The bodyguard

Der kan kræves meget af én hvis man skal være livvagt for kendte mennesker. Brooklyn Harris på 21 år, har lige gennemgået tre år på livvagt-akademiet og bestået med glans. Hun bliver indkaldt til en optagelsesprøve på et kursus i fire uger og består med glans. Verdensstjernen Justin Bieber kan ikke få beskyttelse nok, særligt ikke her på de seneste år, hvor hadet fra omverdenen har eksploderet i sådan en grad, at han tit ikke føler sig sikker. Hans manager Scooter Braun har derfor efterspurgt to nye unge livvagter, der er indstillet på at beskytte en persons liv med alt hvad det indebære. Brooklyn bliver udvalgt sammen med Javis Calden en fyr på 25 år, som hun lærte at kende på kurset. Justin er noget skeptisk i starten for sine nye livvagter, men alt vender sig, da der begynder at opstå gnister mellem ham og Brooklyn. Kan Brooklyn overhovedet holde sin beskæftigelse professionelt?

147Likes
191Kommentarer
74195Visninger
AA

25. "Er der noget galt?"


Jeg fulgte hende med blikket i rummet. Jeg kunne ikke lade være med at juble indvendigt over, at hun havde takket ja til sin jobforfremmelse. Hun var nærmest den eneste, der fyldte i hele rummet for mig, til trods for alle de andre også var her, så var det bare som om, at hun valsede rundt som en engel for mig. Hun virkede udadtil uskyldig, som en blomst man ikke måtte plukke, men indadtil vidste jeg, at hun gemte de dybeste hemmeligheder og at jeg var én af dem.

Hun kom stille gående med sin halvfyldte tallerken efter en tur i buffeten og som helt vant, satte hun sig over for mig ved bordet. Den plads, som min mor normalt ville tage, hvis hun var her, men det var hun jo ikke. Jeg smilte glad til hende. Det var underligt at have hende siddende ved mit bord uden at hun skulle agere professionel med sin vagtegenskaber. Hun sad bare til bords, som var hun en nær veninde, søster eller familiemedlem og det var jo også det jeg ønskede. Det havde jeg ligesom snakket med Scooter om.

"Hva' så? Glad for forfremmelsen?", spurgte jeg kækt.

Brooklyn grinte svagt og tog en bid af sit bacon. Hun nikkede med et smil, mens hun tyggede med lukket mund.

"Ja, det er noget af en omvæltning. Skal jeg så være din barnepige?", grinte hun smørret.

Jeg kunne ikke lade være med at grine selv.

"Tja, det kunne virke sådan, men jeg skal nok være så nem som muligt, så slæbet ikke skal være for hårdt, hvis du forstår hvad jeg mener?", sagde jeg i dæmpet toneleje tæt på hende. Hun fniste.

"Justin, du er så slem...", hviskede hun og grinte. Jeg grinte selv.

"Jeg kan ikke gøre for det...", hviskede jeg og vi grinte begge to.

"Ahreem, forstyrrer jeg?"

Hendes stemme fik mig til at rette mig ordentligt op i stolen.

"Nope!", svarede jeg bare med et stramt smil.

Hun smilte svagt og gav mig et kys på min venstre kind og satte sig ved siden af. Brooklyn smilte flygtigt og lod hendes mad få opmærksomheden, nu hvor Selena havde brudt ind midt i det hele. Akavet? Yup!

"Justin, det er i dag jeg smutter, det er du klar over, ikke?", kom det fra Selena.

Jeg så på hende med et kærligt smil og nikkede.

"Jo, det er jeg skam klar over. Er det sådan, at du kommer tilbage eller?", svarede jeg med et spørgsmål.

Selena smilte kærligt og kærtegnede min venstre kind med hendes hånd og tommelfinger.

"Jeg skal nok komme tilbage, skat, men jeg ved bare ikke hvornår det bliver endnu?", svarede hun stille med et svævende spørgsmål.

Jeg nikkede med et lille smil.

"Jeg kommer da til at savne dig...", svarede jeg stille med et kærligt smil

"Not!", tænkte jeg i mit hoved.

Ja, man kunne måske være fristet til at spørge sig selv, hvad fanden jeg havde gang i. Jeg vidste bare lige nu, at jeg ville elske, at kunne være lidt alene med Brooklyn, uden at Selena skulle komme rendende i tide og utide. Selena smilte kærligt og trak mig ind i et lille knus.

"Jeg kommer også til at savne dig, skat...", svarede hun stille i vores knus.

