The bodyguard

Der kan kræves meget af én hvis man skal være livvagt for kendte mennesker. Brooklyn Harris på 21 år, har lige gennemgået tre år på livvagt-akademiet og bestået med glans. Hun bliver indkaldt til en optagelsesprøve på et kursus i fire uger og består med glans. Verdensstjernen Justin Bieber kan ikke få beskyttelse nok, særligt ikke her på de seneste år, hvor hadet fra omverdenen har eksploderet i sådan en grad, at han tit ikke føler sig sikker. Hans manager Scooter Braun har derfor efterspurgt to nye unge livvagter, der er indstillet på at beskytte en persons liv med alt hvad det indebære. Brooklyn bliver udvalgt sammen med Javis Calden en fyr på 25 år, som hun lærte at kende på kurset. Justin er noget skeptisk i starten for sine nye livvagter, men alt vender sig, da der begynder at opstå gnister mellem ham og Brooklyn. Kan Brooklyn overhovedet holde sin beskæftigelse professionelt?

147Likes
191Kommentarer
74195Visninger
AA

31. Verdens smukkeste prinsesse...

"Går du allerede?"

Hans tårer begyndte at rende stille ned ad kinderne på ham og jeg kunne se, at han sank en klump. Jeg grinte bedrøvet.

"Aww Jonathan, det bliver jeg desværre nød til. Nu har jeg været hos dig i knap en time og jeg har også to piger jeg skal besøge, men du kan få lov til at komme ned og se mig optræde i den store hall i hovedbygningen - Hvad siger du til det?", spurgte jeg med et stort smil.

"Seriøst?! Det vil jeg helt vildt gerne, hvornår optræder du?", spurgte Jonathan helt febrilsk, så både hans søster, mor og de andre grinte.

Jeg fugtede mine læber i et lille smørret grin.

"Ja, nu skal jeg lige besøge de to piger også, så jeg vil tro om et par timer eller der omkring? Så kommer én af de søde sygeplejersker og følger dig derned, aftale?", forklarede jeg med et spørgsmål.

Jonathans hvide perlerække af tænder lyste op i et kæmpe smil.

"Aftale Justin!", grinte Jonathan og vi gav hinanden knytnævehilsen.

Jeg gav ham et knus og hans mor stod og filmede for livet løs med hendes medbragte videokamera. Jeg rejste mig fra Jonathans side med et smil. Han så op på mig.

"Forresten Justin, hvor har du købt den fede cap henne?", spurgte han nysgerrigt. Jeg grinte smørret.

"Ja, den er fed, ikk'?", grinte jeg smørret. Jonathan nikkede.

"Jeg er helt vild med den stålskærm, der sidder på skyggen.", grinte han smørret.

Jeg nikkede med et smørret smil og tog den af mit hoved og sked lidt på, at jeg nok havde en anelse hattehår og anbragte den på Jonathans hoved, så han så helt overrasket ud. Jeg grinte smørret.

"Den klæder dig bedre knægt, du kan bare beholde den!", blinkede jeg med et smørret smil.

Jonathan lyste op i et stort smil.

"Aaaaww, må jeg virkelig? TAK Justin!", udbrød han med et stort taknemmelig smil og straks stod hans mor bare og tudede af glæde.

Ja, der skulle åbenbart ikke meget til. Jeg gav Jonathan endnu et hurtigt knus og klappede ham på skulderen.

"Pas på dig selv buddy og pas på din familie, det ved jeg du kan!", smilte jeg med et blink med øjet.

Jonathan grinte sarkastisk.

"Haha Justin, det er ligesom mig der er syg her!", grinte han sarkastisk.

Jeg lod som om det kom helt bag på mig.

"Ej, seriøst, det kunne jeg slet ikke mærke?", svarede jeg dumt, så både Jonathan og alle de andre grinte.

Jeg vinkede til ham, hans søster og mor.

