More than family

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
3 år er gået siden Niall friede til Allison, men det lykkelige familieliv, er ikke som alle ønskede og håbede på. One Direction er gået fra hinanden og drengene skændes som aldrig før, men hvad der kostede bruddet, er stadig et stort mysterium. Zerrie venter på skilsmissepapirerne. Elounor bor hver for sig og Eleanor har taget børnene med sig hjem til forældrene. Sophiam lever stadig på lykken. Barry er stadig ligeså forelsket som før, bortset fra Bea har en hemmelighed og Harry ikke længere er venner med Allison. Nallison er stadig forlovet og Allison snakker langt fra med Harry længere, selvom de bor i samme bygning. Hvad er der sket med 1D? Hvad er der sket med Zerrie og Elounor? Hvad er Bea’s hemmelighed? Vil Nallison nogensinde blive gift?? Hvad med alle ungerne, hvordan tager de det hele? Vil 1D nogensinde blive venner igen? Følg med i 6’eren til ”More than this”.

126Likes
333Kommentarer
38604Visninger
AA

13. Chapter 11 - Hour 2.

 

Harry’s point of view.

Den der følelse af ens barn som er væk, den er ikke den fedeste! Det chok jeg fik ved opringningen, alt der har forgået de sidste
to timer, alt er fuldkommen forfærdeligt.

Tænk at alt vi har gjort, det har medvirket til det her.
Vores børn er stukket af og det er vores skyld, de vil straffe os og få os til at samarbejde. Men hvad hjælper det? Det hjælper ikke noget og slet ikke når folk stadig skændes.
”James!” forsøger Niall atter og man kan tydeligt hører hans kalde inde i skoven.
”Johannah!” de alle forsøger at finde dem, selv Chelsea, den skønne hund.
”Harry, skat… vi skal nok finde hende” jeg mærker stille Bea hånd ligger sig på min arm og jeg ser bare en smule trist på hende. Vi har delt os op, i parvis. Måske ikke det største samarbejde, men vi leder i det mindste.
”Med alt det de har planlagt indtil videre, så tvivler jeg” sukker jeg tung, for jeg tvivler rigtig meget. Virkelig meget.
”Gå ud til Allison og hjælp hende med maden”
”Jeg efterlader ikke dig herinde alene”
”Harry, jeg klare mig” jeg sukker bare over Bea og giver hende et kort kys. Hjælpe Allison, jaer… det der gode venskab varede i en time og indtil vi nåede herhen, siden har vi skændes igen.

Eftersom politiet intet vil gøre endnu, så har vi slået lejr eller hvad vi kan kalde det, vi har taget mad med. For når det bliver mørkt, så må eftersøgningen indstilles siger Paul, da der skulle blive tåget og med lommelygter vil vi intet kunne se.
Så der er både telte og det.
Amalie og Jacob har hentet resten af ungerne, da vi ikke rigtig kan hænge på spædbørn.

Mine skridt kommer hurtigt ud af skoven og jeg går hurtigt i mod Allison. Hun er den første som tager vagten i vores lejr eller hun er den som sørger for mad lige nu, da hun ikke bør komme ud og slet ikke med alt hun har om ørene. Noah kan ikke snakke og det har påvirket meget, det påvirker selvfølgelig også Niall, men Allison har to ud af de 5 unger som er væk.
”Skal du have hjælp?” jeg ser på hende og hun ser bare kort op, inden hun leger videre med noget mad. Jeg sukker kort over intet svar.
”Her lad mig” siger jeg da hun vil dække picnic bordet til, dog vil hun ikke lade mig tage duen, men jeg river den bare ud af hendes hænder og hun ser en smule på mig.
”Lad mig Allison” hun nikker blot en smule og griber i stedet fat i nogle telte. Ja vi har ikke lige fundet en campingvogn og telte er lidt nemmer.

”Allison, lad dem ligge. Jeg skal nok sætte dem op” intet svar lyder fra hende, hun forsvinder bare hen til det der havebord som Helene har hentet. Altså vi mænd tog af sted og ledte, i mens kvinderne fandt forsyninger.

