner, weirdo, weirdo, weirdo, men det er ikke rigtigt, og jeg fortryder at jeg nogensinde har set ham sådan.
  Når man lærer en person at kende, begynder sider af den person, som man ikke anede noget om før, at træde frem, og det er siderne, som man ikke før var bekendt med, som tiltrækker en, og det er de sider man ender med at blive forelsket i. Aldrig den nuttede dreng fra klassen ved siden af, med det bløde vokskinnende strithår eller det der hudfolder-på-kinder-dannende læbesmil (hudfolder der ikke er huller, selvom de bliver kaldt for smilehuller, men vi har allerede etableret at verden sjældent giver mening, så fuck det), og selvom den type drenge måske er nuttede, nogengange alt alt for nuttede, sådan helt, like, jeg-bliver-våd-i-skridtet nuttede, typer som Markus, så er det ikke sikkert at det er dem man ender med at forelske sig i.
  Men det vil Alberte og Martina aldrig forstå, for Tobias er jo bare en taber. Og Markus, som stadigvæk ikke syntes at være kommet over mig – du er min eks, okay, Markus, og vi kan godt være venner men der bliver aldrig noget imellem os mere -, vil blive jaloux, og det ved jeg, men jeg skider på ham, også selvom jeg ved at han sidder i den anden ende af lokalet. Huden i min nakke strækker sig, som en elastik der bliver udspændt, og jeg ved måske instinktivt at han kigger på mig, og han ikke kan lide det han ser, men han kan rende mig – du har haft din chance – og han fortæller det til mine veninder, men rigtige veninder forstår ens valg og ens beslutninger, og jeg træder hen til Tobias og jeg smiler og håber han kigger op fra sin bog – se det er nuttet, drenge der elsker at læse bøger, og elsker at snakke om følelser, i stedet for de der pop-drenge med alt for smalle bukser, der klemmer deres nosser alt for hårdt så de sikkert aldrig får børn -, og jeg siger, med den sødeste og mest hjertefølte stemme jeg kan frembringe, ”Tobias, vi skal snakke sammen.”
   Og han løfter hovedet, så jeg kan få lov til at kigge ind i hans åh så nuttede gråbrune øjne, og jeg kan ikke lade være med at smile, og mit bryst er bare så dejlig varmt, og utroligt hvordan mit hjerte bare kan banke på den måde, og jeg rykker fremad og sætter mig ned ved siden af ham, og jeg håber du ser det her, Markus.
  ”Tobias, øhm… jeg… øh… jeg er forelsket i dig.”
  Tobias stivner for mig. Bogstavelig talt. Hans øjne, de runde cirkler af barkbrunt, syntes nærmest at svulme bag brilleglassene, og hans blik bliver udspændt og det bliver ved med at banke, banke, banke lunt imod mit bryst, og en sød varme strækker sig igennem både knogler og muskler. På ethvert andet tidspunkt ville jeg have fortrudt det, og det kommer jeg sikkert også til, og tavsheden fra Tobias er den slags som aldrig er til at fortolke, men jeg er ligeglad, og fuck dig, Alberte og fuck dig, Martina og særligt fuck dig, Markus.
  ”Jeg er virkelig forelsket i dig, Tobias… og… har du… har du lyst til at være lidt mere end bare venner?”
 Jeg forventer egentlig mest at han begynder at grine og ryste på hovedet, som om jeg bare fortæller ham en syg joke, eller at han måske bliver fornærmet, og ingen af delene er egentlig særlig karakteristisk for ham, det ved jeg godt, men øjeblikket, fra ”jeg-er-forelsket-i-dig” og til hans reaktion, er så gennemsyret af stilhed, fysisk ægte stilhed der lægger sig tungt om min strube, at det ikke rigtig er til at tænke rationelt, og et vakuum opstår i min krop, som begynder at suge alt til sig, så min mave gradvist bliver hulere og hulere, og Tobias græder. Af alle reaktionerne, jeg forventede, var det denne reaktion, der ikke burde overraske mig, men alligevel gør. Af alle reaktioner – vrede, vantro, glæde endda -, er det denne reaktion der bare er allermest ham, den følsomme og indadvendte og ikke-som-alle-de-andre-pop-drenge Tobias. Jeg ser hvordan det striber sig vådt og fugtigt ned ad hans kinder, saltvandsdråber der bare flugter langs med begge sider ad næsebenet, og hans øjne er blevet sløret og spejlende, og så strækker jeg mig. Ligeglad med hans kiksede briller, eller de slidte kondisko, eller de alt for voksne cowboy-bukser, eller den langærmede trøje i lorte-brune nuancer. Ligeglad med bumserne, der rødmer hans hud i store, fedtede udbulinger, og især ligeglad med at han er taberen uden venner, som aldrig snakker med andre end sin familie, og jeg ser den rigtige Tobias. Bedstevennen Tobias. Søde-Tobias, dejlige Tobias, og en snurren spreder sig henover mit ansigt, da jeg læber min mund sammen om hans, og (kys) jeg elsker dig, (kys) jeg elsker dig, (kys) jeg elsker dig, og jeg kan ikke stoppe igen. Jeg kysser ham, og kysser ham igen, og mine læber sitrer og Tobias hænder strammer sig om min hud. Jeg havde det ikke sådan da jeg kyssede Markus. Det havde jeg aldrig haft. Jeg kyssede bare Markus fordi jeg skulle, fordi det er hvad kærester gør, men aldrig fordi jeg havde lyst til det. Og jeg kysser Tobias, og det bliver varmere og varmere i min mave, og jeg kysser ham igen og igen og igen og…
  ”Katrine? Giver du mig ikke ret?”
