Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
693Visninger
AA

7. "Ved du hvad det betyder?"

V.


 

Det tog ikke Danny lang tid at sætte en blokade af dårlige jokes og parodier op i mit sind. Den trængte alle minder om den forrige nat tilbage, alt i mens verden udenfor igen faldt hen i mørke. Vi havde fortæret det meste af sæson 1 af One Piece på mit fladskærms tv, og alle tanker om mord mord mord havde forladt min hjerne, da tre skarpe slag lød mod min værelsesdør.

”Masako?” kaldte en kvindestemme. Smilet frøs på mine læber.

rap, rap, rap, bankede det mod døren.

Jeg tog en dyb indånding. ”Ja, hvad er der, mor?”

”Masako, skat, åben lige døren.” Jeg brød mig ikke om tonen i hendes stemme - det var sådan hun altid lød, når hun havde dårlige nyheder.

Jeg lukkede øjnene i et øjeblik. Kunne mærke Dannys blik på mig.

Er ét enkelt døgn væk fra virkeligheden for meget at spørge om?

Min mor bankede igen. Hårdere denne gang.

”Kommer!” Et suk sneg sig over mine læber, mens jeg vendte hovedet mod min bedste ven. Jeg trak på skulderen, og han nikkede forstående.

Tja, tænkte jeg og rejste mig, det kunne kun vare så længe.


Da jeg åbnede døren, var min mor allerede på vej ned af trappen. Det var én af de der glastrapper, der så ud som om de svævede på usynlige hænder. Desuden var der ikke noget gelænder, så man skulle enten have tungen lige i munden eller være født med naturlig ynde—hvilket min mor havde containerskibe af—for at bevæge sig sikkert ned af den. Hun forsvandt rundt om hjørnet, der førte ind gennem hovedgangen, som gik gennem hele huset, og jeg traskede tøvende efter hende med en stikkende fornemmelse i maven. For foden af trappen fangede jeg mit eget blik i glas-skydedørene ud til haven. Det lignede, jeg havde ældet med mindst ti år på under 24 timer.

Moderne kunstværker og skulpturer, der ikke gav nogen mening i mit hoved, stirrede på mig hele vejen ind i køkkenet, hvor min mor allerede stod lænet op af en skinnende hvid køkkenø. Hun gestikulerede mod en barstol på den modsatte side. Jeg satte mig. Strøg en uglet lok væk fra min pande.
Min mor pillede ubevidst ved hendes perlehalskæde, som nok var det eneste stykke af hendes omhyggeligt planlagte puslespil af et outfit, der var mere end ét år gammelt. I dag var hun ren forretning, klædt i et hvidt jakkesæt med havblå skjorte, hendes hår sat op i en lys knold.
Mit hjerte dunkede, mens jeg ventede på, at hun skulle snakke.

Men i stedet løftede hun en fjernbetjening og pegede den på køkkenets tv. En nyhedsoplæser dukkede op og forsvandt for at give plads til en montage af et gerningssted. Min hals snørede sig sammen. Kameraet gled op af et lejlighedskompleks og stoppede ved et mørkt vindue på tredje sal, mens en stemme fortalte, hvad jeg allerede vidste. Det var mit vindue. En orkidé smilede inde fra sin potte i vindueskammen. Så klippede det over til et afskærmet område. En indtørret blodpøl kunne netop skimtes bag det gule tape, som blafrede i vinden og retsmedicinerne, der bevægede sig rundt på scenen.

”Det var her drabet på den 44-årige Martin Fredsens fandt sted omkring kl. 03:45 om natten til i dag. Den eneste mistænkte i sagen er denne pige,” —Et skolefoto fra sidste år sukkede op i hjørnet af skærmen, og jeg måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at gispe—”Den mistænkte ringede selv efter ambulancen, der hentede ofret og en ung pige, som er blevet identificeret som Anna-Sofia Bach.” Jeg lænede mig fremad mod skærmen. Var hun okay? Ville hun blive okay? I min egen fortvivlelse, havde jeg næsten glemt alt om pigen, der var skyld i den. ”Pigen ligger nu i koma indlagt på Bispebjerg Hospital, og har derfor ikke været i stand til at give en vidne berettelse. Mere om sagen—”

Nyhedsoplæseren blev afbrudt, og jeg fandt mig selv i at stirre på en sort skærm. Fjernbetjeningen ekkoede mod bordpladen i den pludselige stilhed.

"Skat,” startede min mor, ”jeg har lige snakket i telefonen med politiet. De har kørt undersøgelserne på mordvåbnet.” Hun trak pausen ud—en vane, hun havde samlet op af at være advokat. Og selv om jeg godt vidste, hvad hun ville sige næst, kunne jeg ikke lade vær med at holde vejret. ”Og de fandt dine fingeraftryk."

Jeg pustede ud, og mine skuldre sank i takt. "Det overrasker mig ikke."

"Det burde det heller ikke, men nu har de konkret bevis," svarede min mor. Koldt. Kontant. "Ved du hvad det betyder?"

Mit blik slog ned i bordpladen. "De har grundlag nok til at opbygge en sag mod mig."

”Netop. Og det ser ikke godt ud for dig.”

”Det ved jeg...”

”Nej, du gør ikke.”

Jeg så op med et fnys. ”Nå? Det gør jeg ikke?” Den sarkastiske kommentar var ude af min mund, før jeg kunne tænke mig om. Jeg fortrød med den samme, men min mors øjne blødte bare op, og hendes hænder spredte sig fladt ud på bordpladen. Hun lagde hovedet svagt på skrå.

"Masako, du står overfor 8 år i fængsel."

Åh...okay...

Det var pludseligt svært at trække vejret, og en kvælende hede kom ud af ingenting. Nogen burde åbne et vindue.

Jeg tog en rystende indånding. "Mor, du vil vel være min forsvarende advokat, ikke?" spurgte jeg med håbefulde øjne. Varmen forsvandt fra min mors blik som om, nogen havde slukket på en kontakt. Hendes kæbemuskler strammede.

"Nej."

"Hvad?” udbrød jeg, ”Hvorfor ikke?"

"Det...det skal du ikke bekymre dig om. Jeg og far betaler for din advokat—jeg har en gammel kollega i Århus," forklarede hun.

"Okay..." Det var ikke okay. Jeg ville føle mig en hel del mere tryg, hvis det var min mor, der forsvarede mig i retten og ikke en eller anden ukendt mand, der aldrig havde mødt mig før. Men mit hoved dunkede for meget til at stille spørgsmål ved min mors beslutning lige nu.

Jeg gned min tinding. "Hvornår kommer far hjem?" spurgte jeg.

”Snart,” svarede hun simpelt. Jeg prustede utilfreds og rejste mig for at gå. Trangen til at løbe og løbe greb min krop. Du mener 'flygte'. Jeg viftede den indre stemme væk. Gik forbi min mors isblå blik på vej mod gangen.

”Vent, Masako.” Hendes stemme låste mine fødder fast til sandstenfliserne. ”Der er mere.”

Jeg sank en klump.

”Du må nok hellere bede Danny om at tage hjem nu.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...