The bodyguard

Der kan kræves meget af én hvis man skal være livvagt for kendte mennesker. Brooklyn Harris på 21 år, har lige gennemgået tre år på livvagt-akademiet og bestået med glans. Hun bliver indkaldt til en optagelsesprøve på et kursus i fire uger og består med glans. Verdensstjernen Justin Bieber kan ikke få beskyttelse nok, særligt ikke her på de seneste år, hvor hadet fra omverdenen har eksploderet i sådan en grad, at han tit ikke føler sig sikker. Hans manager Scooter Braun har derfor efterspurgt to nye unge livvagter, der er indstillet på at beskytte en persons liv med alt hvad det indebære. Brooklyn bliver udvalgt sammen med Javis Calden en fyr på 25 år, som hun lærte at kende på kurset. Justin er noget skeptisk i starten for sine nye livvagter, men alt vender sig, da der begynder at opstå gnister mellem ham og Brooklyn. Kan Brooklyn overhovedet holde sin beskæftigelse professionelt?

148Likes
191Kommentarer
74372Visninger
AA

40. En chance til...

Det var næsten ikke til at forstå, at jeg havde klokket i det så voldsomt og så kun på få dage. Jeg følte at jeg kunne græde i evigheder, men jeg måtte tage mig sammen. Jeg havde trods alt min ære i behold.

"Det bliver underligt uden dig, Harris!"

Jeg stod med ryggen til og pakkede mine kufferter. Tænk, at han havde sin klamme samvittighed til at troppe op i min suite? Hvad fanden bildte han sig ind? Jeg skar tænder.

"Gider du godt skride Javis? Du fik det, som du ville have det, nar!", svarede jeg uden at fortryde mine ord.

"Uuuuh, du viser nok klør nu, hva'?", spurgte han flabet og ved gud smed han sig bare i min seng - Rettere, det havde været min seng.

Jeg skulede ned på ham.

"Uuuh, du hygger dig, hva'? - Jeg har fået nok af dig og dine klamme julelege, skrid!", udbrød jeg olmt.

Han lå bare og grinte smørret på en irriterende og flabet måde.

"Nu vi ikke er kolleger mere, må jeg så ikke invitere dig på kaffe? - Starbucks, jeg skal nok give, nu hvor du ingen penge har?", spurgte han med et flabet grin.

Jeg stirrede koldt ned på ham.

"ER DU FÆRDIG?!", råbte jeg arrigt. Han grinte bare.

"Javis, ud med dig - Jeg skal tale med Brooklyn under fire øjne!", kom det pludseligt fra Scooter.

Javis rejste sig med et frækt blink med øjet.

"Vi snakkes ved smukke!", sagde han med et smørret smil og gik forbi Scooter.

Jeg vendte mig efter ham.

"VEL, GØR VI EJ, JAVIS!", skreg jeg nærmest hysterisk.

Ja, jeg havde langtfra tilgivet ham hans idiotiske julelege med mig. Jeg som havde troet, at han ville blive en fantastisk kollega, men jeg tog fejl - Grueligt fejl. Han var en ulv i fåreklæder. Jeg så mod døren i suiten, til Javis forsvandt.

"Brooklyn, slap af...", sagde Scooter beroligende.

Jeg sukkede hårdt og vendte mit blik mod ham. Min vrede forsvandt.

"Hvad vil du Scooter? Får jeg alligevel lov til at blive?", spurgte jeg med et lille håb i hjertet.

Scooter rystede på hovedet. Jeg sukkede opgivende og smed mig ned at sidde opgivende på sengekanten. Han satte sig ved siden af mig og lagde sin højre hånd på mit lår.

"Brooklyn, du får en chance mere, men lad nu være med at ødelægge den med endnu et forhold, ikke?", forklarede han med et svævende spørgsmål.

Jeg så forundret på ham.

"Jamen hvad mener du?", spurgte jeg med et lille håb i hjertet.

Scooter smilte kærligt og nikkede.

"Når du ellers er professionelt engageret, så er du jo fantastisk til dit arbejde. Jeg syntes, det var så pokkers ærgerligt for dig at det skulle gå galt for dig, nu hvor du har brændt så meget for sådan et job. Jeg har ringet rundt til forskellige kolleger i vores branche og jeg har været så heldig, at finde dig en ny stilling, som livvagt for nogle drenge, der gerne tager imod en ekstra livvagt. Så er du interesseret, Brooklyn?", forklarede han med et spørgsmål.

Jeg måbede med et lille håbefuldt smil.

"Gør du virkelig dette for mig?", spurgte jeg målløs.

Scooter grinte svagt og nikkede.

"Ja, du er dygtig i dit arbejde og du fortjener en chance til - Vil du slå til? De kan tage imod dig med det samme.", tilføjede Scooter.

Jeg sank en klump og nikkede.

"Ja, ja, det vil jeg virkelig gerne!", udbrød jeg lettere glad.

Ja, jeg kunne jo ikke få lov til at blive her hos Justin uanset hvad, så bare det, at min uddannelse ikke var gået tabt, det betød mere end noget andet. Scooter klappede mig på låret.

