Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2014
  • Status: Færdig
Om pigen i klassen der aldrig lærte at pass ind, og ikke fik chancen. Hun blev skubbet udenfor fællesskabet og levede for sig selv, og drømte sig væk til en bedre tilværelse.

0Likes
0Kommentarer
99Visninger

1. Dukken

Der lød et klik, da døren gav efter. Jeg skubbede så hårdt jeg kunne til den store betondør, og til sidst gik den op. Jeg løb op af trapperne, og videre gennem gangene. Jeg skyndte mig udenfor, inden nogle af lærerne så mig, eller eleverne for den sags skyld. Jeg løb væk, til lyden af klokken der ringede ind til time.

Jeg var blevet låst inde nede i kælderen. Det var efterhånden blevet en del af min hverdag. Et par fra min klasse fandt mig hver dag i det første frikvarter, slæbte mig ned i kælderen, og låste mig inde. Jeg hørte åbenbart ikke til i klassen, mente de. Jeg kunne godt selv se det. De andre piger var høje og tynde, og havde langt flot hår, og et perfekt ansigt. De gik op i de samme ting, og var en perfekt pigegruppe, der altid holdt sammen. Fra første dag jeg startede i klassen, kunne jeg godt se, vi var fuldstændig forskellige. Jeg kom som den laveste pige, jeg var godt buttet, og havde noget stort rodet hår. Jeg var forkert.

Jeg kom aldrig rigtig ind i fællesskabet i klassen. Jeg sad for mig selv det meste af tiden, og sagde kun noget, når det var nødvendigt. Som tiden gik, begyndte de andre at hade mig mere og mere. I starten var det bare små kommentarer, men efterhånden blev det værre og værre.

Jeg havde gået et stykke tid. Jeg var nået ned til stranden. Der løb jeg ned hver dag, når det blev for meget oppe i skolen. Det var mit yndlingssted. Jeg kunne sidde der i timevis, bare kigge på bølgerne og drømme mig væk.

Jeg gik op til badehuset. Der var lidt varmere, og jeg kunne stadig sidde og kigge ud over bølgerne. Jeg åbnede en skuffe, og fandt den frem. Dukken. Jeg strøg den over håret, og drømte mig tilbage til den dag.

Det var første gang jeg var blevet låst inde i kælderen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, da jeg endelig kom ud, så jeg løb bare. Bare løb og løb, og til sidst endte jeg nede på stranden. Der gik jeg rundt lidt, og så pludselig noget henne mellem nogle sten. Jeg turde ikke rigtig røre ved det, men fandt ud af, at det var en dukke. Jeg tog den, og gik op i badehuset, hvor jeg har gemt den siden.

Dukken var min bedste ven. Hende kunne jeg stole på, og jeg var altid tryg i hendes selskab. Hun var så smuk, med langt lyst hår, en smuk kjole, og det pæneste ansigt. Jeg tænkte tit, at jeg var dukken, fantaserede mig til det lange hår, det pæne ansigt, de smukke kjoler, og hvordan det ville være, at være en del af fællesskabet oppe i skolen. Jeg ville ønske, jeg var en dukke. Så ville jeg være perfekt, og mit liv ligesådan. 

Jeg tog dukken under armen, og gik ud igen.  Jeg traskede gennem sandet, så det sprøjtede ud til siderne. Jeg gik helt ned til vandkanten, og stod der så lidt. Bare stod, og kiggede på mit blanke spejlbillede.

Jeg satte mig i vandkanten med solnedgangen, og de bløde bølger foran mig. Et perfekt motiv, men med den forkerte model. Hvis det havde været enhver anden pige fra klassen, var motivet perfekt. Jeg passede bare ikke ind. Hverken her, i skolen, eller nogen andre steder. Jeg lod mig falde bagover. Falde ned i det bløde sand, og falde i søvn, med en tåre trillende ned ad kinden.

 

Jeg vågnede, da en fugl hoppede rundt omkring mig. Den sagde en mærkelig lyd. Ikke en normal smuk fuglekvidder, der kan få enhver til at længes efter sommermorgenerne, men en underlig skratten, som om den grinede ad mig. Selv bølgernes brusen lød, som latter, og solen grinede en sidste gang, inden den gik til ro. De grinede alle af mig. Jeg kunne mærke, det stak indeni. Jeg kunne ikke klare det mere.

Jeg for’ op, og smed rundt med sand, som var en orkan på vej. Sparkede ud i den kølige luft efter ingenting, mens jeg råbte, og skreg, og tårene trillede. Jeg gik stille men beslutsom op mod badehuset. Sparkede til alt jeg kunne komme i nærheden af på vejen. Jeg åbnede stille døren, men med et fast tryk. Jeg gik hen i hjørnet, og skubbede den gamle, slidte reol væk. Bagved stod kassen. Jeg børstede forsigtigt støvet af. Fandt hængelåsen, og nøglen dertil. Jeg låste den op, og fjernede låget. Jeg kiggede ned i kassen, og smilte. Det lå der stadig. Ikke at jeg ikke havde forventet det, for hvad skulle folk med det, men bare at se det igen gav mig en indre ro. Jeg tog det op, og lagde det på bordet.  Jeg klædte mig forsigtigt af. Lagde mit tøj pænt sammen, og tilbage i kassen. Jeg låste kassen, satte den tilbage, og skubbede reolen på plads. Jeg gik tilbage til bordet, og tog det. En smuk kjole jeg havde købt til en speciel lejlighed, som aldrig kom. Jeg tog den på, med rystende fingre. Derefter de sorte nylonstrømper, og de smukke højhælede, der passede perfekt til kjolen. Så tog jeg saksen. Jeg strøg den mod min hud, og dernæst, mod mit hår. Jeg tog en stor klump af det filtrede hår. Åbnede saksen, og lukkede den igen. De skarpe klinger havde ingen problemer med at skære gennem det ellers umuligt tykke hår. Efter et par klip var håret væk, og den blanke isse var nu klar til den smukke paryk. Jeg tog den på, og kiggede i det knuste spejl, der hang på væggen. Endelig var jeg perfekt. Jeg havde den smukke kjole, det lange lyse hår, og sko der passede til. Jeg var perfekt. Perfekt nok, og klar.

Henne på væggen hang de mange reb. Jeg tog dem en efter en. Vejede dem i hånden, og valgte den tykkeste. Jeg skubbede en slidt skammel ud midt i rummet under en bjælke. Med rystende ben kravlede jeg op på skamlen. Jeg bandt rebet fast på bedste spejdermanér, og lavede en fin løkke i enden, som hang og dinglede ned fra bjælken. Jeg sprang ned fra skamlen, tog fat i dukken, og så tilbage på skamlen igen. Med dukken i den ene hånd, fik jeg med den anden mit hoved gennem løkken. Der stod jeg. På en skammel, med en løkke om halsen, i det fineste dukketøj, med en dukke under armen. Jeg lukkede øjnene, trak vejret dybt, og tænkte på hvorfor jeg var her. Tænkte på de andre henne i skolen. Hvordan de ville tage det. Ville de græde eller grine. Var deres mission fuldført, eller var der sket en tragedie. Med disse tanker i mit hoved, blev mine øjne fyldt med vand. Jeg blinkede et par gange, og en tårer trillede, og hårene rejste sig på armene. Med dukken tæt knyttet ind til mig, sparkede jeg stolen væk under mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...