A Mad Man In A Blue Box.

Pigen Jessica bor i London sammen med sin far. Hun er en typisk teenage pige. Hun har en kæreste der hedder Kristoffer og hun elsker ham overalt på jorden, men nogle gange føler hun det ikke gengældt. Hun mistede hendes mor da hun var 3 år gammel og siden da har hun haft et stramt forhold til hendes far. En dag støder hun på en meget finurlig mand ved navn Doktoren. Han tager hende med ud på en masse fantastiske eventyr og hun kommer til at holde rigtig meget af denne mystiske mand.

3Likes
2Kommentarer
358Visninger
AA

3. Mødet med Cybermændene


~Jeg tøvede lidt inden jeg åbnede døren og gik ud. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Stod jeg virkelig midt i et endnu større rumskib? Denne gang var det ikke nær så indbydende. Jeg havde mest af alt bare lyst til at gå ind i telefonboksen igen, og rejse tilbage, men vi måtte simpelthen finde min far. Selvfølgelig også alle andre hankøn. Vent, hvis alle hankøn i London var blevet taget, så måtte Kris jo også være det. Damn, den her dag var lige blevet en hel del anderledes end jeg havde forventet.
Det var der jeg fik øje på den. Eller ham. Eller hende. Jeg ved egentlig ikke hvad det var? Det var en mand (tror jeg) lavet af skindende metal fra top til tå. Doktoren var allerede trådt ud på gulvet.
Så mødes vi igen Doktor, det er også ved at være længe siden” Sagde manden, eller damen, eller maskinen, med en meget skrattet metal stemme. Den snakkede uden at bevæge læberne. Doktoren kiggede på den, som om han var klar til at hoppe på den og spise den til morgenmad. Eller hvad man nu siger.
”Hvad har du gjort af alle Londons mænd og drenge?” spurgte han selvsikkert.
Jeg stod ærlig talt bare og gloede dumt på dem begge to. Hvad var det lige der foregik? Og hvad var den maskine?
Vi, Cybermænd, har fundet ud af at alle hankøn, har en højere hjernekapacitet, end hunkøn har. De vil alle blive opgraderet.”
”Vi” tænkte jeg. Er der flere af dem?
”Hvad har du gjort ved dem!?” Nærmest råbte Doktoren.
Hah! Sådan noget plejer du da ikke at spørge om Doktor. Har du virkelig ikke regnet det ud endnu?”
Doktoren begyndte at snakke med sig selv.
”Hvor ville man gemme alle Londons hankøn? Tænk Doktor, tænk. Hvilket sted har plads nok til halvdelen af Londons mennesker? Nej… Det kan da ikke være… The Palace of Westminster? Og så alligevel. Jessica, hvor mange mennesker er der plads til i The Palace of Westminster?”
”Øhh, i hvert fald ikke alle mænd i London.” sagde jeg meget sikkert og kiggede bare underligt på ham.
Klog pige du har fundet dig denne gang, Doktor. Du må huske på at vi for længst har fundet ud af at bruge Timelord teknologi.”
Jeg kunne ikke forstå en brik af hvad der foregik, så jeg bakkede ud og stillede mig i baggrunden.
”Hvad? Hvornår har i lært at bruge så mægtige våben?” Spurgte Doktoren forbløffet. Der skulle ellers meget til at forbløffe ham.
Kan du huske den taske din veninde havde med sidste gang vi mødtes?”
”Rose…” Hviskede Doktoren og kiggede bedrøvet ned i gulvet.
Du må have lavet den for hende, for den var større indeni. Vi undersøgte den grundigt og lærte på grund af det, Timelord teknologi. Det et alt sammen takket være dig, Doktor”
Større indeni tænkte jeg. Det var jo det jeg havde sagt, da jeg så hans TARDIS!
Doktoren kiggede på cybermanden.
”Så det du siger er, at i har gjort The Palace of Westminister større inden i?”
Doktoren kiggede pludselig glad på mig.
”Så er den sag klaret” sagde han ”Kom Jessica!”
Han løb ind i hans TARDIS og jeg skyndte mig med, stadig forvirret, men jeg skulle i hvert fald ikke efterlades her med den der cyberting.
Doktoren var allerede i gang med at klikke på en masse knapper og hive i en masse håndtag igen. Jeg havde for længst opgivet at spørge ham hvad der egentlig foregik.