"Godt Brooklyn, jeg ringer og giver deres manager besked, at du kommer...", svarede han stille og rejste sig.

Jeg så spændt op på ham.

"Når du nu siger drengene, hvem snakker vi så om her?", spurgte jeg spændt. Scooter smilte smørret.

"Kender du One Direction?", grinte han smørret.

"Oh my god!", udbrød jeg med et lille hvin.

Scooter grinte og nikkede.

"Det gjorde du så åbenbart?", grinte han smørret.

Jeg nikkede febrilsk.

"Jeg er vidst en lille skabs-Directioner? Jeg har været til et par af deres koncerter før.", grinte jeg. Scooter grinte.

"Det skal nok blive interessant Brooklyn. Du får lidt at arbejde på!", grinte han og han forlod mig.

Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg skal nu være livvagt for One Direction...", mumlede jeg med et lille hvin i stemmen.

Jeg begav mig til at pakke færdigt....

~

Jeg blev langt om længe færdig med at pakke og jeg baksede og kæmpede med mine tre stopfyldte kufferter med ud på gangen. Jeg hørte et lille velkendt grin bag mig og jeg vendte mig om og så Justin smile bedrøvet.

"Du skal bare lade dine kufferter stå. Piccoloen kommer og henter dem med en bagagevogn...", forklarede han med et svagt smil.

Jeg smilte bedrøvet og nikkede.

"Nå ja, selvfølgelig...", svarede jeg stille.

Han kom helt hen til mig og trak mig ind i et ret dejligt knus.

"Held og lykke med dit nye job...", sagde han stille.

Jeg måbede og trak mig fra ham.

"Ved du det godt?", spurgte jeg målløs.

Justin nikkede med et lille smil.

"Det var mig, der overtalte Scooter til at vi fandt dig et andet job, da jeg ikke ønskede at du skulle opgive fuldstændigt alt, for du er virkelig dygtig professionelt...", forklarede han med et sødt smil.

Jeg nikkede forlegent.

"Tak Jus, det betyder meget for mig, at du tænker sådan på mine tarv...", takkede jeg stille.

Han smilte og trak mig ind i et knus igen.

"Jeg mente jo ligesom hvad jeg sagde i morges i sengen, at det var min tur til at passe på min livvagt... Jeg havde selvfølgelig ikke lige regnet med denne måde, men du er fantastisk til dit arbejde, så du fortjener endnu en chance og desuden kender jeg drengene, de er nogle fine venner. Jeg ses en gang imellem med dem, så vi to kommer også til at mødes nu og da...", forklarede han stille i knuset.

Jeg sukkede glad, ja, jeg var faktisk lykkelig på en sær måde.

"Ved de, at vi to har, du ved nok?", svarede jeg stille.

Justin grinte svagt i vores knus.

"Nej, og det behøver de heller ikke at vide overhovedet... Lov mig ikke at forelske dig i én af dem, altså ikke på samme måde, som med mig...", svarede han stille.

Jeg fniste og trak mig ud af knuset og fandt hans smukke brune øjne.

"Hvordan vidste du at jeg er forel...", begyndte jeg men Justin tyssede med sin pegefinger på mine læber. Han smilte kærligt.

"Jeg skulle være en idiot, hvis jeg ikke vidste det, Brooke... Vent på mig...", svarede han stille.

Jeg nikkede med et lille fnis. Jeg lagde min højre hånd på hans kind og nussede den kærligt.

"Altid Jus...", hviskede jeg og gav ham et blidt og kærligt kys på hans kind.

Jeg trak mig væk fra ham og så Scooter stå og betragte os et stykke bag Justin. Han kom hen til os og rakte mig en konvolut, som jeg tog imod.

"Held og lykke Brooklyn og nu laver du ikke nogen ulykker, vel?", smilte han med et blink med øjet.

Jeg fniste svagt og rystede på hovedet.

"Det lover jeg Scooter og tak!", svarede jeg og han tøvede ikke med at trække mig ind i et knus.

"Så lidt Brooklyn.", svarede han og slap knuset med mig.

"Pas på den konvolut. Der ligger en check på en ugeløn og en flybillet, der går til LA, eftersom drengene lige pt er i LA, men de skal snart videre på tourné, så det er bare om at indhente dem, men pt er de på Bel Mirage, et hotel i Los Angeles og de ved besked om at du kommer. Du skal blot informere om dit navn og formål til hotellets information, så skulle alt gerne være på sin plads.", forklarede Scooter.

Jeg smilte lettere bedrøvet og nikkede.

"Tak...", svarede jeg stille.

Jeg så på Justin og jeg kunne godt se bag hans smil, at han ikke var glad for at give slip på mig. Jeg løftede hånden for et lille vink.

"Bye...", sagde jeg stille og gik et par skridt baglæns, inden jeg slap Justins triste blik og vendte mig om og fulgte efter piccoloen, der skubbede bagagevognen hen mod elevatoren.

"Farvel min elskede - Farvel Justin..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...