More than family

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
3 år er gået siden Niall friede til Allison, men det lykkelige familieliv, er ikke som alle ønskede og håbede på. One Direction er gået fra hinanden og drengene skændes som aldrig før, men hvad der kostede bruddet, er stadig et stort mysterium. Zerrie venter på skilsmissepapirerne. Elounor bor hver for sig og Eleanor har taget børnene med sig hjem til forældrene. Sophiam lever stadig på lykken. Barry er stadig ligeså forelsket som før, bortset fra Bea har en hemmelighed og Harry ikke længere er venner med Allison. Nallison er stadig forlovet og Allison snakker langt fra med Harry længere, selvom de bor i samme bygning. Hvad er der sket med 1D? Hvad er der sket med Zerrie og Elounor? Hvad er Bea’s hemmelighed? Vil Nallison nogensinde blive gift?? Hvad med alle ungerne, hvordan tager de det hele? Vil 1D nogensinde blive venner igen? Følg med i 6’eren til ”More than this”.

126Likes
333Kommentarer
38584Visninger
AA

15. Chapter 13 - Hour 14 & 15 - part 1.

 

Louis’s point of view.

”Så skal I op!” bliver der råbt ude foran. Jeg sukker tungt og åbner langsomt mine øjne op. Mit blik rammer min kone, ikke mindst Niall og Preston. Jaer teltene er blevet delt ringe op, da de ikke vil have vi skal i diskutere. Allison burde normalt også ligge her, så hvor hun er ved jeg ikke.
Jeg sukker kort, da jeg nu kommer i tanke om, at alt ikke bare har været en drøm, men vores børn rent faktisk er væk og det er 14 timer siden, okay 15 timer i alt, vi brugte jo en time på skolen næsten. Suk.
”Babe, du skal op” jeg kysser blidt hendes kind og hun åbner svagt øjnene.
”Det var ikke en drøm?” jeg ryster lidt på hovedet og hendes øjne ændres til tårer.
”Vi finder hende skat” jeg kysser hende blidt, inden jeg kravler ud af teltet og Eleanor kommer hurtigt efter.
”Morgen” siger jeg lidt da vi kommer ind til de andre og jeg ser hurtigt Allison kommer ud fra Helene og Pauls telt. Så hun har slet ikke sovet inde ved Niall, overhovedet.
”Kom og sæt Jer ned drenge. Vi har ti timer endnu, inden at politiet gider og gøre noget. Jeg har forsøgt og sige at det her er One Direction’s børn, men denne gang bliver I behandlet på lig fod som alle andre, i denne her situation” jeg nikker blot og ser en smule på Liam, Harry, Zayn og Niall, de nikker blot.
Man kan godt mærke den totalt kolde stemning i mellem Niall og Harry, den er virkelig kold, de skænker ikke gang hinanden et blik.
”Miss Williams og Mr. Smith har lukket klassen i dag, hvilket gør børnenes forældre må blive hjemme. De har valgt frivilligt, at bruge fridagen på og hjælpe os. Så drenge, ikke noget skænderi. Vi gider det ikke mere. Okay?” jeg nikker blot og ser undrende på ham.
”Mr. Smith?”
”Jaycob… han har ligesom et efternavn, ikke Louis” siger Zayn irriteret, nok fordi jeg ikke trådte ind og hjalp ham i går. Men jeg gider ikke og komme i mellem de to drenge, det går bare ud over mig til sidst og det gør det altid, så det gider jeg ikke.

”Okay drenge, stop så!”
”Jeg forstår godt du vil skilles med ham Perrie… mænd er bare dumme!” siger Allison ud i det blå og det får straks Niall’s opmærksomhed, da han hurtigt kigger på Allison.
”Niall, nej” siger jeg lidt til ham, men han lytter selvfølgelig ikke.
”Du mener ikke dine ord! Alli, jeg elsker dig!”
”Det skulle du have tænkt før du kom op i slåskamp og sagde jeg ikke tydeligt ’snak aldrig til mig mere’” siger hun koldt og rejser sig op. Jeg sukker kort over begge to, jeg ved Allison elsker ham og jeg ved det har frustreret hende så meget, at de ikke er blevet gift endnu. Men vi alle blev jo uvenner og jeg ved det kun fordi hun snakkede om det til Eleanor, så ja.
”Skat, kom tilbage og sæt dig min pige” siger Helene i mod Alli, men Allison vælger og vende sig om.

”Nej jeg vil ej! Min ene søn kommer aldrig til og snakke, to af mine børn er derude et eller andet sted og min såkaldte mand kan ikke andet end slås, med faderen til Quinn, som heller ikke tænker sig om! Jeg gider det ikke mere… jeg ville ønske du aldrig havde sagt ja! For lige nu, så vil jeg hellere være død og ligge ved siden af far, end og være her, her hvor de er! Dem der er skyld i børnene i første omgang er væk! For siden drengene gik fra hinanden og af den latterligste grund, så har vi ikke andet skændes… men tilsyneladende, så er jeg alligevel skylden i alt. Og for mig er dig og James døde, det her er Willow og John’s skyld! I hate all of you!”
Jeg ser chokeret på Allison, da hun bare står og råber sådan af os, jeg kan se på Helene og James at hendes ord gør meget ondt, men Allison er ligeglad lige nu. Man kan tydeligt se smerten i hendes øjne. Hun vender sig rundt og løber ind i mod skoven.
”Niall, lad hende være…” siger jeg da han rejser sig op.

”Hvis det var Eleanor, ville du så ikke løbe efter!”
”Jov, men så ville I stoppe mig… vi skal bare finde de børn”
”Hun mener ikke sine ord Helene, det ved du… det frustrerende for hende” siger Sophia trøstende og jeg ser hurtigt i mod dem, da Helene virkelig sidder og græder.

