Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
695Visninger
AA

6. "Hvad laver du overhovedet her?"

IV.

 

 

"Masakooh..." kaldte en stemme et sted i mørket. Hvem end de var, kunne de vente. Jeg var i hvert fald ikke klar til at tænde for min hjerne endnu. At tænde den ville kun betyde tanker, og tanker ville betyde minder om dagen før, og minder ville...For helvede, den var jo allerede i gang.

"Masaaakoooh..."

Please...vil du ikke nok bare lade mig sove? Lade mig blive her i uvisheden.

"Du er godt nok vildt grim, når du sover--har jeg nogensinde fortalt dig det?" Okay, helt ærligt! Mine øjne sprang op og stirrede direkte ind i et velkendt nødebrunt blik. Et jag fór gennem min mave, og jeg satte mig op med et sæt.

Jeg var altid glad for at se min bedste ven, men lige nu føltes det som et fandens mirakel.

"Nå nå, selv søvn kan ikke dæmpe dit ego, Mulan," grinede han. "Jeg tror du skal sætte min stemme som vækkeur; bare mig der sviner dig til i femten minutter. Så kan det være, at du--" Jeg lod ham ikke snakke færdig. Jeg slyngede armene om halsen på ham og klyngede mig til ham, som var han et sølle træ, der voksede på grænsen af en afgrund  som min eneste livline.

"Danny," hviskede jeg. Da hans arme sneg sig rundt om mig, kunne jeg mærke den velkendte prikken i øjenhulen, men jeg tvang mine øjenlåg til at fungere som dæmninger. Jeg ville for alt i verdenen ikke græde foran ham.

Men selvfølgelig bristede de, da hans hånd begyndte at stryge min ryg og han mumlede trøstende ord.

"Okay..." snøftede jeg, da vandfaldet endelig stoppede. "Okay, det er nok."

Danny trak sig tilbage og uglede mit hår med hans signatur smil. Det nåede ikke helt hans øjne. Han kastede sig ned på sofaen overfor min seng og rustne fjedre klagede under hans vægt.

Sofaen var en gammel sag. Min mor havde flere gange insisteret på at den kom på lossepladsen, men eftersom den nok var det eneste møbel på mit værelse, som jeg faktisk holdt lidt af, kunne jeg aldrig få mig selv til at skille mig af med den. 

"Hvad laver du overhovedet her?" spurgte jeg med et snøft og strøg mit trøjeærme under næsen, der irriterende nok var begyndt at løbe. Det var som om, min krop ikke synes det var nok, at jeg følte mig som en punkteret sæk skrald; jeg skulle også ligne en punkteret sæk skrald. 

Danny skar en grimasse, "Din mor ringede i morges og fortalte mig, hvad der var sket i meget få detaljer. Bagefter 
truede hun med at kappe en vis del af mig af, som jeg helst ikke vil sige farvel til, hvis jeg så meget som tænkte på at ringe til dig. Jeg tog så herover alligevel, fordi come on!" Han viftede en demonstrerende hånd i luften. "Hun sendte mig næsten hjem igen, men efter et par kloge overtalelser fremført med uimodståelig charme, lod hun mig alligevel komme ind," smilede han og slog armene ud. "Så her er jeg!"

Normalt ville jeg have rullet med øjnene og fnyset af ham. Men nu kunne jeg kun smile, mens mine øjne indtog synet af hans lyse krøller, røde kinder og lange ben. Mit værelse var så smalt, at jeg næsten kunne nå ham fra min plads i sengen, hvis jeg bare strakte min arm langt nok. Mit blik landede på hans skoletaske, der var smidt skødesløst på trægulvet.

"Skulle du ikke være i skole?" spurgte jeg.

"Jov, men altså...Jeg regner ikke med, at de sparker mig ud på grund af én lille bitte ekstra fraværsdag." Han holdt tommel- og pegefingeren mod hinanden for at understrege præcis, hvor lille bitte den var. "Desuden, har du brug for mig."

"Mhm..."

"Sig til mit ansigt at det ikke passer," befalede han. Her måtte jeg endelig rulle med øjnene. Men han var så forunderligt typisk Danny, at jeg næsten kun kunne tilgive ham. 

