A Mad Man In A Blue Box.

Pigen Jessica bor i London sammen med sin far. Hun er en typisk teenage pige. Hun har en kæreste der hedder Kristoffer og hun elsker ham overalt på jorden, men nogle gange føler hun det ikke gengældt. Hun mistede hendes mor da hun var 3 år gammel og siden da har hun haft et stramt forhold til hendes far. En dag støder hun på en meget finurlig mand ved navn Doktoren. Han tager hende med ud på en masse fantastiske eventyr og hun kommer til at holde rigtig meget af denne mystiske mand.

3Likes
2Kommentarer
356Visninger
AA

1. Mødet med Doktoren

~Endnu en aften uden svar fra ham. Jeg var efterhånden ved, at blive godt træt af det. Det var nok mest fordi, at jeg savnede ham så forfærdelig meget. Han skrev ikke som han plejede at gøre hver dag. Hvis vi endelig havde kontakt, var det mig der havde startet samtalen. Så nu sad jeg her på min seng og var ved at gå ud af mit gode skind over drengen jeg elsker, Kristoffer.
Jeg var 16 år gammel og skulle på efterskole efter sommerferien. Jeg havde været sammen med Kristoffer i snart 3 måneder og det virkede allerede som om, at han var ved at være træt af mig. Du ved, efter noget tid når man har været sammen med en dreng, begynder han at kede sig. Det er en rædselsfuld følelse at have i kroppen. At drengen man elsker, er ved at smide dig ud, som et eller andet gammelt stykke legetøj. Vi havde ellers lovet hinanden, at vi ikke ville miste kontakten.. Men alle kan jo love gule og grønne skove, ikke? Jeg havde brug for at komme lidt væk nogle gange. Kunne ignorere ham lidt, du ved. Spille kostbar. Jeg havde læst et uendeligt antal artikler om, at det er det drenge vil have. Noget de ikke kan få. Duh.
Jeg vågnede fra min lille teenage verden da min far kaldte
”Jes, kommer du ikke ned og spiser med?”
Årh, kunne du ikke bare lade mig være i fred nogle gange. Jeg er faktisk i gang med noget vigtigt. Eller noget.
 ”Jo, jeg kommer ned lige om lidt”
Jeg slukkede min sørgelige kærligheds musik og gik ned til de andre. Min far havde de der fise fornemme gæster på besøg. Han var leder i en stor fabrik og efter min mening, var han ligeså højrøvet, som resten af dem. Jeg satte mig til bords og begyndte at spise af fedte-maden. Det kaldte jeg det, når far havde lavet god mad, for at fedte for medarbejderne. Min far kiggede over på mig med et fedtet blik.
”Nå Jes, vil du fortælle Bitten og Niels om hvor gode karakter du fik til dine eksamener?”
Alle 3 kiggede forventningsfulde på mig. Jeg ville ikke sige at mine karaktere var de bedste, altså, de var bedre end så mange andres, men ikke fantastiske.
”Far vil du ikke godt lade vær’ med at kalde mig Jes? Jeg er ikke 3 år gammel mere.”
Med de ord, rejste jeg mig fra bordet og tog min mad med op på værelset. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af de fise fornemme tabere i mere end 5 minutter af gangen. Jeg tændte musikken igen og satte mig på min seng. Spiste min mad. Far havde kaldt mig Jes siden jeg var 3 år gammel. Før det var det kun min mor, som kaldte mig det. Men så døde hun. Lige siden syntes min far åbenbart, at han kunne tillade sig at kalde mig det.
Da jeg havde spist min mad kiggede jeg på min computer. Stadig intet svar fra Kris. Årh, jeg kunne skrige lige nu! Kris, min far, karaktere. Jeg besluttede mig fra at løbe væk. Ligesom teenagerne altid gør i filmene. Jeg havde brug for noget frihed fra det hele. Bare tage ud og gøre hvad jeg ville uden bekymringer.
Det var dér jeg hørte lyden. Det lød mest af alt, som om der var nogle små drenge der løb rundt og legede med legetøjs pistoler, som kunne skyde med lazer. Eller lød det mere, som en eller anden fancy legetøjsrobot? Jeg vidste det ikke. Jeg blev nysgerrig og rendte ned for at se hvad der foregik. Det var nu mest fordi jeg ikke havde noget mere spændende at tage mig til.
Da jeg kom ned kiggede jeg mig omkring. Der var ikke en levende sjæl. Ingen ting var forandret. Altså lige udover... Hvad var det der stod ovre i hjørnet? En blå telefonboks? Den plejede da ikke at være her… Jeg så en høj mand i jakkesæt og slips, komme ud af den. Han så egentlig meget normal ud. Udover at han lignede endnu en af de der fise fornemme mennesker, som far altid havde på besøg. Han kom gående med hastige skridt hen imod mig.
”Undskyld, kan du sige mig noget?”
 Jeg kiggede bare underligt på ham og svarede
”Jeg kan da prøve?”
Han smilede til mig og spurgte
”Hvilket år er vi i?”
Jeg tænkte at han nok var lidt små skør. Jeg mener.. Han kom også lige ud fra en blå telefonboks lige før? Det er da lidt sært.
”Øh 2014?”
Hans mund spredte sig til et stort smil.
”Virkelig? Det er en af mine ynglings år! Jeg er for resten Doktoren! Og du er?”
Jeg tøvede lidt.
”Jeg hedder Jessica Bonde.”
”Hyggeligt at møde dig Jessica Bonde! Måske ses vi igen.”
 Og med de ord forsvandt han igen. Altså ikke forsvandt, som ud af den blå luft, men han løb ud til vejen og så til venstre, så jeg ikke kunne se ham mere. Underlig mand tænkte jeg. Og så gik jeg op på mit værelse igen. Jeg kunne ikke tænke på andet, resten af aften, så jeg glemte helt at jeg var ved at løbe væk hjemmefra.
”Nå det må så blive en anden dag” sagde jeg til mig selv. Jeg listede ned for at tage et glas mælk. Så kunne jeg bedre sove. Jeg undgik med lidt held min far og så rendte jeg ellers op i seng.


 



Mit første kapitel i min første Movella :) Skriv meget gerne en kommentar :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...