Lille Engel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Færdig
Historien om en engel

1Likes
0Kommentarer
146Visninger

1. 1.

Der findes to slags engle, der bliver sendt op til Vor Herre.

Den ene er dem, der har levet et langt og samvittighedsfuldt liv, hvor andres velbefindende står før alt andet, gode gerninger er en hverdagssag og skænderier en udeblevelse. Det er dem, der fortjener at komme direkte ind i Vor Herres åbne arme og dermed fortsætte med at sprede glæde til verdens folk. 

Den anden slags engle, der bliver sendt op til Gud, er dem, der bliver revet fra livet, inden de kan nå at bevise deres værd. Her bliver der ikke kun snakket spædbørn. Alle unge, hvis liv ender brat og som dermed ikke kan nå at bevise om de fortjener en plads i himmeriget, får lov til at komme op til Vor Herre på prøvelse. 

Angelina var en af dem. 

Som offer for en mor der var endt i alkoholens fangeskab, var hun vokset op med en følelse af mistillid til alt og alle. Så længe, hun kunne huske havde der ikke været andet end mørke i hendes dage og smerte i hendes hjerte. Smerten i hjertet kunne dog forklares rent videnskabeligt, da det viste sig, at hun fra fødslen havde fået en hjertefejl. 

Efter flere måneder på hospitalet, blev den lille 9-årige piges bønner endelig hørt, og Vor Herre lod hendes misdannede hjerte stoppe, for derefter at bringe hende op til sig. Sammen med andre unge, hvis liv også fik en ende, enten ved sygdom, som Angelina, selvmord eller naturlige ulykker, blev hun placeret i prøvelseskomplekset. Her kunne de selv få lov til at bestemme, om de fortjente en evighed i himmerige, og selvom Angelina ikke vidste, hvad himmerige var, så ville hun alligevel gerne prøve at nå dertil. 

Selve prøvelsen bestod kun af en ting. Vor Herre ville sende de unge ned til jorden for at sprede glæde, og hvis de selv kunne finde tilbage igen, ville de fortjene en plads i himmerige til evig tid. 

Uvejret kom under dem og Vor Herre sendte Angelina og alle de andre afsted på deres færd.

Det første stykke tid kunne Angelina ane de andre ved siden af sig, men efter tid, blev de mere og mere udtværede, inden vanddråber havde overtaget deres plads. Den lille pige kiggede ned af sig selv, og så hvordan hun selv var blevet til vand. Jeg er en vanddråbe, tænkte hun lykkeligt. Derfor må jeg kunne blive til alt. 

Som hun kom tættere på jorden, fangede en lyd hendes ører. En lyd, hun aldrig havde hørt før, men alligevel spredte ukendte men stærke følelser i hende. 

Da de andre vanddråber begyndte at søge mod jorden for at kunne finde liv og glæde der, søgte lille Angelina hen mod lyden, der blev højere og højere og fyldte hende med mere og mere spænding og glæde. Det var som en skjult drøm om en lykkelig barndom, der kom hende i møde, og da hun splattede ud på en lille drengs regnfrakke, grinede hun med ham i lykkerusen, da han fortsatte med at hoppe i vandpytterne, der nu bestod af de andre håbefulde prøveengle. 

Angelina gled ned af drengens frakke, i samme øjeblik, der blev kaldt på ham indefra det lille parcelhus. 

"Jeg kommer nu, mor!" svarede den glade stemme, og Angelina forlod drengens frakke, da han skråede over græsplænen for at komme ind. 

Denne gang splattede hun ned på jorden og lod det stikkende baghavegræs tage imod hende, mens hun stadig følte sig let af drengens latter og glæde. Hvis bare hun kunne få nogle flere til at grine. Så ville det hele være godt igen. 

Måneder gik, hvor Angelina sivede ned i jorden for at sætte sig på en spirrende rod, der hurtigt optog hende, af mangel på noget, der kunne give planten liv. Det ville den lille pige gøre sit bedste for, og planten voksede og voksede, mens Angelina blev ved med at give den liv, så den måske også ville kunne sprede lige så meget glæde, som vanddråberne. 

Tiden gik og planten voksede, og som en tak for hendes ihærdige indsats gav planten hende lov til at sidde på dens yderste gule blade, så hun dermed kunne nyde udsigten. Den lille dreng kom ofte ud og legede og en gang imellem havde han andre drenge med sig, der alle grinede og lo. Angelina glemte alt om hendes egentlige opgave, nemlig at komme tilbage til himmerige, og nød bare at høre drengenes glæde, mens de løb igennem græsset, der nu havde nået en god højde. 

En dag åbnede planten ikke sit ansigt, og Angelina forstod det ikke. Hun ville gerne ud og glæde drengen med sin gule farve, men det kunne ikke lade sig gøre nu. I flere dage holdt planten sig lukket ude af omverdenen og Angelina kunne ikke gøre andet end at lytte til drengens glæde og bede til, at andre planter ville gøre ham glad. 

Den dag, da planten så endelig åbnede sig igen, følte den lille pige sig forandret, men på den gode måde. Hun lagde dog ikke så meget i, at hun nu var blevet hvid og puffet, da det eneste, hun bekymrede sig om, var om drengen nu var glad. Da han kom ud den eftermiddag, var det ikke tilfældet. 

Tårer trillede ned af de buttede røde kinder, og Angelina følte sig forfærdeligt tilpas over dette. Den lille dreng, måtte ikke græde. Han måtte ikke have det, ligesom hun havde haft det. 

Det endte også med, at hun kaldte på drengen, der hørte hendes hvisken i vinden. Hans røde og tårevædede øjne vendtes mod blomsten og forsigtigt trådte han hen til den og bøjede sig ned over den. Angelina smilede til ham, og prøvede at få ham i godt humør ved at få planten til at danse noget mere i vinden. Dette gav dog et katastrofalt udslag, da den lille pige blev slynget væk i dansen. Hendes nu lette krop og dunede hoved, bar hende væk fra den lille dreng, der endnu en gang havde fået et smil på læben, da han fulgte hende med blikket. Hun svævede længere og længere væk, indtil drengen kun var et billede i hendes minder. 

Endnu en gang endte hun i prøvelseskomplekset, og hendes bedende blik blev mødt af selveste Vor Herre, der kiggede ned på hende. 

"Lille engel. Velkommen til", sagde han kærkomment og de store porte til himmerriget åbnede sig bag ham. Angelina forstod det dog ikke. Hvordan var hun endt her, hvis hun ikke havde prøvet på det?

"Lille engel, det er kun dem, der glemmer alt andet end godheden, der kommer tilbage. Husk det." 

Vor Herre forsvandt i en ring af lys, og Angelina bevægede sig med rystende skridt mod himmerige. Lige ved passagen stoppede hun op og kiggede sig tilbage. Der var ingenting længere. Da hun kiggede frem, kunne hun se lyset og ikke nok med det, den lille grinende dreng ventede på hende. 

Hun tog skridtet og spredte sine vinger, der kom til i samme øjeblik, inden hun dykkede ned til jorden igen. Hun havde et mål. Hun havde noget at kæmpe for. Og selv hvis hun var udødelig, så var det ting, som hun aldrig havde haft før, og derfor tog meget seriøst. 

Den lille dreng havde fra den dag af fået en skytsengel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...