Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
698Visninger
AA

9. Klumpen og Raske Penge

Kapitel VII.

 

Et godstog lynede gennem mit kranie, tusind sole skar mig i øjnene, og et syrehav kogte i min mave.

Og nogen ruskede i mig. "Masako! Masako, vågn så op!" Stemmen lød fjern og tæt på på samme tid. "Hvad har du dog gjort ved dig selv...Skat, hvad har du gjort?"

Jeg tvang mine øjne op, og blev mødt af et slørret billede af lyst hår og blå øjne. "Mor?" kvækkede jeg. Med en smule støtte fra hendes stædige hænder løftede jeg mig selv op på mine albuer. Hele min krop protesterede imod handlingen. Det var da, det gik op for mig, at jeg lå på gulvet og nok havde ligget der hele natten. 

"Ugh..."

"Kom så. Op at stå," kommanderede min mor, bekymringen ude af hendes stemme. Mine ben dirrede under mig som Bambi, men det lykkedes mig til sidst. 
Hun hjalp mig ud på mit toilet og holdt mit hår til side, mens jeg tømte mig selv for gift. Gift jeg havde givet mig selv frivilligt på trods af konsekvenserne, jeg vidste, ville komme. Dumt, dumt, dumt... Min mor aede mig ikke på ryggen. Hun trøstede mig ikke med ord. Det gjorde hele situationen så meget mere ydmygende, og som jeg stirrede ned i det snurrende vand på bunden, ønskede jeg mere end noget andet, at det ville tage mig med sig. 

Da jeg endelig satte mig tilbage på de varme marmorfliser og kunne trække vejret dybt, smed min mor en uønsket bombe.

"Hvis du er færdig med at opføre dig som et barn, så rejs dig op og gør dig klar." Hun kiggede ned på sit guldur. "Klokken er 8:37, og du kommer for sent til første modul."

Det var først der, det ramte mig. Det var mandag, ergo, gymnasium. 

Jeg måbede. "Du kan da ikke forvente, at jeg skal møde op i skole sådan her?" Jeg gestikulerede overdrevent mod mit ansigt for at demonstrere. Jeg kunne ikke se mig i spejlet, men jeg tvivlede på, at jeg så meget bedre ud, end jeg følte mig. Min mor var ikke rørt.

"Nej, det er derfor du skal børste dine tænder, rede dit hår og tage makeup på. Nu!" beordrede hun.

Smagen i min mund blev værre. Det kunne hun ikke mene...

Men jeg gjorde som hun sagde alligevel. I det mindste skulle hun arbejde hjemme i dag og kunne køre mig derhen. Jeg tøvede, inden jeg åbnede bildøren.  

Min mor sagde, jeg skulle skynde mig (hun magtede ikke at holde der hele dagen). Så jeg trådte ud. Solen skar i mine øjne og sendte et jag af smerte gennem mit kranium. Jeg rettede på min t-shirt, mens jeg stirrede på de røde mursten og prøvede at ignorere smerten. Skolen lignede sig selv, men jeg vidste ikke, hvad der ville komme mig i møde, når jeg trådte gennem hoveddøren. Hele hændelsen havde været i tv'et, så chancerne for, at halvdelen af skolen vidste det, var ret stor. Det var lyden af min mor, der gassede op, der vækkede liv mig. Jeg tog en dyb indånding og håbede, at ingen ville genkende mig. 

Så heldig var jeg ikke. 

De fleste var søde nok til at vende blikket væk og ignorere mig fuldstændig, men det var langt fra alle. Hvisken i hjørnerne, folk der pegede og værste af alt: udtrykket i deres øjne, mens de gik i en lang bue udenom mig. Jeg følte mig som om, jeg var med i en vildt overdreven scene fra en eller anden 90'er chick flick, hvor alle tror hovedpersonen har været i seng med halvdelen af skolens drenge -- og det her var kun gåturen hen til dansklokalet. 

Da jeg åbnede døren, blev jeg naglet til jorden af alle blikkene, der landede på mig. Blikkene jeg havde kendt i knapt en måned. De fortalte alle sammen den samme historie, og jeg måtte modstå trangen til at bukke hovedet og flygte. 

Jeg kunne forestille mig, hvad de alle sammen så: en bleg pige med glansløst sort hår, der gik hende til hoften og blå rænder under øjnene... Jeg manglede bare en hvid antik kjole, og jeg ville være Forbandelsen kommet til live. 

Det var især Signes blik, der gjorde ondt. Hun var den eneste i klassen, jeg havde formået at få et nogenlunde lunt forhold til. At blive venner med andre piger var ikke altid svært for mig; da jeg var lille havde jeg rigeligt med venner af begge køn, men så var det bare...som om de voksede én vej, og jeg voksede en anden. Drengene holdt ved lidt længere, men efter 7. klasse havde jeg kun Danny tilbage. Indtil denne dag, vidste jeg stadig ikke, hvad der var så galt med mig. Gymnasiet havde været som en ny begyndelse for mig, og det spæde venskab, jeg havde etableret med Signe betød urimeligt meget. Og nu var hendes grønne øjne lige så kolde som resten. 

Vores lærer, Hr. Johansen, rømmede sig og bad mig om at tage plads. Jeg fandt en tom stol helt bagerst. Hr. Johansen fortsatte med at snakke om avisers struktur, som om intet var sket, og jeg sank længere ned i mit sæde. Resten af timen forsøgte jeg at sluge ydmygelsen og trække vejret. Det gjorde det ikke nemmere at mit hoved stadig dunkede. 