Da dugen er lagt på, begynder jeg straks med teltene, da det er godt de kommer op nu når det er lyst og ikke engang senere når mørket lægger.
Jeg ser en gang i mellem om på Allison, som virkelig ser helt kvæstet og knust ud. Jeg vælger dog bare at fokusere på det telt, som jeg er ved at stille op. Det er vist teltet som er til 5 personer, for hvis det er det telt fra Paul, så er det vores telt fra da vi camperede en gang.
Et lille bum lyder og der får mig straks til at se over på Allison, som har tabt skålen med frugt på jorden og falder ned på knæ, hvor hun forsøger at få dem op i skolen igen og i mens hun bare græder.
Jeg rejser mig hurtigt op og går over til hende, inden jeg sætter mig på hug og hjælper hende, hun rejser sig bare og går videre med at skære agurker ud. Jeg sukker tungt og rejser mig op med frugtskålen. Jeg stiller den på bordet og ligger armene om hende.
”Vi skal nok finde dem Alli, vi skal nok finde dem” jeg mærker hendes hænder ligger sig på min arm og hendes ben som er ved at knække sammen. Jeg ligger hurtigt den anden arm rundt om hendes mave og støtter hende den vej fra.

”Jeg skal nok finde vores pige” jeg kysser hende blidt i håret og mærker selv mine tårer komme frem på mine kinder.
”Det min skyld… jeg…”
”Intet er din skyld!”
”… jo! Jeg bebrejdede dig, selvom jeg vidste det ikke var din fejl!”

”Alli, du var bare en mor og en hver mor vil bebrejde faderen… jeg vil finde hende, tro mig, jeg finder vores pige” jeg hører godt stadig drengens råb og kalden på vores unger, men intet positivt ændre sig.
”Sæt dig ned og slap af”
”Nej maden skal laves!”
”Alli, det en ordre. Sæt dig ned og slap af, så ordner jeg vores telte i mens” hun nikker svagt og jeg giver hende kort et kindskys, inden jeg hjælper hende hen til det ene picnicbord. Allison sætter sig modvilligt ned og jeg sætter mig hurtigt på hug foran hende.

”Vi finder dem Allison, vi skal nok finde dem” jeg nusser kort hendes lår, da en kvindelig stemme lyder.
”Harry!” – Eleanor. Jeg ser hurtigt i mod hende og hun kommer løbende herhen, inden hun stoppe op og ser på mig.
”Hey hva så?” spørger jeg en smule nervøst, siden hun nu kaldte på mig sådan.
”Louis er faldet over en gren og jeg kan ikke få ham op!” jeg sukker tungt og ser på hende.
”Hvis mig vej og Allison, du rør dig ikke ud af stedet” Alli nikker blot, selvom jeg ved at når vi er ude af syne, så har hun rejst sig.

 

***

 

Louis’s point of view.

Af alle veje de kunne stikke af, så skulle det lige være inde i en skov! En skov som har en masse grene! Eller det er i nærheden af en skov, for vi er i midten hvor lærerne var! Selv de to lærer har valgt at hjælpe til, dog er de taget hjem, da de har en familie selv. Men de vil komme i morgen og hjælpe, sammen med en masse andre frivillige.
Men tilbage til skoven!
Der er for mange grene og nu er jeg væltet! Faktisk så kan jeg ikke rejse mig op, for min fod valgte og falde over en stor gren, så jeg trillede ned af en skrant og nu kan jeg ikke komme op.
”Louis!”
”Jeg er her!” råber jeg tilbage til Eleanor og inden længe er hun i syne, sammen med ham… Harry.

”Louis??? Hvad fuck laver du!”
”Hold nu kæft Harry og få mig nu fucking bare op herfra!”

”Hvorfor skulle jeg? Efter alle de ting du kaldte mig?”
”Hjælp mig nu fucking bare op!”
”Giv mig en god grund!”
”Harry, få nu min mand op derfra!”
”Fint…” mumler Harry irriteret og går sidelæns ned af skrænten. Han nærmer sig hurtigt mig og han ser på mig.

”Op med dig”
”Hvis jeg kunne, så var jeg nok oppe, ikke!?” Harry sukker blot og bukker sig ned, inden han hjælper mig støttende op.
”Eleanor! Find Paul eller Preston, Louis er for tung for mig!” råber Harry op til hende og hun nikker kort. Ja vores bodyguards er hurtigt dukket op.

