The bodyguard

Der kan kræves meget af én hvis man skal være livvagt for kendte mennesker. Brooklyn Harris på 21 år, har lige gennemgået tre år på livvagt-akademiet og bestået med glans. Hun bliver indkaldt til en optagelsesprøve på et kursus i fire uger og består med glans. Verdensstjernen Justin Bieber kan ikke få beskyttelse nok, særligt ikke her på de seneste år, hvor hadet fra omverdenen har eksploderet i sådan en grad, at han tit ikke føler sig sikker. Hans manager Scooter Braun har derfor efterspurgt to nye unge livvagter, der er indstillet på at beskytte en persons liv med alt hvad det indebære. Brooklyn bliver udvalgt sammen med Javis Calden en fyr på 25 år, som hun lærte at kende på kurset. Justin er noget skeptisk i starten for sine nye livvagter, men alt vender sig, da der begynder at opstå gnister mellem ham og Brooklyn. Kan Brooklyn overhovedet holde sin beskæftigelse professionelt?

148Likes
191Kommentarer
75146Visninger
AA

30. Dreng med nyresvigt.


Vi stod inde i et mødelignende lokale, hvor jeg kunne forestille mig sygeplejerskerne nok holdte deres pauser og møder.

"Velkommen alle sammen og særligt synes vi, at det er en ære, at have besøg af dem mr Bieber...", stod oversygeplejersken og hilste, mens hun gav Justin hånden.

Justin smilte bredt.

"Bare kald mig Justin, det lyder bedre.", grinte Justin charmerende.

Oversygeplejersken nussede flygtigt hans kind.

"Aww, så beskeden en ung mand du er.", svarede hun på en gammeldame-agtig måde, så jeg og Ryan så flygtigt på hinanden og ikke kunne lade være med at at grine indestængt af det.

Well, jeg ville skyde hende til at være sidt i halvtredserne, så helt gammel var hun ikke, men gammel i gårde var hun nok og garanteret klog på mange medicinske ting og verber. Det skulle ikke undre mig.

"Justin, mit navn er Jo-Anna og dette er Millie, hun er én af vores ny-uddannede sygeplejersker, der har været her i godt og vel et års tid. Hun og jeg har indvilliget i at vise dig og dine venner rundt på afdelingerne, hvor vi skal hilse på tre børn, som Scooter nok har fortalt dig?", forklarede Jo-Anna.

Justin smilte lettere forlegent og nikkede.

"Ja, det ved jeg...", svarede han stille.

Ja, jeg kunne godt høre det på ham. Han følte sig ikke vildt afslappet over at være her, men jeg kunne nu også mærke på ham, at han virkelig havde noget han ville give af.

"Godt, vi havde også en plan om, at du ville give en lille koncert i hovedbygningen, så flere børn ville kunne opleve dig?", fortsatte Jo-Anna.

Justin smilte charmerende og nikkede.

"Jo selvfølgelig, det vil jeg med glæde gøre.", svarede Justin med et smil.

Både Jo-Anna og Millie nikkede med store smil.

"Godt, Millie vil guide jer rundt til de forskellige børn og fortælle lidt om deres ophold og sygdomme, så hvis du og de andre vil følge Millie, så vil jeg lige give de andre afdelinger besked, om at du senere giver en lille koncert, så de kan gøre børnene parate.", forklarede Jo-Anna yderligere.

Justin smilte og nikkede.

"Selvfølgelig og tak Jo-Anna.", svarede Justin taknemmelig.

Jo-Anna blev helt rørstrømsk og begyndte næsten at græde. Det virkede ret overvældende for mig. Hun omfavnede Justin i et knus.

"Nej Justin, det er os der takker for dit gode hjerte. Vi er så glade for, at du giver så meget tid til alle de børn. Bare det at se glæden i deres øjne og deres pårørendes øjne. Det betyder så meget for os alle...", svarede Jo-Anna i knuset.

Lød lidt som om hun små-græd. Det så ikke ud til at genere Justin med den overflod af taknemmelighed, for han krammede tydeligvis igen, mens han smilte med et lille hjertevarmt grin på i knuset. Han nussede hendes ryg flygtigt.

"Jeg gør kun det jeg føler for Jo-Anna og børnene har bestemt en stor plads i mit hjerte...", svarede Justin med et kærligt smil og trak ud af hendes knus.

Jeg stod og havde svært ved at holde tårerne tilbage og kom vidst nok til at fælde et par tårer, som jeg hurtigt tørrede væk. Vi grinte alle sammen på en helt speciel måde. Jeg kunne allerede mærke, hvor meget kærlighed, der var på dette hospital.

"Skal vi begynde?", kom det fra Millie.

Hun havde en spinkel stemme og virkede lidt stille af sig, men bestemt som en sød pige, der ikke kunne være mere end i midten af tyverne. Vi nikkede alle sammen og Millie smilte og åbnede glasdøren der gik ud til den store gang.

