Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
700Visninger
AA

8. Svømmende øjne

Kapitel VI.


 

Manden spurgte ikke, om den sad behageligt (det gjorde den ikke). Rykkede bare lidt i den, for at sikre sig, at den ikke ville falde af (det ville den ikke. De havde forsikret mig om, at det var den nyeste teknologi.) Min ankel sved og jeg modstod trangen til at skubbe ham væk og justere på det apparat, han havde påtvunget den. Jeg lod som om jeg ikke tog notits af det knapt-nok-undertrykte smørede smil på hans mund, da han rejste sig. Gloede bare tilbage.

Han var den samme politibetjent, som havde forhørt mig på natten. Eller ihærdigt forsøgt i hvert fald. Det forbløffede mig, hvor meget han havde med min sag at gøre. Det virkede nogle gange som om, at han var den eneste betjent på hele politistationen—og nu fik han altså æren af han fængsle mig med en ankelkæde.

Det kløede i mine fingre efter at flå den af som en anden vild hund—hvilket var hvad jeg følte mig som. Jeg forstod pludselig, hvordan hunde måtte føle sig med de der åndssvagt store kraver på. ("Der er for din egen skyld, Frøken (Køter). Vi kunne jo nødigt have, at du flygtede fra domstolen (at du bed hul i dine egne sår), kunne vi vel?")
Betjentens walkie-talkie hvæsede. Han løsnede den fra bæltet, og en autoritær stemme råbte ud af de små højtalere. Han skar en grimasse.

”Mine tjenester er manglet et andet sted,” forklarede han unødvendigt med så meget stolthed, han kunne præstere. Både min mor jeg hørte, hvad der var blevet sagt. Han pegede en finger mod mit brændende ansigt. ”Og du bliver hvor du er!”
Jeg måtte bide mig selv i læben for ikke at slynge en spydig kommentar efter ham om, præcis hvor hans joke hørte til. Han slentrede ud af forhørslokalet med en melodi på læben. Inden døren kunne lukke helt i, blev den skubbet åben af en feminin hånd, efterfulgt af en yngre politibetjent. Hun bevægede sig med samme selvsikkerhed som manden, men hendes smil var derimod på ingen måde arrogant eller nedgørende.

Jeg syntes allerede, hun gjorde sig en fin erstatning af ham.

Hun smed et par ark papir ned på stålbordet og skubbede dem hen til min mor, som allerede sad klar med en kuglepen. De udvekslede høflige introduktioner. Så fokuserede hun på mig.

”Masako, du er vel klar over, hvorfor det her er nødvendigt?” spurgte hun med hænderne foldet foran sig.

”Selvfølgelig...”

”Har du nogen spørgsmål?”

Jeg tænkte mig om. Tv udsendelsen fra tidligere flakkede for mit blik. ”Ja, pigen jeg...er hun okay?"

Kvindens ansigt blev pludselig hårdt. "Det er information jeg ikke må give videre. Især ikke til dig." Det gippede i mig. Av. "Andre spørgsmål?" spurgte hun.

Jeg sank en klump. "Øh...Hvor må jeg—jeg mener...”

Kvinden nikkede. ”Du er tilladt en radius på 2 kilometer fra dit hjem, og en radius på 1 kilometer fra din lejlighed. Den eneste undtagelse, hvor du må forlade din radius, er når du er i gymnasiet. Forstået?”

”Forstået,” gentog jeg.

”Det forventes, at du møder op til alle høringer. Udeblivelse vil tvinge os til at komprimere din frihed. Forstået?”

”Forstået.”

”Godt,” sagde hun og indsamlede papirerne igen, nu med min mors perfekte håndskrift på bunden, ”så er I frie til at gå.”

Åh Gud, ironien i den sætning var næsten ikke til at bære.

 

***

 

Køreturen hjem fra politistationen fødte en helt ny dimension af ordet 'tortur'. Min ankel sved, og det samme gjorde mine øjne. De stirrede tomt ud af en af de mørklagte ruder fra bagsædet af min mors Mercedes. Jeg kunne se mennesker bevæge sig frit rundt, som om deres største problemer var, hvorvidt de kunne nå bussen eller ej.

De vidste ingenting. Ingen. Ting.

Jeg krammede mig selv og pressede mig selv længere og længere ned i sædet, begravede tænderne dybere og dybere i underlæben for ikke at græde. Hvis bare jeg ikke kunne føle noget som helst. Så kunne det være min hals ville tage sig sammen og lade mig synke. 

Den tanke blev hos mig, indtil jeg var tilbage på mit værelse og langt ud på natten, og jeg ikke kunne holde det ud længere.

Jeg slyngede dynen af mig, og min mobil gled ned som resultat. Mine tær rørte de kolde gulvbrædder, mens mine fingre greb ud efter den. Danny havde skrevet 31 beskeder og forsøgt at ringe næsten lige så mange gange. De lignede alle sammen hinanden. Var jeg okay? Hvor var jeg? Måtte han komme over? Jeg slukkede skærmen og rejste mig op for at gøre det, jeg havde planlagt. 

Min første oplevelse med alkohol, skete da jeg var fjorten. Danny og nogle af hans venner havde på én eller anden måde skaffet en flaske vodka og en six-pack øl. Vi drak det på havnen, men nåede aldrig til vodkaen, fordi øl åbenbart var stærkt nok for en gruppe spinkle teenagere. Danny brækkede sig i havnevandet, og jeg havde den værste morgen dagen efter. Jeg svor en ed den morgen, om at aldrig gøre noget lignende igen. Jeg gemte vodkaen under en løs brædde i mit tøjskab - og der forblev den. 

Indtil nu.

En stor del af mig kastede allerede op ved tanken, men en endnu større del ville bare have følelsen skulle gå væk. Så jeg listede hen til mit skab og knælede for at brække den løse brædde op. Flasken med den klare væske var støvet under mine fingre. Jeg tøvede for et øjeblik. Så trak jeg mit sorte gardin af hår over skulderen og skruede låget af og drak. Jeg drak, til mit syn svømmede. Jeg drak, til mine fingerspidser ikke længere føltes som en del af min krop. Jeg drak, til intet gjorde ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...