”Jeg mener mine ord Harry, jeg er virkelig ked af det jeg har sagt og gjort”
”Louis, jeg gider ikke det lige nu, jeg vil bare gerne have min datter hjem, ligesom du nok vil finde din og at du vælger at komme til skade, giver os en mand mindre!” jeg sukker kort og siger så ingen ting, for hvad skal jeg sige? Intet nytter alligevel.


Desværre er jeg så svær at holde oppe, at Harry sætter mig ned og sætter sig ved siden af mig.
”Jeg er virkelig ked af det, okay? Jeg ved det ikke var fair og ville ønske jeg kunne gøre om, men kan jeg ikke”
”Jeg gider ikke den snak nu… jeg vil bare gerne ud fra det her hul og hen til Allison igen… som stadig hader mig”

”Hvad er der dog sket, siden vi er endt i det her hul?”
”Det latterlige jubilæum og Larry-rygter” svarer han blot og jeg nikker kort.

”Det går da godt med dig og Bea, tre år!”
”Jaer, det går udmærket”
”Så er hun god i sengen?” jeg smiler drillende og han ser hurtigt på mig, inden han blot kigger i mod skrænten da Pauls stemme dukker op.

”Forhelvede Louis” sukker Paul kort og løber der ned sammen med Preston. Paul undersøger hurtigt min fod og konstater hurtigt at intet er sket, at det nok bare gør for ondt lige nu. Preston løfter mig hurtigt op på hans ryg og straks går han op af skrænten, hvor Paul går bagved og er klar til at gribe mig, Harry han går bare ved siden af eller han kravler nærmest ved siden af, da skrænten er så stejl.
”Vi skal nok finde dem, men vi må hen til lejren. Tågen er begyndt at komme”
”Allerede!”
”Ja desværre, det tyder på regnvejr eller stormvejr” da han siger det panikker jeg fuldkommen, min datter kan ikke tåle for meget natur! Ikke mindst, ungerne har intet telt eller noget andet med sig. Jov deres regntøj i deres tasker, men det hjælper ikke meget!

”Drenge, vi skal nok finde jeres børn, vi skal nok finde dem”
”Jaer right… du siger selv regnvejr eller stormvejr… de har intet på sig” sukker Harry tungt og jeg mærker hurtigt hans sorg, den er stor og det er min skam også.
Da vi endelig kommer op, bliver jeg hurtigt slået af Eleanor som ser helt ulykkeligt på mig.
”Dumme” jeg svarer hende ikke, men lader bare Preston bærer mig ind til vores lejer.

Da vi når frem er alle de andre allerede kommet frem og alle teltende er blevet slået op. Preston går i mod picnicbordet og sætter mig ned på bænken. Jeg ser søgende rundt efter Allison, hvilket Harry også gør og han når da lige at kysse Bea kort, da han ser hende, inden han ser rundt efter Alli.
”Hvor er hun?” jeg ser lidt på Harry da han spørger om det og Niall kigger bare trist på ham.
”Gået i seng” siger han helt trist og slår hovedet i mod sine hænder.
”Vi skal nok finde dem!”
Jeg ser hurtigt i mod det ene telt, da Helene kommer ud og hun ser helt trist ud.
”De er ikke til at snakke med”
”HEY Har I set Perrie, kan ikke finde hende!” jeg ser hurtigt i mod Zayn, som pludselig kommer ud af skoven og Helene ser straks på ham.
”Inde hos Alli, de vil ikke ud”
”Så joiner jeg dem!”
”Skat, du skal spise!” jeg ser hurtigt på Eleanor og hun ryster svagt på sit hoved, inden hun forsvinder ind i teltet og Sophia følger hurtigt trop.


Det her er noget lort! Der er kun gået to timer og alt tegner allerede totalt dårligt! Nu når der er uvejr på vej! Og vi ikke kan bruge hele aften på at søge, men bare være her og håbe.
Det er forfærdeligt!
I want my dauther home!

 

************************************************************************************************************************

Spændende om de når og finde dem før Johannah er i problemer!.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...