Fall In Love 2 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 26 aug. 2014
  • Status: Færdig
Åh nej!. Ida tog valget om at skride fra sine venner og flytte hjem til sin mor og lillebror i Danmark!. Normalt fortryder Ida aldrig noget, men denne gang gør hun!.. Hun kan mærke på sig selv at valget hun tog, var forkert!. Hun går og er ked af det hele tiden og ved slet ikke hvad hun laver i kedelige Danmark.. Heldigvis er Ida's mor ikke blind selvom hun konstant arbejder. Hun kan godt se at Ida har det svært og derfor overrasker hun hende med en tur til USA for Ida, Malik og moren selv, så Ida kan blive glad igen. Men hvad sker der hvis Ida tilfældigvis skal bo på det samme hotel som Justin også bor på lige pt?. Støder de ind i hinanden?. Får Justin chancen for at overtale Ida til at blive?. Og hvis han gør, hvad svare Ida så?. Vil hun tilbage til sine venner og der hvor hun kommer fra eller vil hun hellere være i Danmark med det eneste rigtige familie hun har tilbage?. Og hvad med hendes følelser for Justin?. Har de ændret sig?. Få svaret i ''Fall In Love 2''

474Likes
1041Kommentarer
290009Visninger
AA

57. ''Ser Du En Anden?!''

*Justin's Synsvinkel* 


Jeg så ud af vinduet, at min mor og Ida sad nede på bænken ved søen og snakkede sammen. Jeg kedede mig lidt, da Jazzy og Jaxon sov og de andre sad og snakkede sammen, så jeg besluttede mig derfor at gå ned til min mor og Ida ved søen. 


Jeg gik ned af bakken, som var i min fars store baghave. Den var ikke så stejl, men det ville måske være lidt svært at spille fodbold på den?. Men fuck nu det. 


Jeg kom tættere på dem og kunne tydeligt fornemme, at de ikke havde opdaget mig. Jeg begyndte at kunne høre hvad de snakkede om og da Ida sagde en bestemt sætning stoppede jeg lidt op. 


''Jeg ville bare ønske, at jeg kunne se ham lidt oftere'' Sukkede Ida og satte sin albue op på ryglændet og satte sin hånd til hovedet og kiggede ud imod vandet. ''Ja, det er svært når man er adskilt fra nogen man elsker og holder af. Men det er jo ikke sidste gang, at i ser hinanden'' Svarede min mor hende forstående. 


Jeg sank en klump i halsen og mærkede hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Ida så en anden!. En hun var forelsket i!. Ja, det kunne jeg regne ud, da min mor sagde, at det var svært at være adskilt fra en man elsker og holder af!. Ja og det var i hvert fald ikke mig de snakkede om, da Ida og jeg ikke var særlig adskilte!. 


Jeg besluttede mig for at gå længere ned imod dem og jeg bemærkede hurtigt at min mor fik øje på mig. Jeg gik op foran dem og bemærkede, at Ida også fik øje på mig. 


Jeg sendte min mor nogen bestemte øjne, hvilket betød, at jeg gerne ville snakke med Ida alene. Min mor forstod tydeligvis min hentydning, da hun kort nikkede. 


''Nå, jeg vil gå ind. Jeg fryser lidt'' Sagde hun og rejste sig op og gik. Jeg kiggede kort efter hende og derefter ned på Ida som satte sig på en ny måde. 


Jeg satte mig ned på bænken ved siden af Ida og sukkede svagt. 


''Hva så?'' Spurgte Ida stille. Jeg rystede lidt på hovedet og kiggede på mit guldur og så at klokken var blevet 22.45. Ja, jeg havde ikke lige det bedste humør efter jeg havde overhørt min mors og Ida's samtale. Det var ikke fedt at vide, at Ida så en anden!. 


''Hvornår er det, at vi skal hjem imorgen?'' Spurgte Ida mig, da hun fandt ud af, at jeg ikke svarede hende på hendes første sætning. Hvorfor var det så vigtigt?. Hun skulle måske mødes med ham der hun snakkede om?. 


''Vi skal køre ved en 11 tiden'' Svarede jeg en smule koldt imens jeg holdte mit blik ud på søen. Jeg bemærkede ud af øjenkrogen, at Ida nikkede kort og sukkede svagt. ''Jeg tror jeg smutter i seng nu. Vi skal tidligt op kan jeg forstå'' Sagde Ida og rejste sig op. 


''Vent lige lidt'' Sagde jeg og holdte mit blik ude på vandet. Ida satte sig ned igen og kiggede på mig. Jeg sukkede tungt og vendte langsomt mit blik over på hende og kiggede hende i øjnene. 


