Fall In Love 2 - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 26 aug. 2014
  • Status: Færdig
Åh nej!. Ida tog valget om at skride fra sine venner og flytte hjem til sin mor og lillebror i Danmark!. Normalt fortryder Ida aldrig noget, men denne gang gør hun!.. Hun kan mærke på sig selv at valget hun tog, var forkert!. Hun går og er ked af det hele tiden og ved slet ikke hvad hun laver i kedelige Danmark.. Heldigvis er Ida's mor ikke blind selvom hun konstant arbejder. Hun kan godt se at Ida har det svært og derfor overrasker hun hende med en tur til USA for Ida, Malik og moren selv, så Ida kan blive glad igen. Men hvad sker der hvis Ida tilfældigvis skal bo på det samme hotel som Justin også bor på lige pt?. Støder de ind i hinanden?. Får Justin chancen for at overtale Ida til at blive?. Og hvis han gør, hvad svare Ida så?. Vil hun tilbage til sine venner og der hvor hun kommer fra eller vil hun hellere være i Danmark med det eneste rigtige familie hun har tilbage?. Og hvad med hendes følelser for Justin?. Har de ændret sig?. Få svaret i ''Fall In Love 2''

474Likes
1041Kommentarer
290009Visninger
AA

49. Dyb Samtale!.

*Justin's Synsvinkel* 


Kenny stoppede scooteren og jeg sprang hurtigt af den og løb hen til trapperne, som førte op til hytten. ''Justin?'' Lød det undrende fra Scot. ''Bare gå ind til jer selv'' Svarede jeg hurtigt og tog de sidste skridt op af trapperne. 


Jeg kom op til døren og flåede den hurtigt op og trådte ind i gangen. ''Ida?'' Råbte jeg imens jeg hev min jakke, sko og skibukser af, så jeg kun havde mit skiundertøj på. 


Jeg løb ind i stuen. ''Ida?'' Kaldte jeg højt, da hun ikke var til at finde i stuen. Jeg kiggede over på trapperne, som førte op til værelserne. Jeg løb hurtigt derhen og sprang op af trapperne. Jeg sprang så mange trin over jeg kunne, da jeg hurtigt ville ovenpå og tjekke om hun var der. 


Jeg kom ovenpå og startede med at flå døren op ind til mit eget værelse. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor, da det ikke var det mest oplagte sted hun kunne finde på at være.


''Ida?'' Kaldte jeg og gik hurtigt videre til den næste dør, som førte ind til hendes værelse. 


Jeg rev døren hårdt op. ''Ida?'' Kaldte jeg højt, da jeg blev mødt af et mørkt værelse, hvor kun en computer lyste rummet op. ''Jaer?'' Lød det ovre fra sengen af en dejlig, men meget træt stemme. 


Mine øjne vænnede sig hurtigt til det mørke værelse og jeg kunne hurtigt se Ida ligge ovre i sengen. Jeg sukkede tungt og virkelig lettet og gik ind imens jeg lukkede døren efter mig. 


''Forhelved!'' Hviskede jeg lettet for mig selv imens jeg lod begge mine hænder glide nedover mit ansigt. ''Hvad sker der?'' Spurgte hun mig træt og lukkede sin computerskærm sammen da den lyste lige ind i hovedet på hende. Jeg kiggede over på hende og gik over til sengen. ''Jeg troede bare, at du ikke var her'' Sagde jeg lettet og satte mig på kanten af sengen. 


Ida strakte sin krop og gabte lidt. ''Hvor skulle jeg ellers være?'' Spurgte hun i gabet. ''Jeg troede..'' Jeg stoppede mig selv og sukkede lidt og gned mig i panden. ''Du troede hvad?'' Spurgte hun mig stille og med en træt stemme. Jeg kiggede over på hende i mørket og bemærkede at hendes blå øjne kiggede på mig. 


''Jeg troede du var taget hjem'' Sagde jeg med en stille stemme. ''Jeg har ikke noget hjem, så hvordan skulle jeg kunne det?'' Spurgte hun mig. ''Nej men jeg mener.. Jeg troede, at du var taget hjem til Danmark.. Ligesom sidste gang den her situation opstod'' Sagde jeg ærligt og kiggede på hende. Ida sukkede lidt. ''Der kom ikke rigtig noget godt ud af det sidste gang, så hvorfor skulle jeg gøre det igen?'' Spurgte hun mig. Jeg sukkede lettet, da hendes lille sætning bekræftede mig i, at hun ikke havde planer om at smutte igen. ''Ja det ved jeg heller ikke.. Jeg er bare glad for at du stadig er her'' Sagde jeg og lænede mig ned til hende og gav hende et kram imens hun stadig lå ned. 


