A Mad Man In A Blue Box.

Pigen Jessica bor i London sammen med sin far. Hun er en typisk teenage pige. Hun har en kæreste der hedder Kristoffer og hun elsker ham overalt på jorden, men nogle gange føler hun det ikke gengældt. Hun mistede hendes mor da hun var 3 år gammel og siden da har hun haft et stramt forhold til hendes far. En dag støder hun på en meget finurlig mand ved navn Doktoren. Han tager hende med ud på en masse fantastiske eventyr og hun kommer til at holde rigtig meget af denne mystiske mand.

3Likes
2Kommentarer
357Visninger
AA

2. En tosset mand i en blå boks

~Jeg vågnede næste morgen med en forfærdelig hovedpine. Jeg havde drømt om ham. Manden. Doktoren. Hvordan han var kommet hen til mig og snakket til mig. Hvordan han hurtigt skyndte sig videre igen. Hvad er det for noget underligt noget at spørge om? Hvilket år er vi i? Det ved alle, som ikke er født i går vel. Men hvorfor spurgte han så? Han var vel bare lidt små tosset.
Jeg rejste mig fra min seng og gik ned i køkkenet. Her tog jeg pakken med cornflakes, hældte nogle op i en skål og hældte mælk på. Jeg spiste aldrig cornflakes med sukker på, det bliver alt for sødt.
Jeg gik op på mit værelse igen og satte mig foran min computer. Der var stadig ikke kommet svar fra Kris. Surprise tænkte jeg, og lukkede min computer ned igen. Hvad er der i vejen med den dreng, hvorfor vil han ikke skrive med mig? Jeg gik ned mod køkkenet og stillede den tomme skål på bordet. Gad vide hvor min far var henne? Han skulle da ikke på arbejde i dag, skulle han? Jeg gik ind i hans soveværelse, men der var han ikke. Jeg råbte rundt i huset, men jeg fik intet svar. Mærkeligt tænkte jeg. Jeg nåede ikke at tænke mere over det, da det lidt efter bankede på døren. Jeg gik ud og åbnede. Jeg nåede slet ikke at sige noget, jeg stod bare og gloede dumt. Det var ham, ham manden. Doktoren.
”Må jeg komme ind?” spurgte han.
”Hvorfor skulle jeg lukke dig ind i mit hus?” Svarede jeg.
Man har vel lov til at være morgensur i sommerferien. Jeg mener hvad er klokken lige? Halv et eller sådan noget?
”Er din far hjemme?” spurgte han,
som om han lige vidste hvad jeg havde stået og tænkt på.
”Nej, det er han ikke?”
Hey hvordan vidste han at jeg boede hos min far og ikke min mor? Eller dem begge for den sags skyld. Jeg nåede ikke at tænke mere over det før han sagde:
”Okay så, det var bare det jeg skulle vide! Farvel!”
Han var på vej væk, men jeg nåede lige at råbe
”Vent! Hvor skal du hen? Og hvorfor skulle du vide om min far var hjemme?”
Han stoppede op og kiggede på mig, som om han lige havde vundet over mig i et eller andet åndsvagt spil.
”Fordi alle hankøn på mystisk vis er forsvundet fra London i løbet af natten”
Hvad? Prøver han at lave en eller anden sindssyg prank på mig eller sådan noget?
”Hvordan kan det så være at du stadig er her?” spurgte jeg.
Jeg havde egentlig forventet at den ville ende der og han ville komme med en eller anden kommentar som ”Der fik du mig!”, men i stedet svarede han:
”Jeg mener alle menneske hankøn.”
Haha. Nu troede jeg da bare endnu mere at han tog pis på mig. Som om han ikke var et menneske. Hvad skulle han ellers være? En pelikan? Jeg må indrømme at han lignede lidt en pelikan, men pelikaner kan vel ikke tale?
”Og hvad er du så, hvis du ikke er et menneske?” sagde jeg og grinede lidt for mig selv over mine mærkelige tanker om ham som pelikan.
Han kiggede over imod den blå boks og sagde så:
”Kom med mig, Jessica”
Jeg ved ærlig talt ikke hvad det var, som fik mig til at følge efter ham. Han var en middel aldrende mand, som ville have mig med ind i en blå telefonboks. Det kunne jo være en børnelokker. En voldtægtsmand. Alligevel gik jeg med ham. Jeg kunne simpelthen ikke styre min nysgerrighed.
Han trådte ind i den lille blå boks. Hvad var det lige han ville have mig til at se? Det var intet andet end en gammel støvet telefonboks. Jeg tøvede lidt, før jeg åbnede døren og gik med ind. Jeg blev overvældet. Jeg kløede mig i øjnene for at se om det virkelig kunne passe. Jeg blev nød til at gå udenfor igen, det gav bare ikke mening. Jeg gik ind og ud at par gange og nu var det endelig ved at gå op for mig.
”Den er større indeni!?” nærmest råbte jeg. Det gav ekko.
”Jessica det her er en TARDIS. Det står for Time And Realative Dimension In Space. Det her er mit skib. Mit rumskib.”
Jeg var fuldstændig målløs.
”Og.. Du er.. Et rumvæsen?” fik jeg fremstammet.
”Jep, men jeg er nu stadig bare en tosset mand i en blå boks” sagde han smilende og trykkede på en masse knapper.
”Hvad? Hvad laver du nu?” spurgte jeg. Stadig helt rundt på gulvet.
”Nu Jessica, skal vi finde ud af hvad der er sket med alle hankøn i den her by. Inklusiv din far.”
Han træk i et håndtag og rumskibet sagde en sær lyd. Hey! Det var den lyd jeg hørte i går! Jeg kunne næsten ikke tro på noget af det her. Var min far så taget til fange af et eller andet psyko rumvæsen? En ting var sikker, vi måtte simpelthen finde ham! Jeg ville ikke finde mig i at miste endnu en forælder.
”Hvor er vi nu?” spurgte jeg da rumskibet endelig stoppede.
”Ja du kunne jo prøve at åbne døren og finde ud af det”.

 

 

Mit 2. kapitel i min første Movellas :) I må endelig skrive en kommentar, hvis i kunne lide det, eller hvis der er noget der kunne gøres bedre! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...