"Følg mig.", begyndte Millie og hun gik forrest med Justin ved sin højre side, mens Scooter gik på Justins højre side og vi andre gik bag i.

Ja, der var så bare mig og Ryan, eftersom Kenny og Moshe var gået tilbage til bilerne for at stille lydudstyr og guitarer op i hovedbygningen til den lille forestående koncert. Jeg havde hørt noget om, at en mand ved navn Dan Kanter var på vej fra lufthavnen af, som åbenbart skulle spille med Justin. Ja, jeg kendte ikke denne Dan Kanter, men det lød som om, at han faktisk var en del af Justins crew, så det skulle vise sig, at ham Dan nok skulle med os tilbage på hotellet senere.

"Nå Justin, det første barn vi skal hilse på er Jonathan. Han er elleve år og lider af nyresvigt og det er desværre i begge nyrer. Han er ret svag og har det som sagt ikke for godt. Vi søger stadig efter en potentiel nyredonor, men det er ikke lykkedes endnu og familien mangler også en del penge til det endnu.

- Jonathan er i dialyse og han er ikke fast indlagt her, men han er her i dag og de næste to dage frem, inden han og hans familie tager hjem igen. Der efter kommer Jonathan her fast nogle dages tid i hver uge, så hans hverdage er meget præget af dialysebehandlinger og når han har været igennem de behandlinger, så klarer han sig gerne en lille uge gang på gang, hvor han kan føle sig som en nogenlunde sund og rask dreng.

- På kortere sigt fungerer dialyserne, men på længere sigt, vil det jo være vigtigst, at Jonathan kan få den nyretransplantation, som vi og særligt hans familie bestræber sig efter. Jonathan kan sagtens snakke om sin sygdom åbenlyst, da han er en meget åben dreng og har mange meninger. Han er klog i skolen og har et frisk hoved skruet fast. Selv om han kun er elleve år, så har særligt piger en begyndende interesse for ham, så snakken om piger, kan nok tage lidt overhånd til tider. Særligt kan han godt lide og komplimentere de unge sygeplejersker, så han er lidt af en udfordring, men han er en god dreng.

- Jonathan er Belieber og har desværre aldrig været til nogen af dine koncerter før. Han ser meget op til dig, da han særligt elsker, når du rapper og din tøjstil prøver han meget at kopiere. Jonathan er ellers vokset op i ghettoen i Bronx, men han og familien flyttede til Miami for knap to år siden, da de fandt ud af Jonathans forværrede tilstand efter utallige mange gange, hvor han havde besvimet og faldet om. Desuden har vi et af landets førerende børnehospitaler og vi hjælper ham alt hvad vi kan.

- Jonathan er ud af en stor familie på 7, der består af hans forældre Karen og Moses Donaldson og så har Jonathan fire søskende, der består af tre søstre og en bror. Hans ene storesøster Yolanda på 14 år er her også i dag, sammen med hans mor. Yolanda er også Belieber og har dog været til én af dine koncerter for ikke så lang tid siden, tror det var din Believe tourné hun var med på?", forklarede Millie i en lang smøre.

Justin nikkede med et stort smil.

"Ja, det lyder meget rigtigt.", svarede Justin med et smil.

Millie nikkede med et smil og klappede hænderne sammen.

"Godt, så fik i alle lidt historie omkring Jonathan. Han sidder inde i sin stue og får sin dialyse lige nu. Han har været lidt dårlig til morgen og har kastet op et par gange, men han har det vidst lidt bedre lige nu, så vær' så god at gå ind og hilse på ham. Han vil blive glad. Han er inde på stue 14.", forklarede Millie yderligere.

Justin smilte, og gik som den første ind på stuen. Jeg kunne allerede høre en høj latter af børnegrin. Ryan gik efter Justin og derefter Scooter og så kom jeg som den sidste ind. En sær lugt af noget, som kunne stamme fra dialysen Jonathan fik, ramte min lugtesans.

Jeg stilte mig lettere afsides og betragtede Justin, der havde trukket en almindelig stol hen ved siden af Jonathan, der viste sig at være mulat og det samme var hans søster og mor. De grinte alle tre og jeg kunne godt se på Jonathan, at han ikke så helt frisk ud, men der var ingen tvivl, om at der var lykke og glæde i deres blikke.

Jonathan virkede som en dreng med et meget lyst sind. Hans sygdom syntes at være forsvundet for en stund, mens Justin sad hos ham og hvor de dog pjattede. Det var helt vildt, at se Justin være så meget en menneskekender.

Justin sad rigtigt med et stort smil og hyggesnakkede med Jonathan. Det rørte dybt i mit hjerte. En side af Justin, som jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve før. Selv om vi var et sted, der var præget af en masse sygdomsramte børn, så var jeg sikker på, at det ville være den mest bekræftende dag med masser af kærlighed i luften, som jeg nogensinde havde oplevet....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...