The bodyguard

Der kan kræves meget af én hvis man skal være livvagt for kendte mennesker. Brooklyn Harris på 21 år, har lige gennemgået tre år på livvagt-akademiet og bestået med glans. Hun bliver indkaldt til en optagelsesprøve på et kursus i fire uger og består med glans. Verdensstjernen Justin Bieber kan ikke få beskyttelse nok, særligt ikke her på de seneste år, hvor hadet fra omverdenen har eksploderet i sådan en grad, at han tit ikke føler sig sikker. Hans manager Scooter Braun har derfor efterspurgt to nye unge livvagter, der er indstillet på at beskytte en persons liv med alt hvad det indebære. Brooklyn bliver udvalgt sammen med Javis Calden en fyr på 25 år, som hun lærte at kende på kurset. Justin er noget skeptisk i starten for sine nye livvagter, men alt vender sig, da der begynder at opstå gnister mellem ham og Brooklyn. Kan Brooklyn overhovedet holde sin beskæftigelse professionelt?

148Likes
191Kommentarer
74368Visninger
AA

29. Sometimes, life isn't that fair!


Med en del paparazzis og alt for nysgerrige mennesker rendende i hælene på os uden for hotellet, fik jeg, Ryan, Scooter, Kenny og Moshe, ført Justin nogenlunde sikkert hen til den bil han skulle være i. Scooter havde givet Javis fri, fordi Javis forlangte en fridag. Scooter havde ikke været vildt begejstret for det og det havde med garanti også undret Justin.

Jeg havde en bred fornemmelse af, at Javis pludseligt mente, at han kunne forlange fridage, nu hvor han alligevel ville tjene halvdelen af min løn. Jeg, som ellers havde troet, at Javis var en fyr man kunne stole på, men nej, han virkede mere og mere snu, fordi han kunne "bruge" mig, for at slippe for visse pligter, ellers ville han sikkert bruge mit og Justins hemmelige forhold, som undskyldning og klart, så skulle den slags bare ikke ud.

Jeg havde endnu ikke kunne tage mig sammen til at fortælle Justin om at Javis faktisk kendte til vores utroskab. Jeg ville have nævnt det ved morgenmaden, men jeg kunne ikke få mig selv til det og nu sad vi godt på vej i de to biler på vej mod Miami Children's Hospital og så kunne jeg ligesom ikke snakke om den slags nu.

"Brooklyn?"

Scooter fik min opmærksomhed. Han sad på den anden side ved siden af Justin og Ryan sad ved min side. Jeg fangede Justins blik på mig. Ja, han havde vel en grund til at betragte mig nu. Det skulle jeg ikke kunne sige, men han sad i det mindste bare og smilte på en venlig måde. De smil var langtfra hvad man kunne kalde flirtende, så valgte blot at smile tilbage. Jeg flyttede mit blik hen på Scooter.

"Ja?", spurgte jeg opmærksomt.

"Nu, når vi ankommer hospitalet, så vil jeg blot sige, at det er noget af en anderledes udfordring. Børnene og deres pårørende foretrækker selvfølgelig, at man kommer med et lyst og positivt sind og det har absolut intet at gøre med, at man ikke må vise medmenneskelige omsorg og følelser, der kan føre til tårer, men de fleste børn foretrækker, at man ser lidt bort fra deres sygdomme og ser dem som ligeværdige mennesker som os.

- For hvis de først ser, hvor meget vi sørger over dem, så kan det være svært for børnene at opfatte det positive budskab vi vil give dem. Dermed sagt Brooklyn, du må såmænd gerne knibe et par tårer, men hold hovedet højt og vis masser af glæde og godt humør og vis god positiv interesse, der kan få børnene væk fra deres tanker på deres sygdomme. Så vi skal bare sørge for at komme imod dem med åbne arme og vise dem, at de kan få en dag de aldrig vil glemme.

- Så hvis dine følelser skulle tage alt for meget overhånd og du bare ikke kan holde gråden væk, så vil jeg lade dig huske på, at trække dig tilbage og græde ud et sted, hvor børnene hverken ser eller hører dig, for børnene har ikke brug for at græde over hvor trist deres liv ser ud. De har kun brug for at blive hørt, hvad deres drømme er. Forstår du hvad jeg mener?", forklarede Scooter i en lang smøre.

Jeg smilte svagt og nikkede.

"Ja, det kan jeg selvfølgelig godt se, Scooter. Jeg skal gøre mit bedste.", svarede jeg med et smil, der måske afslørede et par tårer.

Men ærlig talt, bare tanken om at vi skulle besøge børn, der var syge og hvor flere af dem måske ikke havde muligheden for et helt normalt og raskt liv og hvor nogen måske var døende. Ja, det var en bitter pille at sluge. Endelig gik det op for mig, at Justins liv og karriere ikke var lutter sjov, ballade og pladeindspilninger og koncerter.

Jeg havde ikke været så meget klar over, at Justin også prioriterede sin karriere på andre måder, som havde stor betydning for menneskelig omsorg og medfølelse. Han havde jo et hjerte af guld, den dreng. Ja, han, Scooter og resten af Justins crew overraskede mig faktisk meget positivt.

"Hvilket beløb, synes du vi skal donere denne gang, Justin?", spurgte Scooter og han så på Justin.

