Noxa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2015
  • Status: Igang
"Jeg er skyldig i mord. Jeg stak en kniv i struben på en mand--det er ikke some du tror." Da en ung pige, der bor alene, er vidne til et fysisk overfald, tager situationen en hæslig drejning. Hvad er retfærdigt i lovens øjne?

6Likes
19Kommentarer
695Visninger
AA

4. "Frøken? Er du okay?"

II.

 

 

 

En kvindelig ambulanceredder svøb et choktæppe omkring mine skuldre, hvilket jeg glædeligt tog imod og nikkede som tak. Siden de kom, havde jeg ikke kunne tvinge så meget som mit eget navn ud gennem mine læber. Kvinden havde sagt, at det var virkningen af et mildt tilfælde af post-traumatisk stress og forsikret mig om, at min tunge nok snart skulle komme på gled igen. Men det gjorde det altså ret så besværligt for betjentene at få informationer om hændelsen. Jeg kunne ikke mæle ét ord; pigen lå bevidstløs på en bårer inde i ambulancens varme, og manden var...død. Du slog ham ihjel...


Kvinden så noget ud af øjenkrogen, som hun så på et tegn på, at hun skulle videre, og lagde en hånd på min skulder.


"Er du okay?" spurgte hun. Jeg nikkede igen. Tilfreds, vendte hun sig om og gik tilbage mod ambulancen. Mit blik fulgte hende derhen, hvor det faldt på en politimand, der kom gående imod mig med en blok i hånden. Jeg genkendte ham som den betjent, der havde forsøgt at lokke mig til at tale tidligere. Og han havde altså tænkt sig at forsøge igen - som om choktæppet på magisk vis havde tilbagevendt mine talegaver. Han var en ranglet mand midt i 30'erne, der gik med selvsikkerhed og formål. Han talte på samme måde.


"Frøken," hilste han kort. 'Frøken' var det navn, han havde døbt mig, da han prøvede at udfritte mig tidligere. Jeg nikkede. Betjenten tog blokken frem. Klikkede enden af hans kuglepen ned med tommelfingeren og satte den mod papiret. 


"Tror du, du er klar til hjælpe os?"


Jeg havde lyst til at fortælle ham, at han ligeså godt kunne spare på energien, men, selvfølgelig, kom intet ud. Så jeg trak bare på skuldrene. Hvilket han åbenbart tog som et stort, rungende "Ja".


"Hvad er dit navn?"

"Kan du fortælle mig, hvad der skete?"

"Hvad var dit forhold til ofrene?"


Spørgsmålene skød ud af ham som pile, og det eneste jeg kunne give tilbage var skuldertræk og ryst på hovedet. Til sidst sukkede han opgivende, tydeligvis frustreret. Af en eller anden grund, gjorde det mig vred. Det var jo ikke min skyld, at han ikke kunne vente og give mig ro, indtil jeg fandt mælet igen. 


"Frøken?" Han måtte have lagt mærke til, hvordan mine øjne kneb sammen i en vred mine, "Er du okay?"


"Jeg..." var et eneste, der ville komme ud fra mine læber. Betjentens blik landede på kniven, der stadig lå på asfalten, tæt belagt med indtørret blod, hvorefter han plantede det på mig igen.


"Du må vist hellere komme med os."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...