 

***

 

Efter vores ikke vellykkede morgenmad, så er vi nu ude og lede efter ungerne. Eleanor og Jeg går sammen, Harry og Bea, Helene og Paul, ja okay nemmer og sige vi går i parvis. Børnes klassekammeraters forældre har valgt og joine os, så nu kan vi bare håbe på, at vi finder ungerne.
Allison har vi slet ikke set, ikke siden i morgs. Jeg kan dog svagt hører hendes mange råb efter Quinn og James.
”Johannah!!!”
”Joey!”

”Vi skal nok finde hende Eleanor, vi skal nok finde dem!”
”Quinn!”
”James!”
”Nathaniel!”
”Ashton!” vi køre alle navne igennem og uden respons. Man kan dog hører folks råb alle veje. Vi skal nok finde dem, det håber jeg og før det er for sent. Nathaniel uden regntøj og Johannah uden sin medicin. Det her bliver hårdt og meget besværligt.

Men vi skal nok finde dem, det håber jeg vi gør!

”MOOOAR!” jeg hører hurtigt et velkendt råb efter langtid. James.
”Hørte du det?”
”Ja, det gjorde jeg!”

”Kom babe!” både Eleanor og jeg sætter hurtigt i løb. Vi løber alt vi kan af sted.
”Moooar!” stemmen kommer tydeligere og tydeligere, det er tydeligt kun vi har hørt ham, eftersom stemmen er virkelig tæt på os og han er en lille dreng.
”James, hvor er du?”
”Her, vi er her!” han stemme lyder helt grædende og Eleanor og jeg er hurtigt tæt på.

”Hvem er I basse?”
”Nate og jeg! Hjælp”
”Onkel Louis og Tante El er på vej!” råber jeg tilbage til ham.  Eleanor og jeg sætter farten op, vi kommer hurtigt derhen. Vores blikke spærres hurtigt op da jeg ser Nathaniel ligge og med et brækket ben, de ligger nede af en skrant. Ikke samme som jeg faldt ned af, men en anden.

”Jeg kommer unger! Eleanor, ring efter en ambulance og løb tilbage til lejren, ring til Sophia eller Liam, okay?” hun nikker hurtigt og løber sin vej. Selv glider jeg ned af skrænten og kommer hurtigt hen til drengene.
”Nathaniel, kig på onkel” siger jeg og ser på den lille dreng, som knapt har øjnene åbne.
”Har I været her hele natten?” James nikker en smule og ser på mig.

”Jeg blev, de andre gik videre, da vi ikke ville fanges”
”Det er ikke godt det her unger, er I klar over hvor kede af det vi alle er? Mor er helt ude af den James”
”Hun er ikke sur vel?”
”Nej, hun er ked af det og f…”

”… de skændes endnu mere pga. vores nummer?” jeg nikker stille og trækker min trøje af.
”James, jeg har brug for du bliver ved med og råbe, okay?”
”Ja. MOOOOOR!!! FAAAAAR!” James råber bare alt han kan og jeg binder stramt min t-shirt omkring Nathaniels ben.

”Nate, kig på onkel!” man kan tydeligt se han har svært ved og holde øjne åben, noget af knoglen har boret ud af benet, hvilket har skabt tab af blod og det må være sket fornyligt.
”Hvor langtid har I været her?”
”Siden den første dråbe. Vi ville rejse os og gå, vi forsøgte også skete det!!” græder James og jeg nikker hurtigt. Kan regne ud knoglen måske ikke stak ud i starten, men at den først er gjort det for noget tid siden, men nu må vi vente.
”Bliv ved med og råb basse. Men er du selv okay?”
”Ja, han faldt og jeg gled efter da han skreg”

”MOOOOR!”
”Kig på mig Nate, kig på mig!” jeg nusser den lille dreng og ser hurtigt rundt.
”LIIIIIIAM!” jeg råber og råber, det samme gør James. Nu kan vi bare håbe på ambulancen snart kommer og Eleanor får dem herhen, jeg skal nødig flytte Nathaniel.
For fanden, jeg kan ikke vente på det her!
Jeg kigger hurtigt rundt og skimter et sted skrænten ikke er så stejl ved.
”James, kan du være en stor dreng og blive her, så jeg kan få Nathaniel ud, vi kan ikke vente på ambulancen finder mig. Jeg skal nok komme tilbage efter dig, okay? Kan du være en stor dreng og blive lige her?” han nikker stille og jeg rejser mig hurtigt op. Jeg bukker mig ned og tager Nathaniel op, jeg ved det er usmart. Men jeg må få ham ud herfra og det skal være nu. Han er helt våd i forvejen og hvis han har ligget her hele natten, med sådan et brækket ben, så er det ikke godt.

I det mindste har jeg bundet T-shirten stramt rundt om.
”Hver en stærk dreng James, jeg kommer tilbage!” han nikker stille og jeg går hurtigt i mod den mindre stejle skrant hvor jeg går op.
”Nate, kig på onkel. Ikke luk øjnene, okay? Hold øjne på onkel” for første gang nikker han svagt og ser bange på mig.
”Du skal nok klarer det basse” siger jeg hurtigt.

 

************************************************************************************************************************

Jeg ved jeg er sprunget ti timer frem, men nu skal vi lige tænke på, at de jo også har sovet og der kan man jo ikke rigtig skrive noget fra de timer :).

Men oh shit! Allison er virkelig sur, men mon hun mener sine ord?

Men mest af alt, Louis og Eleanor har fundet Nathaniel, ikke mindst James. Men Nathaniel's ben er brækket, oh shit!
Men James blev ved Nate, den store dreng!

Hvad med Johannah og de andre, hvor mon de er henne og mon de er okay?
Hvad tror I?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...