Hold da op! Jeg, som troede jeg ikke kunne blive mere overrasket? Skulle han nu også donere penge i dag? Justin smilte stort og sendte mig et flygtigt smil, inden han så hen på Scooter.

"Jeg føler mig lidt i det skøre hjørne i dag!", grinte Justin svagt.

Scooter smilte stort og nikkede.

"Helt fint, hvad bliver beløbet så?", spurgte Scooter yderligere.

Justin smilte smørret og det så ud som om han sad og tænkte et øjeblik.

"Lyder 123.456,78 dollars ikke som et sjovt tal?", grinte Justin smørret.

Svaret fra Justin, fik både Scooter, jeg og Ryan til at grine.

"Haha, sådan bro'!", udbrød Ryan ved min side og gav Justin venneklask.

Justin grinte smørret.

"Ret genialt tal faktisk.", tilføjede jeg med et lille grin.

Justin nikkede glad.

"Ja, det synes jeg sgu også!", blinkede Justin med et smørret smil til mig. Scooter nikkede med et bredt smil.

"Det lyder som et fornuftigt tal, Justin.", svarede Scooter med et smil og jeg så Scooter tage sin mobil frem og tastede på sin mobil.

Jeg undrede mig lidt.

"Hvem ringer du til?", spurgte jeg nysgerrigt.

Scooter rystede svagt på hovedet og så ned på sin iPad på skødet. Justin smilte og lænede sig over mod mig og viftede mig frem med en pegefinger.

"Han ringer til min bankrådgiver, for at få overført beløbet med det samme til børnehospitalet...", sagde Justin lavt.

Jeg smilte overrasket.

"Nårh, på den måde...", svarede jeg lavt med et smil og jeg satte mig tilbage i sædet igen.

Ja, jeg blev da ved med at få "Aha-oplevelser" i det her foretagende...

~


Lugten af hospital, ville jeg nok aldrig vænne mig til, selv om jeg besøgte hospitaler ret tit. De gav mig brækfornemmelser og nej, det var ikke fordi jeg ikke følte for at besøge alle de børn, men det vendte sig altid i mig, fordi at jeg vidste, at uanset hvilke beløb jeg donerede til hospitalets afdelinger og til efterforskning efter diverse "mirakel-kure", der i princippet skulle hjælpe størstedelen af børnene til at blive raske eller nedsætte deres sygdomme, så de kunne leve på længere sigt eller leve til de blev gamle mennesker ved blot en medicin, der kunne føre dem til bedre livskvaliteter, så skar det alligevel dybt i mit hjerte for mange af de lidende børn, som jeg i realiteten vidste ikke havde lang tid tilbage af deres sygdomspræget liv.

Jeg følte med dem og mine tanker hvilede stadigt på Avalanna, som døde i en meget tidlig alder. Jeg gav hende alt hvad jeg kunne, men alligevel måtte hun give op for sit liv og det tog til tider stadigt hårdt på mig. Hver gang jeg så et kræftramt barn, så mindede det mig om tabet på Avalanna. Hun var selvfølgelig ikke det eneste barn eller menneske i verden der havde levet nærmest forgæves, men når man havde haft et vis forhold til en lille pige med en sygdom så krævende og ond, ja, så tog det virkelig hårdt på én.

Jeg kneb en tåre eller tre, allerede da vi nærmede os indgangen til lige den første afdeling vi skulle på. En hånd lagde sig på min venstre skulder.

"Justin, klarer du den?", spurgte hun stille.

De andre standsede op og satte dem på nogle bænke i nærheden. Jeg vendte mig imod hende og hun trak mig ind i et knus. Et knus jeg bestemt ikke ville ud af. Hun nussede mig på ryggen og bare hendes berøring på mig, føltes virkelig rart og betryggende.

"Jeg skal bare lige sunde mig et øjeblik...", mumlede jeg og trak mig ud af hendes favn, blot for at vise de andre, at der ikke var noget som sådan mellem Brooklyn og jeg.

Ja, havde vi været alene, så havde jeg nok udviklet vores knus til kys med hende. Den slags gik bare ikke lige her og nu. Omgivet af mit crew, bedsteven og min manager. No way, det ville være det dummeste jeg kunne finde på. Brooklyn smilte kærligt og nussede min kind. Jeg kunne se kærligheden i hendes øjne. Ja, det var lidt vildt. Hun tog en dyb indånding og så flygtigt over mod de andre, inden hun så mig i øjnene igen.

"Du skal skal nok klare den Jus... tin...", trak hun lidt på mit navn, så jeg ikke kunne lade være med at grine svagt over det.

Akavet egentligt, men jeg burde nok fortælle hende på et tidspunkt, at det var helt okay, at hun brugte kælenavn på mig, for det gjorde flere andre også. Så længe hun selvfølgelig ikke begyndte åbenlyst at kalde mig skat, baby eller what ever af kæresterelaterede kælenavne. Dem måtte hun meget gerne gemme væk til vi var alene sammen - helst! Jeg nikkede med et smil.

"Jeg klarer den...", svarede jeg stille og tog en dyb vejrtrækning og gik væk fra hende.

"Okay...", hørte jeg hende svare bag mig.

Jeg begav mig hen mod afdelingens automatiske glasdøre. De andre rejste dem igen og så vidste de hvad det betød. - Nu skulle det være.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...