sorry for if I say I love you

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2014
  • Status: Igang
Dette er en samling historier som jeg en gang i mellem kommer til at skrive på, når jeg har lyst til at skrive noget der ikke er det jeg normalt skriver, så ja kan ikke garantere for hvornår der kommer noget ud. Men håber i vil nyde at læse dem.

3Likes
4Kommentarer
189Visninger
AA

2. Don't ya wish

Back for you?


 

Lollypop

Rainbow’s Point of View

 

Et spejl og mig bliver aldrig en god kombination, just saying. Jeg stod igen og kiggede på mit candyfloss farvede lyserøde hår, med det smukke turkise spidser. Mine store dejlige øjne, der havde fået en naturlig makeup på så de så endnu større ud. Mørkerøde læber, med en enkelt piercing i underlæben. Tre huller i det ene øre, to i det andet. En kort lyserød nederdel, med et glimtende sølv belte, der var pyntet med hvide rhinsten. En hvid top, der fremhævede mine bryster. Og så en lille lyserød læderjakke på. Jeg stak fødderne i mine sugar-pink stiletter, der glimtede i lyset med deres lakerede overflade. Min håndtaske var i dagens anledning, lyseblå, og passede til mine spidser i farven. men der manglede  noget. en lyserød, og turkis blå slikkepind, var det det hele manglede. Jeg var alt for god til at se sød, og lille ud. men det var bestemt ikke lige det jeg var. Dog var det en nemmere måde at få folk til at kunne li  mig på. Der var en grund til at jeg havde et behov for at klæ mig som en lille pige. Selvom jeg med mine 15 år teknisk set burde være kommet over candy alderen, og de fleste bare så det som et sexet kostume nu, så lå det lillepige look jeg havde hos mig af en anden grund. Min far. Ikke lige den person der var nogen mennesker der vidste fandtes. Alle i min klasse troede han var død, fordi det var en nemmere måde at sige det på end, at jeg hadede den mand overalt på jorden. Dog elskede jeg ham stadig dybt inde, men jeg havde bare ikke mulighed for at vise ham det. Han havde fået en kone, og et nyt liv så lang væk fra mig at jeg var gledet væk fra ham. Jeg var endt med at tabe behovet for at se ham. For at snakke med ham. For at føle mig okay i hans øjne. I stedet for at prøve at få ham til at elske mig mere, så var jeg endt med at prøve at få ham ti at hade mig lige så meget som jeg hadede ham. han skulle være lige så frustreret over mig som jeg var over ham. Men jeg var stadig fars lille pige inde i mit hjerte. Derfor gjorde jeg det der kunne bringe mig nærmest min far. jeg klædte mig som var jeg stadig en lille pige. Selvom folk for det meste troede at jeg var de 17-18 år, og var på vej til kostumefest. For jeg vidste godt at der sad et par velformede bryster, der var rigeligt store til to, og at jeg havde et mega godt taljemål, samt en godt bagdel. Men jeg kunne ikke forelske mig. Det kunne jeg en gang, men når et menneske oplever så meget had og medgang som jeg har gjort, så dør noget inde i en. Når jeg engang imellem blev forelsket, så smed mine veninder alle de følelser de havde for fyren på jorden. Bare for at se mig smile en gang imellem. Jeg smilede til mig selv, men endte med at skære en grimasse over hvor falsk det så ud. Jeg måtte til at få styr på mig selv. Det kunne godt være at mine forældre brutalt havde sendt mig til england for at slippe for at se på mig. De kaldte det: “en kulturel og sprogligt udfoldende oplevelse” Jeg kaldte det: “jeg vi slipper af med vores forfærdelige datter” Min mor og mig kunne ikke snakke sammen, og min far og mig kunne ikke fordrage hinanden. Derfor stod jeg nu i min lejlighed i england - der nådigst var betalt af mine forældre - og gjorde mig klar til at bevæge mig ned til sangundervisning. Jeg tog min taske, og mit sanghæfte, hvorefter jeg smuttede afsted, med mit hoved summende af tanker.

 

***

 

Jeg trak vejret og fokuseret på lyden af klaveret. rettede det til i mit hoved, slappede af, og lukkede luft ud. Trak vejret helt ned i maven igen og forberedte mig på at synge.

 

“Down by the river by the boats

Where everybody goes to be alone
Where you won't see any rising sun  
Down to the river we will run...”

