More than family

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
3 år er gået siden Niall friede til Allison, men det lykkelige familieliv, er ikke som alle ønskede og håbede på. One Direction er gået fra hinanden og drengene skændes som aldrig før, men hvad der kostede bruddet, er stadig et stort mysterium. Zerrie venter på skilsmissepapirerne. Elounor bor hver for sig og Eleanor har taget børnene med sig hjem til forældrene. Sophiam lever stadig på lykken. Barry er stadig ligeså forelsket som før, bortset fra Bea har en hemmelighed og Harry ikke længere er venner med Allison. Nallison er stadig forlovet og Allison snakker langt fra med Harry længere, selvom de bor i samme bygning. Hvad er der sket med 1D? Hvad er der sket med Zerrie og Elounor? Hvad er Bea’s hemmelighed? Vil Nallison nogensinde blive gift?? Hvad med alle ungerne, hvordan tager de det hele? Vil 1D nogensinde blive venner igen? Følg med i 6’eren til ”More than this”.

126Likes
333Kommentarer
38690Visninger
AA

33. Chapter 31.

 

Allison’s point of view.

 

Kære mor.
Wauw, tænkt jeg er nået til det her, et afskedsbrev. Jeg er ikke død endnu, men gør jeg nok snart og nu lyder jeg som en bitch, fordi det er pga. Harry eller det er det jo ikke.
Har brugt alt min tid på, at kæmpe for dig og få dig tilbage, jeg burde have sagt nej til det den gang, men jeg kunne ikke, det var din drøm og jeg ødelagde jo din drøm eller gjorde jeg jo ikke, ikke efter dine ord. Jeg var din drøm, nok fordi at John Peterson var den elskede og jeg det kød & blod som kunne kommer, så i fik mig. Nu er jeg alt du har og måske flygtede du pga. det? Jeg er jo alt du har efter fars død og jeg ved det gør ondt, for det gør ondt på mig.
Jeg savner ham mor, har jeg altid gjort og må sige, jeg fatter ikke at jeg har været en kæmpe bitch og det er overfor alle. Alle! Virkelig alle!
Det her gør så ondt, virkelig.
Jeg stjal penge som hævn eller jeg brugte bare meget på dit kort, alt for meget måske. Men håbede du ville skælde mig ud, gjorde du ikke, heller ikke med det lyserøde hår eller navlepiercingen. Jeg lod mig ødelægge mig selv og det var kun pga. din opmærksomhed. Troede du elskede drengene mere end mig og nu ved jeg sandheden, du elsker mig mere end noget andet, men har svært ved og vise det, alt sammen pga. far.
Så jeg forstår dig nu, meget.
Jeg elsker Paul og er glad på jeres veje, han er en perfekt fyr for dig mor og godt du griber ind. Vi må ikke være ulykkelige mere og det siger jeg, mig som skal dø og forlade dig. Det gør ondt mor, virkelig. Ville ønske det ikke ville ske, at jeg skal forlade dig og James.

Jeg elsker dig mor, mere end noget andet! Glem ikke det! Glem ikke dig selv eller grav dig i et hul, det ønsker jeg ikke!
Husker du al det far sagde til mig? Gør det mor, du må leve videre, intet kan bringe mig tilbage. Du må bare lærer og minde mig, ikke være ked af det, men minde mig.
Jeg er det sidste fra John, altså far. Men nu har du en ny mand og snart et nyt barn, ikke det erstatter os. Men det er et skridt fremad, du har stadig James, Tanja og farmor, John lever ved dem og jeg med. Jeg vil altid være i dit hjerte, husk det.

Jeg elsker dig mor!

Din elskede Allison!

***

Jeg folder hurtigt brevet sammen og lader mine øjne ramme spejlet, hvor mine øjne tydeligt er våde og tårerne er nede af kinderne.
Jeg trækker vejret dybt, inden jeg lader mine øjne ramme ned af min selv og lader mine hænder falde langs siderne, inden jeg stille løfter hovedet igen og ser mig selv i spejlet.
Tænk jeg er nået så langt i livet og har ændret mig så meget.
Sådan her var jeg ikke da jeg var 19, jeg var langt fra sådan her, sårbar og kunne vise mine følelser.