Det gik højest 2 minutter og Tardis’en standsede. Dokteren løb ud. Jeg fulgte selvfølgelig efter.
”Er… Er vi i The Palace of Westminister…?”
Han svarede ikke, men løb bare rundt, som en eller anden forvirret høne.
”Hvor kan de have gemt dem, hvor kan de have gemt dem..”
Han gik og mumlede for sig selv, så jeg tænkte at jeg da lige kunne nå at finde et toilet. Hvis jeg så ellers kunne finde et. Jeg gik på en masse gange og kom forbi en del værelser. Der. Der var pigetoilettet. Jeg blev altid så tisse trængende, når jeg var spændt eller bange… Eller forvirret. Jeg åbnede døren og blev ligeså forbløffet, som da jeg trådte ind i Doktorens rumskib første gang. PIGE toilettet var stedet, hvor de gemte alle hankøn. Jeg var egentlig klar til at vende mig om og smutte ud igen, men pludselig lød en alarm. ”PIGE ANKOMMET, PIGE ANKOMMET”. Der var hundrede, hvis ikke tusind cybermænd, som ligepludselig alle sammen kiggede på mig. Det løb mig koldt ned af ryggen. De begyndte at gå med lange skridt imod mig. Jeg tog fat i dørhåndtaget, men døren var blevet låst. Jeg nåede lige at råbe ”DOKTOR!” Før en af dem havde taget fat i min arm og rev mig med sig. Jeg kæmpede imod så godt, som jeg nu kunne. De begyndte at snakke om at jeg ville blive opgraderet, hvad end det nu betød. Jeg blev slæbt ind i et andet rum. Det var enormt. Der var en utrolig mærkelig stemning herinde. Der hang en masse maskiner oppe i loftet. De var i fuld gang med at ordne et eller andet. Jeg kunne ikke se hvad det var (og det tror jeg i øvrigt heller ikke at jeg ville), på grund af at der hang et blåt forhæng for. Pludselig stoppede maskinen. En stemme sagde derefter:
Næste
Det ene ord gav mig kuldegysninger og jeg ville snart finde ud af hvorfor. Forhænget blev rullet fra og jeg så en levende mand, blive slæbt ind under maskinen. Maskinen gik i gang og man kunne høre ham skrige i få sekunder. Da maskinen stoppede igen trådte en cybermand ud i stedet for manden og begyndte at snakke ”Jeg er blevet opgraderet, jeg er blevet opgraderet
En kold og vammel fornemmelse gik igennem hele min krop. Var det det, som det betød at blive ”opgraderet”? At blive forvandlet til en af dem? Jeg var lige ved at begynde at græde, da jeg hørte en velkendt stemme. Alt maskineriet stoppede.
”Pigetoilettet! Selvfølgelig! Hvorfor var jeg ikke kommet på det noget før!” Stemmen kom ovre fra et hjørne i rummet. Det var Doktoren. Hvordan han så var kommet derhen, måtte forblive et mysterium.
Han gik selvsikkert rundt imellem alle cybermændene og begyndte at snakke. Han kiggede på mig og blinkede.
”Det var en skam at i lige præcis havde valgt at bruge timelord teknologi. I ved måske ikke at jeg er en timelord? Og åh jo, jeg kender godt alle ulemperne ved timelord teknologi. Man kan ikke regne med at et rum, som ikke altid har været større inden i… Forbliver større inden i… I hvert fald ikke når der lander et rumskib, der er større inden i, i rummet!” Alle de ord, de mindede så meget om hinanden. Jeg opgav at forstå det. De cybermænd, som holdte fast i mig havde for længst givet slip og stod bare og lyttede til Doktoren.
Og hvor har du så dette rumskib Doctor?” spurgte en af cybermændene.
Doktoren pegede hen i det modsatte hjørne af hvor han stod. Og ganske rigtigt, der stod hans TARDIS. Spørg mig ikke hvordan Cybermændende havde undgået at se den. Han havde fået en af mændene til at alliere sig med ham. Han lignede til forveksling min far. Han var i fuld gang med at få alle mænd med ind i Doktorens TARDIS. Og han var vidst ved at være færdig. Det var godt nok gået overraskende hurtigt.
”Ja, en anden ting i ikke ved om timelord teknologi, er at vi kan flytte en masse ting fra et sted til et andet, før i kan nå at sige Allons-y!”
