Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
701Visninger
AA

5. "Jeg har ikke lyst til at snakke om det."

III.

 

 

På stationen havde de ikke betydeligt meget mere held med, at få mig til at snakke. Forstod de ikke, at jeg ikke kunne? Den ranglede politimand, der havde udspurgt mig tidligere, resonerede, at det enkle ord, jeg kvækkede frem, var et tegn på, at jeg kun lod som om.

Det fik mig dog ikke ligefrem til at snakke mere. 


De havde holdt mig tilbage på stationen, indtil de kunne finde ud af, hvem jeg var. Og da klokken slog 4:00 på uret, der hang højt på den golde væg i forhørlokalet, jeg var blevet placeret i, så jeg tegn på, at det havde lykkedes dem. 

Min mors slanke form kom til syne i dørkammen. Hendes øjne voksede, da de landede på mig.
 

"Masako! Er du okay?" Udbrød hun og skyndte sig hen til mig, hvor hun faldt på knæ og pludselig famlede hendes hænder over det hele på mit ansigt og arme i jagten på sår, skrammer og diverse andre fysiske skader, der kunne have ramt mig. Jeg så ud til at være uskadt. Det eneste tydelige tegn på, at de sidste tre timer fandt sted, var det blå mærke, der havde taget form på mit venstre håndled, hvor manden havde klemt det. Dog, hvis min sjæl havde været blottet for verden, havde det været noget af et andet syn.


"Jeg er okay, mor," løj jeg. Min stemme var vendt tilbage, men ordene smagte mærkeligt i munden på mig. Som om jeg ikke havde talt i årevis.


"Åh, skat..." min mor strøg en sidste mørk hårlok om bag mit øre, før hun rejste sig i sin fulde højde og genoptog sin rolle som indflydelsesrig kvinde. Hun tårnede sig over mig. Hendes jakkesæt sad nydeligt som altid--det skulle det gøre, når man var hot-shot advokat--og perfekte gyldne lokker faldt ned over hendes skuldre.


Jeg havde altid fået at vide, at jeg var som snydt ud af næsen på min far; lille, sorthåret, asiatisk og med ører, der strittede lidt mere end normale ører. Det eneste træk i mit runde ansigt, der kunne indikere, at jeg var min mors datter, var mine øjne. De var krystalblå--ligesom hendes.

 

"Fortalte du dem noget?" spurgte hun så og borede sit blik ind i mit.

"Nej, jeg--"

"Godt. For du må ikke snakke uden en advokat til stede, er det forstået?" Jeg nikkede. Mor virkede tilfreds, for hun vinkede mig op at stå, hvilket jeg gjorde uden tøven. 

"Kom med mig. Vi går nu," sagde hun bestemt.

"Men--"

"Din far betalte kautionpengene," forklarede hun, hendes stemme en del blødere nu. Det var skræmmende, hvordan hun sommetider virkede til at kunne læse tanker, men som hendes datter var jeg vant til det. Jeg rynkede brynene.

"Jeg troede, han var hjemme i Japan på forretningsrejse?"

"Det er han også, skat, men han tager det første fly til Europa, han kan komme til. Det lovede han over telefonen," svarede hun. Selvom hendes stemme var fuld af sympati, gjorde den det også klart, at der ikke var plads til flere spørgsmål.

***

"Masako, har du tænkt dig at fortælle mig, hvad der skete?" spurgte min mor senere den nat, da vi sad ved køkkenbordet i mine forældres gigantiske villa og fik müsli med mælk på. Da jeg var mindre, var det en af mine yndlings aktiviteter at spise de knasende sukkerfyldte kugler, mens jeg så tegneserier. Nu smagte de dog ikke af meget andet end dårlig samvittiged--hvis det overhovedet kunne beskrive den klistrede masse, der sikkert sad fast mellem mine tænder.


"Jeg har ikke lyst til at snakke om det," svarede jeg og hakkede en klump over, der var klistret sammen af sukker.


"Men på ét eller andet tidspunkt bliver du nødt til det - næste gang foran en domstol. Politiet vil ikke lade dig glemme det, så det vil jeg heller ikke. Jeg prøver på, at hjælpe dig, okay?"

 

Jeg vidste at løbet var kørt; når min mor ville have noget at vide, så fik hun det også. Jeg tog en dyb indånding. Så fortalte jeg hende alting. Min mor nikkede på alle de rigtige tidspunkter, kiggede sympatisk på mig gennem hendes umuligt blå øjne, og da jeg kom til det stykke, hvor jeg...slog ham ihjel, tog hun bare min hånd som for at fortælle, at jeg havde sagt nok. På det tidspunkt strømmede tårer uhæmmet ned ad mine kinder. Min mor foldede hendes arme omkring mig. Tilbød mig varmen og trøsten af at være i sin mors favn. Hun foreslog, at jeg skulle bo hjemme, indtil det hele var ovre. Jeg kunne kun nikke.


Jeg sov i min gamle seng den nat. Den var for lille til mig nu og propfuld med gamle tøjdyr, og ligesom alt andet på mit gamle værelse, stod den nøjagtig, hvor jeg forlod den for omkring et halvt år siden. Jeg plejede altid at klage over, hvor barnligt mit værelse var, men nu fandt jeg en sær trøst ved at knuge min forældede Hamtaru bamse, der manglede et øre, ind til mig. For en enkelt nat kunne jeg lade som om, at jeg var et barn igen.


Lade som om at jeg var uskyldig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...