 

***

Flashback.
”Vi ved godt, at du har mistet din far, er det det?” vent hvad, hvordan vidste de det?
”Hvordan?”

”Din mor, vi har trodsalt kendt hende i 3 år, så selvfølgelig kender vi meget om hende” ja 3 år, 3 år havde I stjålet min mor fra mig, ikke mindst har jeg næsten ikke set hende og I har aldrig set mig, kun på billeder sikkert.
”Eller er det, det med din onkel, som fik dig her til?”
”Louis stop” hvæsser jeg irriteret og ser på ham.
”Så det er pga. din onkel, du er sådan?”
”Bland dig uden om mit liv, du aner ikke en skid og egentlig kan du være fuldkommen ligeglad. Det kan være du får alt, som du kan gå og pege på, men mig og mit liv, kan du godt glemme. Snothvalp!” undskyld Eleanor, men det blev for tæt. I ét rejser jeg mig op og skal gå i mod døren, da han griber fat i mig.
”Allison”
Jeg lader blikket falde på ham og trækker bare armen til mig, inden jeg går ud af døren. Inden jeg går mod stuen, hvor jeg ser kort på de andre, som ser undrende på mig.
”Alli?” spørger Sophia bekymret og Louis kommer så ud, inden han blot ser i mod mig.
”Jeg er ikke en skide fucking snothvalp, faktisk, så er det dig som er. En ren udsagt bitch, som ikke kan åbne øjne op og se nogle faktisk prøver at lærer dig at kende og vil dig! Forstår fanme godt din onkel!”
”LOUIS!” siger Eleanor strengt og jeg vender mig blot om.
”Hvad sagde du!?” vreden sidder bare helt i mig og jeg går blot i mod ham.
”At du er en bitch” siger han blot irriteret og i det klasker jeg bare min hånd på hans kind.
”1) Aldrig kald mig bitch. 2) Aldrig nævn min far eller min onkel igen! 3) Gør det igen og jeg ødelægger dig!” jeg klasker ham bare igen.

Flashback over.

 

***

 

Louis og mit skænderi, fuck jeg var en bitch!
Virkelig en bitch.

Et lille uskyldigt smil rammer mine læber og mit blik lander over i mod Louis, som stille træder ind og ligger sine arme direkte omkring mit liv. Han hviler hurtigt sin hage på min skulder og jeg lader mig selv betragte os i gennem det lange spejl.
Ingen af os siger noget, vi begge kigger blot på os selv og mine tanker forsvinder hurtigt tilbage på ham, og én af vores mange minder.

 

***

Flashback.
Mit blik kigger hurtigt i mod ham, da han vender hovedet ned af og hans ben er foldet omkring stangen. Et fnis forlader mine læber, da han ser totalt dum ud og for høj til legepladsen’s koldbøtte stativ.

”Louis, du er alt for lang tid den!” griner jeg med et smil og det sjove er, at der er tre størrelser og Louis vælger den laveste.
Selv griner han bare fjoget og kigger smilende på mig.
”Man er aldrig for lang eller for barnlig!”
”Jov du er!” griner jeg igen og lader mit blik ramme ned på Quinn, min lille barn, min lille baby. Louis burde nu være ved Eleanor og hendes graviditet, men da hun er sammen med hendes mor og ude at shoppe, så manglede Louis selvskab og selv er Harry sammen med Niall, da de to trængte til noget mande hygge og ja Louis kunne måske også, men Harry og Niall vil ikke lade mig være alene.

Quinn er blot 1 uge gammel og Harry var ikke vild med det, men jeg ville gerne på en gåtur og nyde lidt stilhed, specielt fordi drengene er over mig konstant og jeg er egentlig ret træt af det, men de er jo søde og jeg elsker dem begge.
Dog er forvirringen stor, jeg ved Niall og jeg er sammen igen, ikke mindst gift. Men jeg føler skyld overfor Harry, specielt fordi Quinn nu er født og jeg ikke er sammen med Harry. Jeg ved godt jeg ikke bør, da Harry og jeg udmærket ved at vi ikke er skabt til hinanden, men alligevel. Nu er hun her og hendes forældre er ikke sammen.
”Så Alli, hvordan er det at være ny gift?” jeg ser hurtigt på Louis, da han falder til jorden og går i mod mig, inden han skubber mig fra barnevognen og overtager.
Vi er heldigvis ikke alene, da bodyguards er her og må beskytte os, alle vil så gerne se den lille og det skal de ikke, ikke endnu.