Da det ringede ud, kunne det ikke gå for hurtigt at pakke sammen og komme ud. Jeg speedwalkede ned til kantinen med skyklapper for øjnene. Hvis jeg ikke fokuserede på dem, så fokuserede de heller ikke på mig -- sådan føltes det i hvert fald. Jeg gik gennem bordene og skannede stedet for Danny, som plejede at hænge ud hernede. 

Jeg spottede hans lyse krøller ved et bord ved vinduerne. Han sad med sine to venner og nogle piger, jeg ikke kendte navnene på. De var alle sammen ved at grine over ét eller andet, Danny havde sagt, da jeg stoppede op foran dem. Latteren døde hen. Gruppen kiggede mistænksomt på mig. 

Men Danny smilede bare bredt og skød op for at give mig et etarmet kram. "Mulan, der er du!"

Jeg krympede mig lidt sammen og vendte os, så han stod med ryggen til bordet og skjulte mig fra deres blikke. Jeg borede mine øjne bedende ind i hans. "Danny, kan vi snakke sammen?" hviskede jeg. 

Han nikkede og gav min skulder et klem. Så skruede han sit klovnesmil på og vendte sig mod sine venner. "Hey, jeg skal lige hjælpe Mulan med at redde Kina... I skal nok ikke vente på mig." Til min forventing, grinede gruppen. Han havde ikke engang særlig god humor, men hans karisma kunne ikke ignoreres. Han lagde en arm over mine skuldre og førte os gennem mængden og udenfor til cykelstativerne.

"Hva' så?" spurgte han. Hans brune øjne var fulde af bekymring, og min hals snørrede sig sammen. Han nikkede bare, som om han forstod. "Lad os ditche sidste modul og tage hjem til mig."

***

Danny var 2.g'er og over atten, så han havde sin egen lejlighed tæt på gymnasiet. Vi tog bussen derhen i ukarakteristisk stilhed. 

Entréen i hans lejlighed var nydelig og ryddelig, men jo længere man bevægede sig ind i hans lejlighed, jo mere rodet blev det. Ikke at den var særlig stor. Der var en gang, som gik gennem hele lejligheden fra entréen med køkken og soveværelse med tilhørende badeværese til venstre og en stue til højre.

Vi slog os ned i hans stue, og Danny flød i den grønne lænestol, mens jeg lå i hans gamle lædersofa, hvor syninger var gået op flere steder. Min mor ville nok have rynket på næsen og undskyldt sig med en forkølelse, hvis hun så indretningen hjemme hos Danny.

Men jeg elskede det. 

Lige nu kunne jeg dog kun tænke på, hvor fuldstændig forfærdeligt mit liv var. Og det gik ud over Danny.

"De ved ingenting," surmulede jeg.

Der var stille i et langt øjeblik. Mine tanker blev mørkere og mørkere, og det samme gjorde himlen.

"Hey."

"Hey."

"Hey!"

"Hvad er der, Danny?" udbrød jeg, frustreret. Som svar sprang han op fra sofaen og lavede en piruette, der endte med ham foran mig og hans hånd stukket ned i mit fjæs. 

"Dans med mig." Mine øjenbryn skød op til min hårgrænse. Danse? Danny? Han smilede bare stort og idiotisk. Klovn.

"Æhm...Tror jeg må høfligt afslå--"

"Det er der ikke noget der hedder," afbrød han og greb fat i min hånd. Jeg nåede knap nok at bande ham til helvede, før han havde hevet mig op og vi stod bryst til bryst. Jeg prøvede at protestere, men han tyssede bare på mig og holdt bedre fast. "Jeg kan ikke klare at se dig af alle mennesker drukne i sin egen deppression. Så dans med mig," tilføjede han med et drenget smil. Klovn. 

Danny frøs pludselig og spilede øjnene op. 

"Musik!" erklærede han og viftede en pegefinger i luften, mens han trådte baglæns. Så løb han gennem stuen ud mod hans værelse. Jeg skulle lige til at sætte mig ned, da hans hoved poppede frem i døråbningen: "Og du bliver, hvor du er," advarede han og forsvandt igen.
Min mundvige trak en anelse opad. Kun en anelse.

Få øjeblikke senere vendte han tilbage med hans iPod og trådløse mp3-afspiller. Danny havde forresten forfærdelig musiksmag. Han skimmede som regel bare toplisten og udpegede de mest irriterende sange og kaldte dem hans favoritter.

Han kørte sin finger over skærmen et par gange og kort efter blæste Klumpen og Raske Penge's stemmer ud af højtaleren. Jeg himlede let med øjnene og lagde armene over kors. "Du får mig altså ikke til at danse."  Danny ignorede mig bare og skubbede kaffebordet ud af vejen. Lænestolen blev også forvist til hjørnet. 

Så smilede Danny sit klovnesmil og rakte mig sin hånd. Tøvende, tog jeg imod den. Hans smil bredte sig til en umulig grad, og han trak mig med ud midt på gulvet, hvor han tog begge mine hænder. 

"For det er min yndlings
SODAVAND."

Danny sang med og svang mig rund i en piruette. Og med dét, dansede vi. 

Langt om længe overgav jeg mig til smilet, som snart udviklede sig til et grin, som til sidst var ustyrlig, befriende latter. Og pludselig var Klumpen og Raske penge ikke så slemme alligevel. De havde en munterhed og frihed over deres musik, jeg ikke helt kunne stå for.

"Og det går langt ud ov'r

Min forstand."

Jeg var magtesløs over for de bølger af latter, der skyllede ud af mig og oversvømmede lokalet. I hvad der føltes som timer, plaskede vi rundt i dem og jeg kunne ikke huske den sidste gang jeg havde følt mig så i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...