Han løb hen imod mig og tog min hånd. Jeg løb selvfølgelig med. Ved siden af hans Tardis, hang et håndtag på væggen.
”Og til en anden gang. Skjul håndtaget lidt bedre!” Han trak ned i det og hev mig hurtigt med ind i hans Tardis.
Vi kunne høre alle cybermændene råbe ”Neeeeej!”
”Hvad var det for et håndtag Doktor?”
Han kiggede glad på mig.
”Den største fejl man kan lave når man arbejder med timelord teknologi, er at have et ”Gør rum normalt igen”-håndtag” sagde han og grinede for sig selv.
”Så hvad med alle cybermændene?” spurgte jeg.
”De forsvandt sammen med rummets størrelse”
Den forklaring var i orden for mig. Jeg ville lade Doktoren gøre sin ting og imens ville jeg så finde min far. Der var et uendeligt tal af mænd i det her rumskib. Hvordan kunne der være så mange rum og så meget plads, i sådan en lille telefonboks?
Jeg fandt min far og løb hen og krammede ham.
”Jes! Hvad laver du her!?” spurgte han mere forbavset end nogensinde før.
”Vi skal hjem nu far og så skal jeg nok forklare det hele.”
Jeg kyssede ham på kinden og gik videre for at finde Kris. Jeg havde slet ikke nået at gå den tanke igennem at han kunne være blevet ”opgraderet” som en af de første. Nej, han måtte være her et sted. Jeg gik rundt i alle rummene og det tog en evighed. Til sidst fandt jeg ham dog. Siddende henne i et hjørne, med hovedet ned i gulvet.
”Hey Kris, du har ikke svaret på mine beskeder de sidste par dage?” Sagde jeg med et lidt trøstende smil på læberne. Han kiggede op og rejste sig hurtigt. Han kiggede på mig mindst ligeså forbavset, som min far havde gjort. Så smilede han og trak mig ind til et kram. Jeg havde aldrig fået sådan et langt kram før. Han trak sig lidt ud og kiggede forvirret på mig,
”Du må undskylde at jeg ikke har skrevet… Jeg ved ikke lige hvad der gik af mig… Og hvad laver du i øvrigt her? Du er den eneste pige, som jeg har set hele dagen, jeg forstår ikke…”
Jeg trak ham ind til mig igen.
”Det er okay, nu tager Doktoren dig hjem og så skal det hele nok gå.”
Doktoren kom hen til os og kiggede på mig, som om der var ved at ske en katastrofe.
Han trak mig væk fra Kris og begyndte at snakke.
”Jessica... Det var slet ikke meningen at det her skulle ske! Jeg har kigget alle mine ting igennem og det er ikke endnu at mennesket skal møde cybermænds racen.. Jeg er nød til at slette deres hukommelse fra hele den sidste dag… Jeg ved ikke hvad de laver her så tidligt! Jeg syntes nok at det var overraskende nemt at slippe af med dem denne gang. Jeg tror de er ude på noget endnu større. ” Han så på en måde seriøs ud, men på en anden måde skrækslagen. 
”Jeg forstår ikke… Hvad mener du med at det ikke er endnu? Nu er det sket, det kan vel ikke bare laves om?” Jeg kiggede forvirret på ham, som jeg efterhånden havde gjort hele dagen.
”Jeg er ked af det Jessica…”
Og med de ord, tog han fat i min hånd og klikkede på en knap. Jeg så alle mændene falde om omkring mig. Også Kris.
”Hvad har du gjort?” spurgte jeg.
Han gav slip på min hånd.
”Det der var nødvendigt Jessica. De har nu mistet deres hukommelse fra de sidste to dage.”
Alle mændene og drengene blev lagt ude foran deres huse. Det tog uendelig lang tid at sætte dem alle sammen af, men sådan skulle det åbenbart være.
”Doktor, hvornår vil de vågne op igen?” spurgte jeg.
”En gang i morgen” svarede han koncentreret imens han kiggede på en lille skærm i hans TARDIS.
”Så kan jeg vel godt nå en enkel tur mere i din TARDIS?”
Han kiggede på mig i et stykke tid med et udtryk, som jeg ikke rigtig kunne tyde.
”Så lad gå da.” sagde han til sidst og drejede hovedet væk fra mig igen.
”Hvor vil du så hen?” spurgte han lidt efter.
”Overrask mig.”

 

Okay dette kapitel var en del længere end de andre, men det betyder vel bare mere læsestof ikke? ;) Skriv meget gerne en kommentar! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...