''Vil du stadig ikke fortælle mig, hvad du lavede imorges?'' Spurgte jeg hende med et koldt ansigtsudtryk. Ida trak lidt på smilebåndene og rystede svagt på hovedet. ''Hvorfor ikke?'' Spurgte jeg hende imens jeg rynkede min pande. ''Fordi det er en hemmelighed'' Svarede hun mig med et lumsk smil. Jeg kunne tydeligt se, at det ikke bare var et almindeligt smil. Der lå noget bag det!. Noget som hun var virkelig glad for, fik hende kun til at smile sådan!. 


Jeg vendte mit blik ud på søen igen og rystede svagt og en smule surt på hovedet. ''Tss.. Jeg troede sku ikke, at man havde hemmeligheder for sin bedste ven!'' Svarede jeg småsurt. Ida sukkede lidt og gned sig i panden, hvilket jeg kunne se ud af øjenkrogen. ''Men det har jeg altså'' Sagde Ida opgivende og rejste sig op igen. 


''Fortæl mig nu forhelved bare hvor du var!'' Vrissede jeg irriteret imens jalousien boblede i min krop. ''Nej forhelved'' Svarede Ida og begyndte at gå. Okay, hvis jeg skulle spørge, så var det nu jeg skulle gøre det!. 


''Ser du en anden eller hvad?'' Spurgte jeg vredt og rejste mig op og kiggede over på Ida, som hurtigt stoppede op og vendte sig om imod mig og kiggede dumt på mig. ''Hvad snakker du om?'' Spurgte hun forvirret og en smule opgivende. ''Jeg spurgte dig om du ser en anden man!'' Svarede jeg vredt og tog et skridt imod hende. 


''Og hvad hvis jeg gjorde?'' Spurgte Ida en smule flabet og løftede det ene øjenbryn. Jeg blev lidt stille, da jeg ikke havde regnet med at høre den sætning komme ud af hendes mund. Det gav mig et stik i hjertet, da jeg fik fornemmelsen af, at jeg havde ramt plet. 


Ida sukkede svagt og kiggede ned i jorden og derefter op på mig igen. Så nu kommer den. ''Jeg er ked af det Justin, men ja jeg ser en anden!'' Kom nu med den Ida, så vi kan få det her overstået og jeg kan få min vrede, skuffelse og sorg ud!. 


''Jeg ser ikke en anden, okay'' Sagde Ida småirriteret. Okay så, hvad lavede hun så?.. ''Hvad lavede du så?'' Spurgte jeg irriteret, da jeg ville have hende til at indrømme det!. Hun kunne ikke narre mig!. Jeg hørte hende selv sige, at hun ville ønske, at hun kunne se ham noget oftere!. 


''Stop det Justin!'' Svarede hun mig småsurt. ''Hvorfor?. Jeg vil gerne vide hvad du laver man!'' Udbrød jeg vredt og trådte et skridt tættere på hende. Ida rynkede hurtigt panden og hvis jeg ikke tog meget fejl, så var der en spydig kommentar på vej. 


''Nå, så du er pludselig blevet min far eller hvad?'' Svarede hun spydigt, hvilket jeg selvfølgelig havde regnet med. 


Ida vendte sig om og gik, men jeg var sku ikke færdig!. Jeg havde stadig ikke fået svar på hvad jeg ville have svar på!. 


''Hvem var det så dig og min mor snakkede om?'' Sagde jeg højt efter hende. Ida stoppede hurtigt op og vendte sig imod mig og kiggede undrende på mig, hvilket jeg tog som et tegn på, at jeg skulle forklare nærmere om hvad jeg havde hørt. 


''Jeg hørte dig sige, at du ville ønske, at du kunne se ham lidt oftere og min mor svarede, at i nok skulle komme til at se hinanden igen.. Så hvem er det du elsker og savner så meget?'' Spurgte jeg vredt og følte, at jeg havde fat i den lange ende. 


Ida kiggede vredt på mig. Hun var nok vred over, at jeg havde hørt det. Jeg måtte måske ikke vide det eller hvad?. 


Ida gik nogen skridt hen imod mig så hun stod foran mig og kiggede vredt op på mig. ''Det var min lillebror Justin!. Jeg savner og elsker min lillebror!. Er det så fucking mærkelig eller hvad!'' Spurgte hun vredt, hvorefter hun vendte sig om og gik op imod huset og denne gang lod jeg hende gå. 


Jeg sukkede tungt og kørte mine hænder op af mit ansigt og op i mit hår imens jeg vippede hovedet tilbage og kiggede op i himlen. Så var det bare hendes lillebror!. Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det?. Måske fordi jeg gik i panik og min jalousi tog over og styrrede mig!. 


Selvfølgelig var jeg lettet over, at det bare var hendes lillebror hun talte om og ikke en eller anden fyr!. Men når man kun høre en lille bid af en samtale, så kunne det altså godt misforstås!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...