Jeg så flygtigt hen på Brooklyn, der i sekunder fangede mit blik på hende. Hun smilte svagt i sekunder og hun sukkede kunne jeg fornemme, for der efter at rejse sig og begive sig hen til buffeten igen. Selena fik min pludselige opmærksomhed ved at fange mine læber. Det føltes bare pludseligt underligt og akavet at skulle sidde og kysse med Selena, når Brooklyn også var til stede.

Det føltes som langtfra det samme, som i begyndelsen, før jeg og Brooklyn havde noget sammen. Selena sad heldigvis med lukkede øjne, mens vi kyssede stille, men jeg kunne ikke lade være med at åbne øjnene og se efter Brooklyn ud af øjenkrogen. Hun havde sat sig ved bordet igen, men lod som ingenting.

"Justin?" 

Jeg stoppede Selenas tungekys og trak mig væk fra hende, Hun smilte forlegent og rejste sig.

"Jeg henter lige noget morgenmad imens...", sagde hun stille.

Jeg nikkede med et smil til hende.

"Der er telefon til dig, Justin.", kom det fra Scooter.

Ja, det var ligesom ham der afbrød os før. Jeg så op til højre for mig og nikkede og tog imod hans mobil. Lidt spøjst måske? Det var ikke ligefrem tit, at folk ringede til mig gennem Scooter.

"Det er din mor.", sagde han med et skævt smil og klappede mig på skulderen og han gik over mod et andet bord.

Jeg så flygtigt på Brooklyn, der sendte mig et kærligt smil. Jeg rejste mig og gik ud i den store mellemgang, bare for at kunne tale i nogenlunde fred.

"Hej mor.", svarede jeg med en glad stemme.

"Hej skat, er du okay?", spurgte min mor i den anden ende.

Jeg sukkede svagt og begav mig til at gå ned langs den lange gang.

"Jo tak, jeg har det fint, hvad da?", svarede jeg lettere undrende.

"Scooter fortalte mig, at du vidst fik drukket lige lovligt for meget forleden nat, så jeg bekymrede mig ret meget over det, men jeg ville ikke ringe til dig, før du var kommet nogenlunde over det... Er du sikker på, at der ikke er noget der går dig på, siden du skulle drikke dig for sans og samling? - Det ligner dig trods alt ikke..."

Jeg sukkede hårdt.

"Mor, du bekymrer dig til tider for meget - Vi havde bare en skæg aften og nat og ja, jeg fik nok en del at drikke, men jeg trængte bare til det...", forklarede jeg med endnu et suk efter mig og gik i lettere dovne skridt i små cirkler ned ad gangen.

"Skat, der må være noget galt, siden du skal drikke dig fra sans og samling og ligefrem går ud som et lys midt på gaden i Miami, hvor ved Kenny måtte bære dig? Du ved godt at det slet ikke er sundt med sådan en livsstil. Det bekymrer mig meget at jeg skal høre den slags fra Scooter og ligefrem se billeder og reportager om det i bladene og på nettet - Jeg ønsker bare, at du opfører dig med en vis pli og det er du fuldstændigt udmærket klar over!

- Du har været i medielyset i flere år og du burde efterhånden være klar over, at medierne opfører sig som gale hunde, lige så snart du er på sporet. Du bliver sat i dårligt lys nærmest hver dag og nu hvor du er så meget eftertragtet i medierne, så ser de kun efter det der kunne være optræk til ballade for dit vedkommende og det er virkelig ikke sjovt som mor, at skulle høre for en masse, som ens søn skulle have gjort. Du ved de su..."

"Mor!", afbrød jeg med et hårdt suk.

"Der er ikke noget galt! Ja, jeg er godt klar over hvordan medierne opfører sig, men jeg har seriøst også brug for at leve mit liv! Jeg kan sgu ikke sidde som i et bur 24/7, i fare for, at der vil blive skrevet spalter op og ned om hvor dum, ubehøvlet og bøsset jeg er! Jeg har opfattet det efterhånden. Så kan de medier sgu rende mig et vis sted. Jeg ønsker bare at kunne få lov til at leve livet som en normal nu og da. Er det virkelig for meget forlangt?", svarede jeg lettere frustreret og tog mig til panden, så min røde cap røg løs, så jeg måtte sætte den på plads igen.

Jeg hørte et hårdt suk i den anden ende.

"Lille skat altså... Jeg forstår dig virkelig godt, men du må bare forstå, at mere eller mindre alle i verden ved hvem du er... Du må lære at forstå, at du ikke kan tillade dig at opføre dig som hvert andet ungt menneske, fordi du har et ansvar Justin, og det betyder, at hele verden følger med, hver gang du begår en fejl. Du skulle gerne være et forbillede for dine fans, men det er du ikke med den opførsel du kommer med nu og da og du ved det godt..."

