Slowly Drifting | One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 aug. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Er du nogensinde blevet forandret ved forskellige situationer og hændelser i dit liv? For alle bliver det vel. Nogle mere end andre, og så er der de rigtig ekstreme. Men hvorfor? Se det er et godt spørgsmål.

27Likes
24Kommentarer
619Visninger
AA

2. One shot.

⌛ ⌛ ⌛ ⌛

Jeg trak vejret. Langsomt. Men jeg trak vejret.

Mit hoved svævede. Det var vægtløst. Min krop derimod, den var så hård og tung som jern. Jeg var to forskellige steder, men samtidig det helt samme sted. Jeg var to i én. Jeg var et stort mareridt. Et rod.

Ordene, som jeg havde siddende i halsen, kunne jeg aldrig få ud. Tingene, som jeg havde på hjertet, blev aldrig sagt, og min mening blev aldrig hørt. Men det var nok min egen skyld, alt var min skyld.

Alle modsagde mig. Alle. Det er dog noget, folk altid gør. Ikke kun til mig, men til alle. Oftere til de mere store mennesker, som måske har lidt for meget på sidebenene. Man er aldrig tyk, men som om der er nogle, der har sagt til dem, at de er tynde. De tykke er ikke tykke, men bestemt heller ikke tynde. For de er jo tykke. Men de ord får de heller aldrig at vide. Så man får modsigelsen, men aldrig komplimentet om at være det modsatte af modsigelsen.

Sådan et menneske var jeg nok også. Èn af dem der kom med modsigelsen, men aldrig komplimenten.

Hvad skulle jeg også det for? Fik jeg måske nogensinde en ægte kompliment fra andre end dem, som skulle komme med komplimenter til mig? Andre end dem, der ikke kunne komme med andet end komplimenter, fordi de slet ikke kendte mig? Fik jeg nogensinde noget, fordi jeg var mig? Eller var det hele, fordi jeg var ham?

Jeg var ham. Ham, alle så op til. Ham, alle elskede. Ham, alle gav komplimenter. Ham, alle hadede….

Ham, ingen kendte, men alle alligevel kendte.

Jeg kan stadig huske dengang, at jeg var mig. Dengang at jeg skulle kæmpe for noget. Dengang, hvor ikke alt bare blev serveret på et sølvfad, og tusinde af piger stod uden for mit vindue og smilede, skreg og hoppede af glæde, bare jeg viste mig som en silhuet. Dengang jeg var så ulykkelig, men stadig lykkelig.

Nu var jeg lykkelig, men ulykkelig. For udadtil var jeg lykkelig, jeg elskede alt ved mit arbejde og mine fans, jeg var lykkesprederen og charmøren. Men charmørens charme var efterhånden svundet hen, og nu var den helt væk. Jeg var blevet en charmør uden charme.

En lykkespreder uden lykke.

Alt det, jeg stod op for, da jeg kun var mig. Det var væk. Pis væk. Forsvundet. Det eneste, som jeg havde tilbage nu, var ham. Jeg havde ham tilbage. Ham, som jeg ikke længere kunne kende mig selv i. Ham, verden troede, de kendte. Ham, vennerne troede var mig.  Men han var ikke mig. Og jeg var ikke ham.

”Du er altså nødt til at stå op af den seng nu.” En tvær stemme vækkede mig fra min trance. Jeg lå ned. Mit hoved føltes stadig vægtløst, men efterhånden som jeg kom til mig selv, blev min krop mere og mere som en stor helhed i stedet for at være delt over i to.

Jeg glippede med øjnene og havde det som om, at tårerne strømmede ned ad mine kinder. Men da jeg fangede min refleksion i den nærmeste glasplade, var der ikke én eneste følelse i mit ansigt. Ikke én eneste tåre. Ingenting.

Min tunge gled ud igennem mine sammenpressede tænder og fik mine kæber til at slappe af, imens jeg kort fik vædet mine læber. ”Engang, så var det dig, der kom og vækkede os andre. Du kom bare med vand og grinede som en værre humørkugle, da vi blev sure over, at du kastede det i hovedet på os,”

Det var Liam, der snakkede til mig. Jeg kiggede ikke en gang på ham. Lod hans ord prelle af. Det var dengang, jeg var mig, lod mine tanker mig dog tænke. Jeg sagde blot ingenting. Tie stille. Stille som en mus.

I stedet gik jeg hen til døren i tourbussen. Vi holdt stille omme på en parkeringsplads. Jeg må have været faldet i søvn i tourbussen, men nu var det vel tid til, at vi skulle øve eller køre videre. Jeg havde ikke styr på, hvor mange gange vi havde spillet det sted, vi var nu. Om det var første eller en af de ekstrakoncerter, som vi skulle til nu.

Men jeg var efterhånden også ligeglad.

Det hele var alligevel det samme. Man kom ind på scenen. Smilede. Spillede skuespil. Sang. Og så sagde man farvel igen. Ingen glæde mere. Det hele var bare blevet rutine.

En skide rutine.

Da jeg åbnede døren, ramte den friske luft mig lige i hovedet. Jeg havde det, som om jeg blev kastet bagud, men da jeg kiggede ned, stod jeg præcis samme sted. Jeg sukkede.

”Harry, snak nu til mig for filen!” hørte jeg det inde fra bussen. Jeg havde lyst til at råbe; at jeg ville ønske, jeg kunne, men jeg var ikke Harry mere, så han måtte lede et andet sted. Men i stedet kom det: ”Der er ikke så meget at sige,” og det var også det eneste, der kom.

