Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
697Visninger
AA

2. Prolog

   

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke var den eneste, der blev vækket den nat. 

Men jeg ved også, at jeg var den eneste, der gjorde andet end at titte forskræmt ud af vinduet.

"Hjælp!"

"Please!"

Skrigene hørtes tydeligt gennem lejlighedkompleksets mure, før overfaldsmanden fandt en måde at få hende til at tie. Det var det, der var ved at ske; et overfald. 

Jeg var lysvågen. Pigens skrig havde skåret gennem min søvn som en kniv i tågen, og før jeg vidste af det, var jeg løbet barfodet ned ad opgangens trapper. Ned mod gaden. Ned mod overfaldet. På vejen løb jeg forbi adskillige af mine naboer, der havde forvildet sig ud på deres dørmåtter, men ikke haft modet til at bevæge sig længere. De fulgte mig med blikket, mens jeg styrtede videre. Jeg måtte være noget af et syn: en ung pige i nattøj, der knugede en køkkenkniv, hun havde samlet op i forbifarten.

Frygt havde ikke slået rod i mig endnu--jeg var ganske enkelt for fokuseret på at nå frem i tide--men da jeg trådte ud i den kølige natteluft, stak den mig med sin giftige brod. På den anden side af den smalle gyde, stod en deform skygge. Den kæmpede på at holde en mindre skygge fastlåst. 

Grebet om min køkkenkniv blev stærkere.

"Hey!" råbte jeg med al mine lungers kraft. Skyggen snurrede brat rundt; det var en mager mand i hættetrøje. Han var lamslået i et kort øjeblik, før han valgte at tro på, at jeg ikke var nogen trussel og bøjede sig igen ind over pigen, der nu lå sammensunket på fortovet. Det gjorde mig vred. Vred nok til at ignorere frygten, der langsomt havde spredt sig ud i mine lemmer, men ikke mit hjerte.

Med tre løbende skridt var jeg fremme - så lille var gyden - og skubbede til manden uden at tænke mig om. Han skulle bare væk fra den pige. Han vaklede usikkert til siden men nåede at genfinde balancen, før han væltede. Jeg slog ud efter ham i håbet om at hans reflekser var svækkede. Jeg var ikke hurtig nok. Hans hånd havde mit venstre håndled i et jerngreb, inden min knytnæve overhovedet var tæt på ham. Panik ramte mig. Selvom han var spinkel, var han alligevel langt stærkere end mig. Det var det mest frustrerende ved at være kvinde.

Derefter skete det hele så hurtigt. Med min frie arm, der knugede kniven, huggede jeg sigteløst efter manden, som helt sikkert ramte noget. Den kvalmende lyd af kniv gennem kød blev efterfulgt af en gurglende hosten, og så faldt han til jorden med en hul lyd.

Hivende efter vejret, stod jeg alene tilbage med en blodig kniv i hånden. Jeg smed den fra mig, som havde den brændt mig. 

I et øjeblik var det stadig ikke gået op for mig, hvad jeg havde gjort, og hvor jeg var. Mine opspilede øjne stirrede ned på skikkelsen foran mig. Jeg har slået nogen ihjel... Ordene gentog sig selv i mit hoved. Min mave vendte sig, og jeg følte mig pludselig syg. Jeg har slået nogen ihjel...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...