 

Der blev banket på døren, så jeg klappede i som en østers, mens min sanglære så på mig, og smilede beroligende. Hun vidste hvor bange jeg var for at andre end hende og mine nærmeste hørte mig synge. Den sang jeg sang før “riverside - Agnes Obel” er en sang der bliver kaldt min sang blandt folk der har hørt mig synge. Jeg har sunget den siden jeg var 12, og det er virkelig en sang jeg føler mig tilpas med at synge. Jeg nikkede og trak vejret ind, før jeg rystende åbnede munden, og fokuserede på ordene.

“Come in”

Det gjorde ondt i halsen, men vi havde en aftale, hvis jeg skulle have nogen herind, så skulle jeg selv sige at det var okay. Jeg kiggede på døren, og bemærkede vær en knirken, hver et skub for at den blev åbnet. I døren stod min far. Han så gammel ud, der var kommet så mange rynker i hans ansigt. Men jeg kunne ikke fokusere på det. Det eneste jeg hørte var stemmerne i mit hoved der igen begyndte at kværne. “Du er ikke god nok, du fortjener ikke at han er her” Jeg mærkede tårerne i mine øjne, kæmpede for at holde dem tilbage, mens jeg så min far. Fandt hans øjne. “Du burde fortælle ham at han ikke er en del af dit liv mere” Jeg nåede aldrig så langt før han åbnede munden, og træk vejret ind.

“Don’t cry princess. I’m here for apologize”   

“I don’t want you to be here. You can’t be a part of my life more okay? I’m on the way to build up my life for the pieces you leave me whit last. Just go”

“Princess…” Han kiggede på mig på en måde der plejede at få mig til at bløde op. Han smilte et kærligt smil med sine øjne, men jeg havde ikke brug for ham mere. Han havde forladt mig som en tom skal og den var jeg i gang med at fylde op,så han skulle ikke komme og ødelægge den.

“Don’t look at me that way. Just go” Og det gjorde han. Han vendte sig om og gik. Jeg stirrede på den tomme dør efte rham. Store våde tåre løb ned af mine kinder, og et hulk sneg sig ud gennem mine læber. Jeg tog teksterne, proppede høretelefoner i ørende, slttede dem til min telefon, og bad den om at spille “Summer love - One Direction”  for fulde drøn før jeg hulkende stormede ud af døren. Med mascara ned af kinderne løb jeg igennem Bradford. musikken skiftede til “Loved you first - One Direction” Og så til “Half a hart - One Direction” mens jeg løb. Pludselig var der en der tog fat i min arm, og hev mig til siden. Jeg var på vej til at skrige da en stor hånd blev lagt over min mund. Min ene høretelefon blev taget ud af øret, og jeg mærkede et svagt træk i ledningen som om nogen tog den i øret. Kort tid efter var der en der fiskede min telefon op af min baglomme, og satte musikken på pause. Personen fjernede også den anden høretelefon. Jeg lukkede øjnene, mærkede tårerne der igen begyndte at trille. Jeg blev vendt om, og hånden på min mund blev fjernet, for derefter at blive lagt på min kind. Langsomt strøg en tommelfinger mit kindben.

“Open your eyes. That will do you happy” Stemmen var lav hæs, og hviskende. Jeg overvejede at ignorere personen, men de varme fingre der strøg tårerne af mit ansigt, og den trygge fornemmelse af at blive holdt om fik mig til at åbne øjnene, og kigge ind i verdens smukkeste brune øjne. Jeg blev sendt et par år tilbage i tiden, til en koncert hvor jeg så ind i nøjagtigt de samme perfekte øjne. Zayn Malik. Han smilte til mig, men jeg stirrede bare ind i hans øjne. Zayn Malik, havde hevet mig til side, og kiggede mig i øjnene, mens jeg bare stod der. det var så magisk.

“Beautiful girl, i think i know you? I remember that evening like was it yesterday. But now your eyes is more sad then that day. How have hurt you?” Han kunne huske mig, han kan virkelig huske mig. Jeg ved godt at jeg havde kigget ham i øjnene, men jeg regnede ikke med at han kunne huske mig.

“Everyone, But you, you give me a second of peace” Igen smilte han til mig, og denne gang mærkede jeg min egen mundvig trække. Den dreng var noget af de eneste der kunne gøre mig glad. Jeg mærkede hvordan jeg pludselig mærkede den fred jeg fortalt ham om. Han gjorde noget ved mig. Mindet om hans blik, gjorde mig dybt og helt oprigtig lykkelig.

“I know this sound crazy, but i have been in love with you in two years just because of the koncert. So can I take You home?”

“Take me home Zayn”

“okay Cupcake”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...