Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
700Visninger
AA

3. Helt eller Morder?

 

I.

 

 

Pigen var ikke ved bevidsthed.

Da jeg endelig var kommet til mig selv, havde jeg med rystende stemme straks ringet efter en ambulance , hvorefter jeg forsigtigt ledte efter tegn på liv. Den lyshårede pige så så skrøbelig ud, som hun lå der. Hun kunne umuligt være meget ældre end 14 år gammel--3 år yngre end mig selv.

Hendes puls er lav, men ikke livstruende.

Hendes vejrtrækning er svag, men den er der.

Hun er i live.

Lettelsen, der skyllede ind over mig, gjorde mig blød i knæene, og jeg sank sammen på fortovet ved siden af hende. Jeg skuttede mig mod kulden, som jeg havde glemt i adrenalinens hede og trak min lange cardigan lidt tættere omkring mig. Men intet kunne dæmpe kulden indeni. Lige fra det sekund, manden faldt, havde den taget fat om mit hjerte og nægtet at give slip.  Det går væk med tiden...Du er stadig i chok. Trøstende tanker hjalp dog ikke. Og én bestemt tanke blev ved med at overtage; du har slået nogen ihjel...Du er en morder. At den afdøde var en voldelig narkoman i færd med at tæske en ung pige, burde være en trøst. Men det var det ikke. 

Jeg var rædselslagen for, hvad der skulle ske med mig nu. 

Jeg havde ikke været i stand til, at få mig selv til at se på manden, jeg havde slået ihjel, men alligevel vidste jeg, at han var narkoman. Når man bor på en gade som min, lærer man hurtigt at genkende trækkene, der afslører om folk er stofmisbrugere og hvilke slags. Manden var spinkel og udsultet, hvilket var et tegn på, at han proppede sig med noget fuldstændig andet end nærende måltider. Og da han greb fat i mig, fangede mine øjne et kort glimt af de mange stiksår, der løb op og ned ad armene på ham, fordi hans ærmer havde været let opsmøgede - nok for at det skulle være lettere at håndtere pigen. En kuldegysning, der havde intet med kulde at gøre, gled gennem mig. 

Min ånde stod ud som en hvid tåge, og mine lemmer føltes mere og mere stive for hvert minut, der gik. Jeg bøjede hovedet, og et gardin af lange, glatte sorte hår gled ned foran mit ansigt. Det føltes allerede, som om jeg havde ventet i flere timer. Om det var fordi ambulancen var langsom, eller min sans for tid var slået ud af kurs, vidste jeg ikke. Men jeg veg ikke fra min plads op ad murstenvæggen ved siden af den bevidstløse pige. Jeg havde forsøgt at gøre hende mere behagelig tilpas ved at lægge hendes alt for tynde jakke rundt om hende som en dyne. Det var det bedste jeg kunne gøre.

Tænderne klaprede i munden på mig, da jeg endelig hørte sirener i det fjerne. Jeg tvang min frosne krop til at stå op, netop som en ambulance svingede rundt om hjørnet - efterfulgt af to politivogne. Ville de arrestere mig? Måske skulle de. Du har slået nogen ihjel...

Jeg forsøgte at vende mine tanker. Ændre fokus.

Du har reddet et liv. Du har reddet et liv. Du har taget et liv...morder.

Hvad var jeg? Helt eller morder?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...