”Fint, men… jeg har skyldfølelse for Harry, normalt vil man være sammen, som par og opfostrer en baby sammen, men hvordan skal hun forstå det?”
”Nogle mennesker er bare ikke skabt for hinanden. Alli, du skal ikke føle skyld for noget, altså se på mine forældre, de var ikke skabt for hinanden. Mor fik Mark og han er som min far”
”Så du siger, at Harry ikke vil være i hendes liv og forsvinde ud af det?”
”Søde, det er ikke det jeg mener. Stop med og tænk på det, du og Harry er skabt som venner, men dig og Niall er som skabt for hinanden. Ligesom Eleanor og jeg er”
”Men Louis, I får et barn sammen, jeg har fået min med din bedsteven…”
”Allison, det er over 9 måneder siden, at du havde kræft og du fik følelser for Harry, I begge søgte bare at føle sig elsket. Du mistede alt, da du fik kræft og du ville ikke sige det til nogle, Harry mistede alt fordi han hjalp dig og det drev jer sammen, fordi skæbnen ønskede det og se hvad der er kommet ud af det, en sød lille pige” siger han smilende, selvom det ikke hjælper meget. Jeg ved godt han har ret og alt det, men det er stadig underligt.

”Jeg føler mig faktisk lidt som en rugemor, som skal hjælpe to bøsser med og få et barn” straks griner Louis og ser smilende på mig.
”Søde, dig og dine tanker, nøj jeg godt gad og være en flue på væggen nogle gange” jeg klasker ham hurtigt i siden og ser ned på min lille pige, som stille bevæger mig.

Kan dog ikke se så meget af hende, da en klud er over hovedet på barnevognen, så man ikke kan se ned på hendes ansigt.

Jeg vender mig en smule om i mod Paul og ser ham kigge smilende på mig, inden han langsomt kommer over til os og ligger en hånd på min skulder.
”Kom, vi må hellere forlade stedet, inden der dukker nogle op og ser Jer” jeg ser stille på Louis og han ligger stille en arm om mig, i mens han styrer barnevognen ud af parken og hjem i mod os, eller mit hjem og drengens, men Louis skulle jo passe på mig og holde øje med mig.
Jeg har det stadig dårligt over, at have ødelagt barnedåben og deres fest, Paul’s og mors fest. Mor fik Willow for tideligt, pga. mig og min skide hemmelig, jeg forstår virkelig at ødelægge meget. Jeg ser igen kort om i mod Paul, som blot giver mig sit beroligende smil og jeg smiler blot en smule igen.
Inden jeg igen ser op på Louis og han hurtigt kigger kort på mig.
”Forever” siger han smilende og jeg griner med et smil.
”Du skal jo starte med Always”
”Jaer, men nu gør jeg det omvendt, så sig din sætning” jeg smiler lidt over ham, inden han blot igen siger.
”Forever”
”And Always”

Flashback over.

 

***

Et smil rammer mine læber, Louis gjorde Nathan og Haley’s løfte til hinanden, til vores venskabsløfte, dog omvendt, da han ikke mente han vil være Nathan, men hellere Lucas. Niall og jeg er jo Naley, efter alles meninger og hvad så hvis vi kan lide One Tree Hill? Det er da bare fedt!.

Igen lader jeg blikket ramme Louis og jeg i spejlet, inden han sender mig hans sædvanlige smil og planter et kys på min kind.
Hvilket blot gør smilet større og jeg lader mig selv betragte os igen.
”Forever” siger han med et smil i øjnene og ikke mindst i stemmen.
”And Always”

 

************************************************************************************************************************

Uh brevet til hendes mor, Louis og hendes skænderi, og nu en ny scene vi slet ikke har set!

Hvorfor mon alle de ting kommer nu? Hvad tror I?
Bliv ved med og nævn Jeres ynglings scener, I kan  være heldige de kommer med!:).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...