Det var alt. Intet mere. Han tillod ikke at åbne munden og sige de ord, som jeg ville sige. Mig. Mine ord.

Benene, som bar min krop, førte mig ind igennem en bygning. Der kom med det samme snak og latter, jo længere ind jeg kom. Tydeligst var Nialls. Hans grin havde jeg kunnet høre on og off fra det første skridt, jeg tog igennem døren ind til bygningen.

Man var aldrig i tvivl om, hvornår han var der.

”Harry! Skønt, du kom. Så kan vi få øvet igen. Nej, vent. Skal du ikke lige have noget at spise, det har du ikke fået endnu. En eller anden, skaf ham lige noget mad,” En kvinde stod og råbte af de andre, da hun så, jeg kom ind i rummet.

Min kurs var hen imod sofaen, hvor de andre drenge sad, men før jeg fik set mig om, var jeg havnet ved et bord i den anden ende af rummet. Jeg sad ved et bord. Alene. Jeg havde trukket stolen ud og sad og ventede.

Men jeg havde ikke lyst til at sidde og vente. Jeg ville ud. Jeg ville over til mine venner. Jeg ville have, at de skulle hjælpe mig.

Jeg havde brug for dem.

De kiggede ikke engang på mig, til trods for at mit blik lå i deres nakker. Mit blik borede sig ind i deres nakker, og ingen af dem kiggede. De drejede først hovedet, da døren igen blev åbnet, og Liam så kom ind. Han havde sin telefon i hånden og tjekkede nok instagram, måske Twitter eller noget i den stil.

Før jeg kunne nå at sige noget til drengene, blev der stillet noget mad foran mig. Det var noget toastbrød, en yoghurt og noget frugt. Ikke meget. Ikke mere end jeg ikke kunne spise, og så alligevel spiste jeg kun frugten og yoghurten.

Min mave var ikke mæt, men jeg lod brødet ligge. Så rejste jeg mig og fangede damens blik der før havde sagt, at vi skulle øve. Jeg havde lyst til at rende hen og sige til hende, at jeg var klar nu og blinke drillende til hende, bare fordi at jeg ville misforstå den og føre den ud i en latterlig joke.

Men jeg blev bare stående og stirrede på hende.

Og hvis jeg ikke tog helt fejl, sukkede hun. Hun sukkede af mig, før hun vendte sig rundt. ”Så..” Hun fangede mit blik igen, men jeg viste ingen følelse. Igen så det ud som om, at hun sukkede af mig.

”Nu kan vi vel øve!” Hun klappede for at få alles opmærksomhed og gentog igen.

Hun vendte sig rundt og forsvandt ud af døren. Vi andre rejste os og fulgte efter hende ud af rummet og hen til en scene, der var blevet bygget op, for at vi kunne være her i morgen. Måske i aften. Jeg vidste det ikke.

”Er du klar Harry?” Jeg nikkede. Nikkede blot, men jeg havde lyst til at råbe ja! Komme med en begejstring. Men begejstringen var væk, og tilbage var Harry.

Vi øvede os i noget, jeg ville kalde flere timer, men da vi holdt pause spurgte en af de andre, hvor lang tid vi havde været i gang, og der var svaret en time. En time. Jeg havde det som om, at mit hoved var ved at eksplodere. Mine ben var svage.

Mit hoved føltes igen vægtløst. Min krop så tung som jern. Mit åndedræt endnu tungere. Mit blik var svagt, og jeg havde lyst til at lægge mig.

Jeg vidste dog ikke, hvad der blev af mig, for næste gang jeg åbnede øjnene stod jeg foran et spejl. Jeg kiggede mig selv i øjnene og så, at min mund bevægede sig. Jeg vidste ikke, hvad jeg selv sagde, for jeg lyttede ikke. Ikke før jeg koncentrerede mig om mine egne lyde.

”… helvede Styles. Tag dig nu sammen. Du er ingenting. Din stemme knækkede over mindst tyve gange i løbet af den time. Den sølle time. Tænk så på i morgen, presset på dine skuldre fordobles, og du skal overdøve 20.000 skrigende tøser, hvor ingen kender dig rigtigt. Ingen vil elske det, de vil kun elske de andre, for de kan finde ud af det. Det kan de altid. Men den er altid gal med dig, hvorfor står du her overhovedet?”

Det hele svimlede for mig. Jeg tog fast i håndvasken og kiggede mig selv i øjnene. Men det var ikke mig selv, jeg så derinde. Det var en anden. En fremmed. Jeg kendte ikke personen, men han var derinde.

En fremmed. En, der ikke var mig.

Måske var det sådan her, at det skulle være. Måske skulle man føle sig sådan her. Som et nul for at være på toppen. Måske var det sådan, man skulle opfatte sin verden.

Men jeg havde ikke lyst til det mere. Jeg havde lyst til at være den ulykkelige, men lykkelige lille 16 årige dreng igen. Den dreng, der altid gik med armbånd for at skjule sandheden, men vidste, at han havde nogle han kunne regne med; vidste, at der var nogen, der var der for ham.

Dengang var der ingen falske der ville prøve at bevise, at de var noget for mig. For jeg var ikke en, man viste sig overfor. Kun hvis man virkelig var interesseret i et venskab med mig.

Alt var skønt dengang.

Jeg ville være mig. Og ikke ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...