Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2014
  • Status: Færdig
John var en helt norman skoledreng, og meget pligtopfyldende. Dette var dog kun overfladen, og under gemte sig en dreng der var ved at gå fra hinanden, uden nogen opdagede det, og dog.

1Likes
1Kommentarer
220Visninger
AA

1. Du kommer for sent

John var faktisk en helt normal dreng. Han gik i skole ligesom alle andre, og var med på drengenes fodboldhold. Han var altid åben og smilende. En helt normal skoledreng og fodboldfreak ligesom alle de andre fra klassen. Når nogen inviterede ham med hjem efter skole, hørte man ham aldrig sige nej. Han kunne aldrig finde på at svigte sine venner. Selv i hjemmet hjalp han med opvasken, lavede mad et par gange om ugen, og sagde aldrig nej til en opgave. Han virkede til at elske livet, og elske alle omkring ham. Men sådan var det ikke. John hadede skolen, spillede kun fodbold for at være sammen med nogen. Han syntes opvasken, og de andre køkkentjanser var noget være lort, men han skjulte det. Han var bange for konsekvenserne, hvis han ikke var som andre drenge. Hvad ville hans forældre ikke sige, hvis han pludselig sagde nej til det hele, og bare var sig selv? Så ville han ikke gå til fodbold. Han ville få dårlige karakterer i skolen, og svare læren igen hver gang han kunne komme til det. Derhjemme ville han smide de brugte tallerkner i vasken, i stedet for at stille dem fint op i opvaskemaskinen. Han ville høre rock musik dagen lang, og bande og svovle i hver sætning, og han ville råbe af sine forældre. Bare stå og skrige dem i hovedet fordi han kunne. Men det kunne han ikke. For han turde ikke være sig selv.

 

Engang da han var lidt mindre, dengang han var sig selv, lå han inde på sit værelse. Han skulle i seng, men hans øjne ville ikke glide i. Han ville gå op og tage noget vand, for det kunne måske hjælpe. På vej ned ad den lange snoede trappe, der førte ned til køkkenet, hørte han sine forældre diskuterer. De snakkede om hvilket skarn han var. Hvordan de ønskede, at han blot var som alle de andre drenge fra klassen. Flittig i skolen og hjemmet, og altid åben for nye opgaver. Han var ikke den søn, de ønskede.

Derefter listede han tilbage op ad trappen. En tåre trillede ned ad hans kind, idet han lukkede døren bag sig. Han fandt vej hen til hans seng. Tung som en sten smed han sig, og lod den store bløde dyne suge sig om ham. Der lå han i flere dage. Bare lå i sengen, og ventede på hjælp, men der var ingen hjælp og få. Hvad skulle man gøre, når man vidste ens forældre ikke gad have en?

En dag blev det for meget. John kunne ikke ligge i sengen mere. Han stod op, og valgte, at han ville være den søn, de ønskede. Ikke fordi han ville, men for at få dem til at elske ham. Altså sådan rigtig elske ham. Ikke bare som de havde gjort indtil nu.

Efter John ændrede sig, til den søn de ønskede, blev alt som det skulle være. I hvert fald som forældrene ville have det til at være. John kunne mærke, at hans forældre elskede ham mere og mere, for hver dag der gik, og for hver dag der gik, blev John mere og mere trist. Det var ikke sådan her, han var, og alt dette var kun for forældrenes skyld. Det var godt, de endelig rigtigt kunne lide ham, men det var endnu værre end før, for han vidste at de kun elskede den måde, han var på og ikke ham.

Nogen gange når alt blev for meget, gik John en tur. For den meste gik han over til Olsen. Han var en rar gammel mand, som boede et par gader væk. Ude i haven havde han det største

piletræ. John havde engang fået lov til at bygge en hule i træet, og der brugte han meget af sin tid. Der kunne han for en stund bare smide facaden, og være sig selv.

 

John sad i den gamle lænestol ovre i hjørnet, som han engang fik af Olsen. Han sad bare, og kiggede ud over byen. Der var ret god udsigt. Han åbnede den gamle kommode, som stod ved siden af. Der lå det der plejer at være. Et par bolsjer, en blyant, en cd, nogle patroner og en pistol. Han tog den op. Pistolen. Han kørte den et par gange rundt om sin pegefinger. Rigtig western agtigt. Så tog han den op til ansigtet. Han strøg den over kinden, og op til panden. En tåre pressede på, da han strejfede den varme pande. Han tog forsigtigt pandehåret til side med ende af pistolen. Lagde den til rette ud for tindingen. Han lukkede øjnene, og trykkede på aftrækkeren.

Han åbnede atter øjnene. Han lagde pistolen fra sig. Der havde ikke været nogen patroner i. Denne gang. Tanken havde strejfet ham. Hvor nemt det ville være, bare trykke på en knap, og derved få løst alle sine problemer. Så ville han komme til et bedre sted.

John gik ned fra træet, og vendte snuden hjem. På vejen mødte han en kvinde i en rød bil. Hun vinkede, og han vinkede. Han vidste ikke helt hvem hun har, men alligevel var det som om de kendte hinanden. Hun virkede så sød og rar om hun sad der i bilen. Et forsigtigt smil kom frem på hendes læber, og hun glippede lidt med de blanke øjne, som om hun kunne se direkte igennem Johns sjæl og mærke hans smerte. John gik videre, og fandt vejen til sit hus. Han gik ind, og gik i seng.

 

John lukkede ligeså forsigtigt døren efter sig. Han var lige kommet hjem fra skole. Hans mor kom, og sagde pænt hej, inden hun susede ud ad døren. Henne på køkkenbordet lå en fin seddel, hvor der stod alle Johns pligter. Han havde lyst til at krølle sedlen sammen, og smide den langt, langt væk. De havde også fået en masse stile i skolen, som skulle laves, så hvordan kunne hans mor finde på, at give ham så mange pligter?

John begyndte at råbe. Han skreg sine frustrationer ud. Han stod, og hoppede, og skreg, og trampede i jorden. Han løb op på værelset, og tog nogle få ting. Så videre nedenunder og ud af døren. Han hamrede hånden ind i alt, hvad han kunne komme forbi på vejen ud.

Han viste, hvad han ville, så det tog ham ikke lang tid at komme over til Olsens piletræ. Han klatrede som en eller anden abe op til hulen. Rev skuffen ud af kommoden, og puttede pistolen i jakkelommen, efterfulgt af et par patroner. Han hoppede ned fra hulen. Nu gik han stille og roligt videre. Med pistolen i lommen var han nu pludselig rolig. Og alligevel ikke. Han var ikke sikker på sin beslutning, men vidste han ikke havde en anden udvej.

 Han gik over vejen, og gik langt fortovet. Han kiggede ind i busken for at finde et sted. Efter et par meter var han der. Inde i busken kunne han se et lille hul. Der var nok plads til en person eller to. Han kravlede hurtigt der ind, inden nogen skulle se noget.  Han smed sig ned i krattet, og tænkte. Tænkte på sine forældre. Hvordan de havde svigtet ham. Det var deres skyld han var der hvor han var i dag. Nu begyndte tårerne at trille den ad hans kinder. De små tåre varmede hans kinder, det korte øjeblik de faldt ned over dem. Han kunne ikke få hold på tårerne, men det var også lige meget. Han lod dem falde. John åbnede munden.

Han sad, og skreg på hjælp, men der kom ikke et ord ud af munden på ham. Han skreg så højt, han kunne, men blev ikke hørt. Kun ham selv hørte den inderlige længsel i det lydløse skrig.

 

 John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. du kommer for sent sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...