Fall In Love 2 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 26 aug. 2014
  • Status: Færdig
Åh nej!. Ida tog valget om at skride fra sine venner og flytte hjem til sin mor og lillebror i Danmark!. Normalt fortryder Ida aldrig noget, men denne gang gør hun!.. Hun kan mærke på sig selv at valget hun tog, var forkert!. Hun går og er ked af det hele tiden og ved slet ikke hvad hun laver i kedelige Danmark.. Heldigvis er Ida's mor ikke blind selvom hun konstant arbejder. Hun kan godt se at Ida har det svært og derfor overrasker hun hende med en tur til USA for Ida, Malik og moren selv, så Ida kan blive glad igen. Men hvad sker der hvis Ida tilfældigvis skal bo på det samme hotel som Justin også bor på lige pt?. Støder de ind i hinanden?. Får Justin chancen for at overtale Ida til at blive?. Og hvis han gør, hvad svare Ida så?. Vil hun tilbage til sine venner og der hvor hun kommer fra eller vil hun hellere være i Danmark med det eneste rigtige familie hun har tilbage?. Og hvad med hendes følelser for Justin?. Har de ændret sig?. Få svaret i ''Fall In Love 2''

474Likes
1041Kommentarer
288505Visninger
AA

21. Forståelsen For Valget!.

*Ida's Synsvinkel* 


Jeg åbnede døren til vores suite og så hurtigt min mor sidde dybt begravet i at læse på de papirer hun havde taget med herover. Jeg lukkede døren forsigtigt og sukkede svagt imens jeg smed min taske på spisebordet og bevægede mig hen i sofaen. 


Jeg smed mig tungt ned i sofaen og sukkede svagt, da jeg gerne ville have min mors opmærksomhed, men det hjalp sku ikke rigtig. Hun var alt for langt væk i at læse, så jeg ikke kunne få hendes opmærksomhed bare ved at sukke. 


''Mor?'' Sagde jeg stille og satte fødderne op på kanten af sofabordet. ''Mmm?'' Svarede hun uden at sende mig et blik. ''Jeg vil gerne tale med dig om noget'' Sagde jeg stille og en smule alvorligt. ''Mmm.. Hvad er så det skat?'' Spurgte hun mig og virkede helt ukoncentreret imens hun bare læste videre på hendes papirer. Måske skulle jeg bare sige det som det var?. Så kunne jeg måske få hendes fulde opmærksomhed på den måde?. 


''Jeg har besluttet mig for at blive her'' Sagde jeg og virkede virkelig sikker, hvilket jeg bestemt også var!. Denne gang fik jeg min mors opmærksomhed. Hun sank sin hånd med papirene i og kiggede på mig. ''Hvad?'' Spurgte hun stille. ''Jeg bliver herovre.. Jeg tager ikke med til Danmark'' Sagde jeg og kiggede lidt ned i skødet på mig selv. 


''Hvornår har du besluttet dig for det?'' Spurgte min mor undrende og lagde sine papirer på bordet. ''Idag.. Mor, jeg kan ikke bo i Danmark. Det er slet ikke mig!. Jeg høre til her og jeg skal tage ansvar for mig selv herovre. Jeg kan ikke bo hos min mor når jeg har boet alene siden jeg blev 18!. Jeg..'' Mere nåede jeg ikke at forklare før min mor afbrød mig. ''Skat!. Stop lige'' Sagde hun stille. Jeg sukkede lidt og kiggede op på hende og så, at hun havde et smil på læben. 


''Jeg forstår dig godt'' Smilede min mor til mig. Jeg rynkede panden lidt. Jeg havde forventet, at hun ville ''give mig lov''.. Altså jeg er jo 19 og jeg kan bestemme selv, men jeg havde ikke regnet med at hun ville tage det med et smil!. 


''Du forstår mig godt?'' Spurgte jeg hende undrende, hvilket fik min mor til at nikke. ''Jeg vidste godt, at du ville ende med at sige, at du blev her'' Svarede min mor mig. Jeg rynkede panden endnu engang. ''Hvor vidste du det fra?'' Spurgte jeg hende. Min mor fniste kort. ''Fordi du er min datter og jeg kender dig!. Du høre ikke til i Danmark og det kan tydeligt ses. Du keder dig og da vi var i Danmark gik du konstant og var ked af det og småirriteret, men så snart jeg sagde, at vi skulle herover, så var du glad og smilende.. Så blev du den datter som jeg kender og elsker og den som jeg elsker at se på!.. Det er klart, at du skal blive her. Det er her du er født og opvokset og det er her du har hele dit liv. Det er selvfølgelig ikke i Danmark du skal bo'' Smilede min mor.