Jeg mærkede nogen arme ligge sig om min nakke og kramme mig, hvilket jeg trak lidt på smilebåndene af. Dog trak jeg mig stille væk, da det nok var omkring nu, at Ida og jeg skulle få talt om alt det her. 


''Ida jeg.. Jeg er ked af hvis jeg sagt noget jeg ikke burde. Og jeg er ked af, at jeg blev lidt vred imorges men.. Jeg havde bare brug for at sige det til dig, okay?.. Jeg ville have du skulle vide, at jeg mener alt hvad jeg siger til dig!.'' Sagde jeg stille og kiggede hende i øjnene igennem mørket, som mine øjne nu havde vænnet sig meget til. 


Ida nikkede forsigtigt til mig og kørte sin hånd igennem sit våde hår, hvilket jeg godt kunne se igennem mørket. Det var jo ikke så mørkt igen, da lyset fra gaderne og månen lyste svagt ind af Ida's vinduer. 


''Hvad har du lavet idag?'' Spurgte jeg hende stille. Ida sukkede lidt. ''Jeg har tænkt'' Svarede hun stille og kiggede ned af sig selv ved sin dyne. ''På hvad?'' Spurgte jeg stille. ''På, hvorfor det skal være sådan her?'' Sagde hun ærligt og kiggede mig i øjnene. Jeg sukkede lidt, da jeg allerede nu godt vidste, hvad hun havde tænkt på. Hun havde tænkt på os!. 


Jeg rykkede lidt på mig og satte mig op ved siden af hende i sengen. ''Kom her'' Sagde jeg stille og bredte mine arme forsigtigt ud. Ida løftede sin overkrop lidt og jeg bemærkede hurtigt, at hun kun havde bh på. Dog kunne jeg ikke se om hun havde bukser osv på, da hendes krop var dækket af dynen, men jeg kunne se, at hun kun havde bh på, da dynen røg lidt ned, da hun kravlede op til mig. 


Ida lagde sig ind til mig med sit hoved på mit bryst og jeg lagde forsigtigt armene om hende og nussede hende blidt på hendes bare ryg. Jeg sukkede lidt og nød duften af hendes nyvaskede og halv-fugtige hår, som duftede af sæbe. Okay, det gjorde det altid, men lige nu var der en stærk duft af sæbe. Jeg lagde mærke til, at Ida tog sin hånd op på mit bryst og tog fat i min bluse ved min hals og klemte hånden sammen, så hun holdte fast i min bluse. 


''Det behøver ikke at være sådan her.. Du skal bare give dig selv lov.. Folk vil på et tidspunkt kunne forstå dig.. Ida, du må ikke lade Selena bestemme..'' Hviskede jeg svagt, men blev afbrudt af Ida. ''Justin.. Det er ikke kun Selena.. Det er det hele.. Det med os.. Hvis det blev til mere end bare et venskab.. Det ville ødelægge det hele.. Og..'' Sagde Ida stille, men stoppede sig selv ved at kigge op på mig og kigge mig i øjnene. ''Jeg har brug for dig Justin.. Jeg vil ikke miste dig'' Fortsatte hun stille imens vi havde en dyb øjenkontakt. 


Jeg sukkede svagt imens jeg holdte fast i vores øjenkontakt og havde armene liggende blidt om hende. ''Jeg har massere af tid Ida.. Jeg giver ikke op!'' Sagde jeg stille. ''Det skal du heller ikke, men..'' Ida stoppede sig selv igen ved at sukke svagt og kigge lidt ned. Hun kiggede dog hurtigt op på mig igen.. ''Ja, det siger jeg jo kun fordi jeg ikke vil undvære dig.. Og det er vildt egoistisk, det ved jeg godt men.. Jeg har bare følelsen af, at det hele vil gå i stykker hvis..'' Igen stoppede Ida sig selv med et suk. Jeg kunne fornemme, at det her var en svær samtale for hende, men jeg nægtede at stoppe den. Jeg ville have svar!. Det undrede mig også, at hun var så bange for at miste mig. Det vidste hun jo godt, at hun ikke kom til. Jeg ville altid være der, men ærligt, så ville jeg nok være der lidt mere, hvis vi var sammen!. 