Jeg vidste nu godt, at min mor havde ret, men hvis du stod som jeg i min situation, så var jeg også ret sikker på, at du havde kunne fundet på lignende opførsel til tider.

"Mor, jeg ved det godt... Undskyld, men jeg er ligesom slet ikke perfekt. Jeg har bare brug for frihed nu og da...", snøftede jeg svagt.

"Jeg ved det godt skat... Er der noget der går dig på, så sig det?"

Jeg vidste ikke om jeg overhovedet skulle svare på det spørgsmål. Jeg vidste delvist godt, hvorfor jeg havde drukket så meget forleden. Svaret var "Brooklyn". Det var hende, der gjorde mig ustyrlig, nervøs og pokkers vild med hende. Hun havde forvirret mig, men kun på den gode måde, selv om det måske var noget af et offer at gå igennem med hensyn til min kæreste, Selena. Måske knap så smart, men jeg var jo svag for pokker!

"Nej, der er ikke noget mor... Jeg tror bare jeg bare havde brug for at feste igennem forleden, nok ikke andet...", sukkede jeg og gik videre helt ned for enden af den lange gang og satte mig op ad endevinduet.

"Okay skat, hvis du mener at alt er godt? Er du og Selena sammen igen?"

"Ja, det er vi...", svarede jeg med en ligegyldig mine.

Kunne høre min mor grine svagt i den anden ende.

"Det glæder mig skat. I to er også så søde sammen. Jeg har altid elsket hende, som var hun min egen datter..."

Jeg sukkede lydløst med et meget svagt smil.

"Ja, det ved jeg mor...", svarede jeg uden at smile, men tænkte straks på Brooklyn.

"Jeg er næsten sikker på at i nok skal få jeres forhold til at lykkedes... Det er tydeligt at i tager jer mere og mere sammen gang på gang, så det skal helt sikkert være jer..."

Jeg sukkede hårdt og gned mine inderste øjenkroge med mine fingerspidser.

"Mor, hvad hvis det ikke bliver Selena og mig i sidste ende, hvad så?", spurgte jeg med et suk.

"Oh? - Tvivler du da på hende?"

Jeg sank en klump.

"Ja, lidt gør jeg vidst?"

"Skat, tag en dag ad gangen og ikke fokuser på morgendagen. Jeg tror det er det bedste for dig, for så lover du hende ikke guld og grønne skove - Du ved nok hvad jeg mener?"

Jeg sukkede og nikkede.

"Ja mor, jeg ved godt hvad du mener...", sukkede jeg.

"Godt min skat - Jeg må smutte nu, for jeg har noget vigtigt jeg skal have indhentet. Ring eventuelt senere til mig, hvis du har brug for det, okay skat?"

Jeg nikkede med et lille kærligt smil.

"Det skal jeg nok mor. Elsker dig..."

"Og jeg elsker dig, min dreng - Hils Selena og Ryan også..."

"Skal jeg gøre mor, bye!"

"Farvel min skat... klik"

Jeg sukkede og så på det færdige opkald. Jeg bankede mit baghoved træt ind i vinduet bag mig og så pludseligt Brooklyn komme gående ned mod mig nede fra den anden ende af. Hun smilte svagt og jeg kunne ikke lade være med at smile stort til hende. Jeg sad og vinkede hende ned mod mig med mine fingre og hun nikkede og satte farten lettere op. Hun begyndte at grine, mens hun gik i et godt tempo mod mig.

"Skaaat? Jeg har noget jeg skal fortælle dig!"

Selenas stemme rungede i gangen og jeg så hende dukke op nede fra fællesrummet af og hun kom løbende forbi en forlegen Brooklyn, der stoppede op midtvejs fra hvor jeg var. Hun stirrede med en skuffet mine på Selena, der var løbet forbi hende. Jeg tog mig opgivende til panden og smilte desværre falsk til Selena, da hun kom hen til mig. Jeg rejste mig op fra gulvet af.

"Hvad er det baby?", spurgte jeg lettere uinteresseret.

Selena fniste voldsomt.

"Uuuh, det er bare så godt det her! Nu skal du bare hø...."

Det var som om det Selena ville fortælle mig, flød ud i ingenting. Jeg bemærkede ud af øjenkrogen en ret skuffet Brooklyn, der gik med cirkulerende tunge skridt den anden vej mod fællesrummet igen. To piger at tage mig af på én gang, ja det var sgu slet ikke nemt! - Slet ikke.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...