"Vi ses!", smilte jeg.

"Ses Justin!", hørte jeg ham svare glad, inden jeg nåede at forlade værelset med de andre.

Vi blev mødt af Millie ude på gangen med et rørt smil. Hun rystede glad på hovedet.

"Du har lige givet en dreng en uforglemmelig dag, tak...", sagde hun stille. Jeg nikkede med et smil.

"Det var det mindste jeg kunne gøre Millie - Det er bare så opmuntrende, at jeg kan give børnene en dag for livet...", svarede jeg stille med et lille smil. Millie nikkede.

"Er du klar til at hilse på den næste?", spurgte hun.

Jeg nikkede og Millie begyndte at gå og jeg og de andre fulgte med. Jeg så hen på Brooklyn der gik ved min højre side. Jeg blinkede til hende.

"Går det?", spurgte jeg lavt tæt ved hende.

Hun nikkede med et bedrøvet smil.

"Det er måske lidt hårdt, men jeg må sige, at det er meget livsbekræftende og du overrasker mig virkelig Justin. Du er jo en overflod af kærlighed...", svarede hun stille med et fnis.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig rørt over det hun sagde. Havde vi været helt alene, så havde jeg virkelig vist hende hvad det betød at besidde en overflod af kærlighed. Ja, jeg kunne ikke benægte det over for mine inderste tanker. Jeg havde forelsket mig i Brooklyn. Måske en ret rodet ting, særligt fordi jeg ikke havde gjort det forbi med Selena og fordi Brooklyn var én af mine ansatte.

- Jeg havde altid fået af vide, at jeg ikke skulle rode mit privatliv sammen med mine ansatte, men for at være helt ærlig, så var Brooklyn ikke mit første tilfælde. Det var sket for mig et par gange før, når jeg og Selena havde haft brud med hinanden, og hvor jeg havde været alene over en længere periode. Ja, så havde jeg haft nogle småting kørende med både nogle fra crewet eller andre randomme piger, men de andre gange havde slet ikke nogen sammenligning med det jeg havde med Brooklyn og følte for hende.

- Hun var kravlet ind under huden på mig. Jeg følte virkelig at jeg havde formået at støde på en pige, der havde høj kurs ligesom Selena, bare med andre værdier. De var forskellige på mange måder, men Brooklyn havde bekræftet over for mig, at der virkelig var flere i verdenen, som var skabt for mig og ikke kun Selena.

"Tak Brooke...", svarede jeg med et kærligt smil og så væk fra hendes smukke smil og fokuserede på det andet.

Vi standsede op på en anden afdeling, som jeg havde bemærket var afdelingen for kræftramte børn og unge. Jeg sank en meget hård klump og tog en dyb indånding. Tanken om Avalanna rullede ind over mine tanker og tårerne rendte stille ned ad mine kinder.

"Undskyld...", hulkede jeg stille og jeg så Millie nikke, inden jeg så den anden vej og straks endte i favnen på Scooter, der klappede mig trøstende på ryggen.

"Det skal nok gå Justin - Husk, du er et stærkt menneske... Prøv at tænke på hvor hårdt disse børn har det, du kan bringe glæde og lykke i deres liv, så sig til dig selv, at du er her for at give en lille pige en gave for livet, okay?", hviskede Scooter i knuset.

Jeg snøftede hårdt ind og nikkede og tog en dyb indånding inden jeg trak mig væk fra ham og straks stod Millie med en boks Kleenex i hånden og rakte mod mig. Jeg nikkede taknemmelig og tog nogle stykker og tørrede mine øjne. Jeg fangede Scooters, Ryans og Brooklyns blikke på skift. Det var tydeligt, at de alle tre var berørte af situationen, men det var mig, der græd som besat, typisk. Bare mig, der savnede Avalanna. Jeg mandede mig op og nikkede til Millie, så jeg viste hende, at jeg var klar igen. Millie smilte og pegede bagud mod en lukket dør, hvor jeg bemærkede tallet 7 på døren.