Jeg undlod at spørge hvorfor hun var bange for at miste mig, da det faktisk var rart at høre. Jeg vidste jo godt, at hun aldrig mistede mig og det vidste hun jo også, men det var alligevel rart at høre hende sige, at hendes og mit forhold betød noget for hende.


''Jeg kan ikke Justin'' Fortsatte Ida stille efter sin lille pause med sit suk. Igen var jeg lidt stille, da jeg ikke havde håbet på at høre den sætning fra hende. 


Tanken om Rick kom hurtigt ind i hovedet på mig og jeg var ikke langsom om at spørge hende. ''Det er pga Rick, ikke?'' Sagde jeg stille. Ida kiggede op på mig og kiggede mig i øjnene. Jeg bemærkede et svagt lille nik, hvilket jeg selvfølgelig tog som et svar. 


''Hør her.. Jeg ved hvad han gjorde ved dig.. Men Ida?!.. Det ville jeg aldrig nogensinde gøre!.. Jeg vil aldrig gøre dig fortræd!. Det lover jeg!.. Jeg vil ikke svigte dig eller såre dig på nogen som helst tænkelige måder!.. Forstår du det?'' Spurgte jeg stille og kiggede hende i øjnene. Jeg lagde hurtigt mærke til at hendes øjne skinnede ret meget, hvilket jeg hurtigt kunne regne ud, var tårer, som var på vej ud. 


Ida nikkede kort og kiggede ned. ''Det ved jeg godt'' Hviskede Ida svagt og kiggede op på mig og der bemærkede jeg, at en tåre var løbet ned af hendes kind. Jeg nikkede kort og forstående til hende og tog min hånd op til hendes kind og tørrede den lille tåre væk med min tommelfinger. Dog stoppede jeg ikke med at nusse hendes kind og holde vores øjenkontakt efter tåren var tørret væk. 


Jeg lænede mig langsomt imod hende uden at flytte blikket fra hendes smukke øjne. Jeg nussede hende svagt på kinden imens jeg lod mit hoved komme tættere og tættere på hendes. Jeg håbede sådan, at hun ikke ville stoppe det, da jeg kunne se på hende, at hun havde brug for en slags tryghed. Ja, det var så min måde at give hende tryghed på. At være helt tæt på hende. 


Ida så ikke ud til at stoppe mig, så jeg tog chancen og placerede mine læber på hendes. Ida kyssede svagt med, hvilket gav mig en dejlig følelse i kroppen. 


Efter kort tid trak Ida helt forsigtigt sit ansigt til sig og kiggede mig i øjnene. ''Jeg har brug for tid Justin'' Hviskede hun svagt. Jeg nikkede forstående til hende og nussede videre på hendes kind med min tommelfinger. ''Jeg giver dig alt den tid du har brug for'' Hviskede jeg svagt tilbage til hende. 


Ida nikkede og rykkede lidt på sig, så hun kom mere ned at ligge. Hun lagde sig ind til mit bryst og tog en dyb indånding. Jeg lagde min arm om hende igen og nussede hende blidt på ryggen og bemærkede hurtigt, at Ida's vejrtrækninger blev tungere og roligere... 


Efter 10 minutter var Ida faldet i søvn og jeg sad stadig med hende i mine arme. Dog havde jeg lagt mig lidt længere ned i sengen og indunder hendes dyne, men jeg slap hende ikke. Det var virkelig dejligt at ligge med hende i mine arme når vi for en gangs skyld ikke var fulde!. Okay, det havde jeg jo prøvet før, men alligevel!. 


Døren til Ida's værelse gik stille op og jeg kiggede straks derover og så en stribe af lys komme ind i lokalet og ramme mig og Ida. Ryan's siloet kom til syne i døren og jeg lavede straks ''Shh'' tegnet til ham med en finger foran mine læber. 


''Oh sorry. Jeg ville bare tjekke om du havde fundet hende'' Sagde han meget stille til mig. Jeg nikkede kort og bemærkede Ryan nikke bekræftende, hvorefter han lukkede døren igen. 


Jeg sukkede tungt og kiggede ned på Ida igen. Jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt træt, så jeg tillod mig at lukke øjnene og stille falde til ro.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...