Sådan havde han altid været. Lige fra det øjeblik mine mistroiske øjne gloede på ham for første gang, og han bare smilede som en klovn. Jeg var gennemblødt og mudret og manglede ovenikøbet min ene spritnye sandal. Som et mirakel i form af en lille snothvalp med et sæbeøje dukkede han op og reddede den op fra vandet, og det var i dét øjeblik jeg besluttede mig for, at vi skulle være venner for livet. Siden havde han kun spirret i luften og begyndt at tale om piger.

Klovn, altså. 

"Vil du, øhh..." Danny kløede sig i nakken. Han så pludselig ud som om, han var på ukendt grund. "Har du lyst til at snakke om det?" spurgte han og famlede lidt med hænderne, mens han undgik mit blik. Jeg tænkte, at han nok var bange for min reaktion. 

Jeg valgte at ikke gøre det nemmere for ham: "Er du kommet for at fritte mig ud; eller få mig i bedre humør?"

Danny trak på skuldrene. "Kommer an på dig. Hvis du ikke vil snakke om det, vil jeg heller ikke snakke om det." Han så ud til at tænke over det et øjeblik. Så: "Ej, jeg ville nok stadig have lyst til at snakke om det, men respektere dit valg."

"Hvor meget ved du?" spurgte jeg med tænderne begravet i underlæben.

"Kun det din mor fortalte...og det var ikke meget."

"Godt," nikkede jeg. "Jeg vil gerne have, at du hører det fra mig først."

Danny's øjenbryn flettede sammen på midten og hans brune øjne fik et sjældent skær i sig. 

"Så...gjorde du det rent faktisk? Slog du ham ihjel?" spurgte han. Han havde lænet sig fremad og placeret sine albuer på knæene.

Jeg sukkede. "Hvad tror du, det betyder, at de vil finde mine--kun mine--fingeraftryk på mordvåbnet?"

Han kørte en hånd gennem sine krøller. "Shit, Masako..." 

"Jeg ved det..."

Der gik en pause, hvor ingen af os sagde noget. Man kunne næsten høre sandheden sætte sig ind.

"Svinet fortjente det jo stensikkert," konstaterede Danny så. 

Endnu en pause.

"Der er jo en grund til, at jeg altid kalder dig for Mulan." 

Jeg fnøs. "Ja, for at gøre grin med at jeg er asiat? Og stædig?"

"Ja ja, også det--men du er lidt af en helt, du ved." Han lænede sig længere fremover. "Det var Mulan også, så I har faktisk en del tilfælles."

"Bortset fra den lille detalje at hun reddede hele Kina, og jeg slog en mand ihjel."

Jeg sank en sten. Det smagte stadig fuldstændig forkert at sige det højt...Jeg rystede mit hoved. At tænke for meget på det nu ville kun sende en ny flodbølge gennem mine ruinerede dæmninger, hvilket ville være lige i overkanten af, hvad jeg kunne holde til på en enkelt morgen.

Danny trak bare på skuldrene på den der henkastede måde, der kom så let til ham. Det var nok én af de ting, jeg altid havde beundret ved ham; hans evne til at--uanset hvad verdenen belastede hans skuldre med--bare ryste det af igen. Og altid med et smil på læben.

"Heltemod er heltemod," sagde han. "Om det så er i den store skala eller en lille pige, der risikerer at gøre sine nye gule sandaler våde for at redde en fisk, der er strandet på molen." 

Jeg blødte lidt op. Hviskede, "Jeg kan ikke tro, at du stadig kan huske det."

"Tro mig, jeg glemmer aldrig sådan noget," forsikrede han uden at fjerne blikket fra mit. Af en eller anden grund fandt jeg det pludseligt svært at koncentrere mig om at trække vejret. Måden han sagde det på virkede bare så ukarakteristisk intenst og...seriøst.

En akavet stilhed smøg sig rundt om os som tåge. Mit værelse føltes kvælende småt.

Endelig brød Danny stilheden ved at klappe hænderne sammen og smile en anelse for stort.

"Hey, ved du hvad?" spurgte han muntert.

"Nej," kvækkede jeg tilbage. Jeg rømmede mig i forsøget på at få min stemme til at opføre sig normalt. Gav talen endnu et forsøg: "Nej, hvad?"

Hans smil blev bare bredere, som hans hænder dykkede ned i skoletasken og hev to DVD'er frem. Min egen mundvige trak lidt opad. Han vidste, at jeg havde et varmt punkt for One Piece animeserien, hvilket var hvad han nu rystede to sæsoner af i luften.

"Hvad siger du?"

"Aye," svarede jeg.

 

Jeg kunne desperat bruge en smule eskapisme.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...