"Her inde har vi Katie Norman, som kun er 6 år. Hun har været fast indlagt her på tredje måned nu. Vi sørger for at give hende en ret intensiv kemoterapi og stråling. Hun er blevet opereret for mavekræft, men der er desværre ikke bedring i sigte endnu, da kræften bliver ved med at komme tilbage til hende. Så nu håber vi at den intensive behandling vil hjælpe med tiden. Hun er meget skrøbelig og har lidt problemer med sit sprog og udtale og som det ser ud til lige nu, så er der ikke bedre udsigter og det ved hendes mor godt..."

Millies fortælling flød nærmest ud i et. Hvorfor var det lige, at jeg syntes det her mindede alt for meget om Avalanna. Jeg kæmpede med at holde humøret oppe, men det var klart en kamp uden lige. Jeg nikkede blot til Millie, som om jeg havde hørt alt hvad hun fortalte om. Millie smilte og gik hen til døren og greb fat om håndtaget.

"Klar Justin?", spurgte hun.

Jeg nikkede blot uden at smile helhjertet. Smerten sad i brystet på mig og jeg mærkede en hånd nusse mig på en kærlig måde på min ryg. Jeg så til venstre for mig og fangede hendes ret bedrøvede smil. Hun nikkede.

"Du skal nok klare den...", hviskede hun trøstende og fjernede hendes hånd fra min ryg.

Jeg nikkede og fulgte efter Millie ind på stuen. Jeg kunne ikke lade være med at smile rørt over synet, da jeg så den lille buttede pige med blomstret tørklæde om hovedet, der strålede i et stort grin.

"Jussy!", udbrød hun glædeligt og jeg opdagede hendes unge mor, sidde og stortude af glæde.

Jeg gik direkte hen til Katies seng og omfavnede den lille pige i et hjertevarmt og inderligt knus. Jeg kunne ikke lade være med at græde selv, men jeg kunne bare ikke holde min gråd tilbage. Jeg følte bare så meget kærlighed fra den pige. Jeg trak mig lidt væk fra hende og satte mig på sengekanten og smilte bedrøvet til hende.

"Hej Katie, hvor er du fin med det tørklæde...", sagde jeg stille.

Hun grinte glædeligt.

"Kender du virkelig mit navn?", spurgte hun i lettere utydelige ord, men jeg kunne godt forstå hende og jeg nikkede med et kærligt smil og tog hendes hånd og holdte om den.

Hun havde kølige hænder, men det tog jeg mig ikke af. Hun sad pludseligt og rakte hen mod en bog, der lå på sengebordet og straks så jeg der hen og hendes mor rejste sig og rakte mig bogen.

"Jeg tror, at hun vil have dig til at læse den højt Justin...", sagde hendes mor stille. ret køn mor faktisk.

Jeg nikkede med et smil og så på Katie og viftede med bogen foran hende.

"Er det din yndlingsbog Katie?", spurgte jeg med lettere pattet stemme.

Katie grinte og nikkede og hjalp mig med at åbne bogen, der havde både historie på skrift og pop op bileder af slotte og prinsesser deri.

"Jussy læs højt!", udbrød hun med små nuttede grin.

Jeg nikkede og fældede et par tårer, som jeg tørrede væk med håndryggen.

"Jeg vil sidde hos dig.", udbrød hun med et bedende udtryk jeg ikke kunne stå for.

Jeg nikkede med et smil og hintede med hovedet.

"Selvfølgelig skal verdens smukkeste prinsesse sidde hos mig...", svarede jeg med et kækt blink med øjet og straks kravlede Katie op og satte sig på skødet af mig og jeg begyndte at læse bogen op for hende.

"I et kongerige for længe længe siden, var der en konge og en dronning der endelig fik deres ønskebarn. De navngav hende prinsesse Aurora...."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...