 
Jeg smilede svagt og kiggede kort ned i skødet på mig selv. ''Så du er ikke skuffet?'' Spurgte jeg hende og kiggede op på hende. Min mor smilede og rystede på hovedet. ''Det er bedst for dig at blive her og jeg vil kun det bedste for mine børn. Selvfølgelig kommer jeg til at savne dig!. Nu har jeg jo lige vænnet mig til, at du var hjemme hos mig i Danmark, men vi mister jo ikke kontakten fordi du bor her.. Det er jo heldigvis ikke umuligt at se hinanden, selvom du bor omme på den anden side af jorden, vel?'' Smilede min mor til mig. 


Jeg smilede igen og rystede på hovedet, hvilket vil sige, at jeg gav hende ret. ''Men må jeg spørge om noget?'' Spurgte min mor mig. Jeg nikkede kort og kiggede op på hende. ''Hvor skal du bo?'' Spurgte min mor mig. ''Justin skal til Cannes i Frankrig om 3 dage og der tager jeg med og når vi kommer hjem derfra, så bor jeg hos Justin i Atlanta indtil jeg har fundet mit eget sted at bo'' Svarede jeg hende. Min mor nikkede forstående og smilede. 


Jeg kunne mærke en tåre bane vej imod mit øje. Det var virkelig rart, at min mor forstod mig, men tanken om, at jeg skulle undvære hende og Malik gjorde ondt. Nu havde jeg jo lige vænnet mig til at have dem omkring mig, så det blev selvfølgelig hårdt at skulle sige farvel, men det var bare bedst sådan. Det var bedst for mig at være i USA hos mine venner.. Det var bedst for mig at få mit gamle liv tilbage!. 


Jeg blinkede en gang med øjnene og mærkede at tåren gled ned af min kind. Jeg kiggede ned i skødet på mig selv og prøvede lidt at skjule, at jeg græd. ''Hvad sker der dog skattepige'' Sagde min mor og rejste sig straks op. Hun gik rundt om bordet og satte sig ned ved siden af mig og krammede mig ind til sig. Jeg lagde en arm om hende og gemte mit hoved ned i skulderen på hende og satte lidt lyd på min gråd. 


Min mor kyssede mig i håret og aede mig på ryggen. ''Såå skat!'' Sagde hun stille og klemte mig mere ind til hende. ''Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det til Malik'' Sagde jeg helt grådkvalt ned i hendes skulder. ''Jeg skal nok sige det til ham'' Sagde min mor stille og kyssede mig i håret igen. ''Han bliver så ked af det'' Græd jeg og strammede grebet om min mor lidt. ''Ja, men han vil komme over det skat!. Og i kan jo også snakke sammen over Skype hele tiden.. Han har jo prøvet det før og han ved godt, hvordan det er, når du ikke er der'' Sagde min mor stille. Jeg snøftede lidt og trak mig væk fra min mor og kiggede på hende. Hun smilede et trist smil og tørrede mine kinder for tårer. ''Skat!. Du kan altid komme hjem til os, ikke!. Ligemeget hvornår det er, så står døren altid åben for dig'' Sagde hun med et svagt smil. Jeg nikkede kort. ''Det ved jeg godt.. Tak'' Sagde jeg og tørrede mine øjne. ''Vi skal nok klare det fint allesammen.. Gå nu ind og få noget søvn!. Du er træt'' Sagde min mor stille. 


Nu hvor jeg mærker efter, så var jeg faktisk pænt træt. Tænk, at min mor kunne se det. Måske var det bare noget som ens mor kunne se på en, ellers var det bare virkelig tydeligt!. 


Jeg nikkede kort til min mor og rejste mig op og min mor gjorde det samme. Hun smilede til mig og nussede mig på kinden. ''Det skal nok blive godt skat!. Det er også dejligt for dig, at du igen er sammen med dine venner og kommer ud og oplever verden'' Smilede min mor. Jeg smilede kort og nikkede, da tanken om at være hvor jeg startede, var fantastisk!. 


''Godnat min skat'' Sagde min mor og lagde armene om mig og kyssede mig i håret. ''Godnat mor'' Sagde jeg og trak mig kort efter ud af krammet og gik forbi hende og hen imod mit værelse. ''Elsker dig'' Sagde jeg og åbnede døren til mit værelse. ''Jeg elsker også dig skattepige'' Svarede min mor og satte sig ned i sofaen igen. Jeg smilede kort og gik ind på værelset og lukkede døren. Jeg fik hurtigt smidt tøjet og lagt mig under dynen, hvor der kun gik 2 minutter før jeg sov!.

__________________________________

Fortsættelse følger imorgen :D 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...