 Tobias forsvinder fra  mine hænder, og det samme gør sofaen og opholdsstuen og i stedet kigger jeg på den modsatte sofa, som flankere sig imod en gul murstensvæg, og på Alberte, som holder sine bryn hævede, i noget jeg regner med er en spørgende grimasse.
  ”Giver dig ret? I hvad?” spørger jeg bare, og jeg gider ikke snakke med hende, eller Martina for den sags skyld, og lad mig nu bare være alene.
  ”Ja, at ham der… Tobias… at han bare er for klam.” Og hun læner sig over imod mig, og dæmper stemmen imens hun siger det. ”Seriøst… jeg tror han er lun på dig. Er det ikke bare vildt nasty, altså?”
  Og jeg vil sige nej, tro mig, det vil jeg virkelig, og nej’et hober sig op i min hals, og det er nej der gennemstrømmer mine tanker, nej-nej-nej, alle de nej’er jeg overhovedet vil kunne frembringe, men det er bare ikke et ”nej” jeg siger. Det er ikke ”nej, Alberte, han er faktisk skide sød, hvis man bare lærer ham at kende.” Det er ikke ”nej, Tobias er faktisk utrolig dejlig.” I stedet fastholder jeg bare mine øjne på hende, imens nej’et skriger i mit kranie, skriger og giver ekko og skriger noget mere, og jeg lader mine læber dele sig og jeg siger, ”Jo. Det er virkelig fucking nasty. Og de der bumser… dem skal han seriøst gøre noget ved, hvis han på nogen måde vil ha’ en kæreste. Sådan en… fucking taber, altså.”
  Og Tobias hører det, det ved jeg at han gør, for jeg siger det højere end jeg burde, som om Alberte og jeg bare sad alene, og Tobias ikke befandt sig i sofagruppen ved siden af. Og nej’et i mit kranie og alle de andre tusind nej’er der, indtil nu, har vokset og vokset i min strube, visner bort. Nej’erne visner bort, og bliver i stedet til et tilbageholdt skrig, og jeg vil bare rejse mig op og løbe, ud ad rummet, ud ad gangen, ud ad skolen, ud ad verden, ud i intetheden, bort fra alting, og aldrig nogensinde vende tilbage igen. Og jeg skulle have sagt nej, hvorfor sagde jeg ikke nej, jeg skulle have sagt nej, fuck jeg er en idiot, hvorfor sagde jeg ikke nej, og det er som om at min hals trækker sig sammen og forsøger at kvæle mig, som straf for alle mine facader. Facaderne jeg holder for min familie, facaderne jeg holder for mine veninder, og facaderne jeg holder for Tobias,  og jeg er hans bedste og eneste ven, eller det var jeg, men efter det her, tvivler jeg på at jeg er det mere.
  Og jeg vil græde. Lige her, midt på sofaen, foran min ”bedste veninde”, som ikke er min bedste veninde, som aldrig har været min bedste veninde, og det presser og dunker allerede imod bagsiden af mine øjne, selvom jeg smiler, og jeg spekulerer over, om bedste veninder og bedste venner, i det hele taget er bedste veninder og bedste venner, eller om det hele bare er facader ovenpå flere facader. Jeg ender med at rejse mig op, og jeg fremkvækker et svagt ”undskyld mig lige,” og så går jeg. Væk fra Alberte. Væk fra Tobias. Væk fra alt. Og som tårerne begynder at dunke ud ad øjnene og svide imod mine hornhinder, træder jeg ind på badeværelset, og jeg lukker og låser døren efter mig, sætter mig på toilettet og hiver luft ind. Og så græder jeg. Jeg græder, og jeg græder, og jeg græder, og det brænder så voldsomt og ulideligt i mit bryst.
  Hvorfor har du også de skide facader, Katrine? Det er alt hvad jeg tænker. Hvorfor har du de facader?
  Og jeg ved det ikke.
  Fuck mig.
  Fuck mine facader.
  Fuck mit liv.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...