The Girl With the Blue Shoes // Harry Styles (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 2 aug. 2014
  • Status: Færdig
I første omgang ved Harry Styles ikke at hans udkårne har stået et skridt foran ham, men da han ikke kan stoppe med at tænke på denne pige, må han finde hende. Problemet er bare at Harry ikke ved hvordan han skal komme i kontakt med hende. Det eneste han husker fra deres lille møde er hendes neon blå sko og hendes lange brune hår... men hvordan finder man så lige frem til hende, hvis man ikke engang kender pigens navn?

1Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

1. The Girl With the Blue Shoes

"Harry... kommer du ikke snart?" spurgte Niall og stønnede irriteret. Det var tydeligt, at han var træt af at jeg altid skulle være så langsom. Ofte valgte han at kalde mig for en snegl, hvilket nok passede fint både udseendemæssigt og hastighedsmæssigt, haha og dog. Det var ikke, fordi jeg selv ville mene at jeg lignede en snegl,  men min hastighed kunne da til tider godt passes ind på en snegls.

"Jaja," fik jeg mumlet, i tvivl om han hørte det. Jeg fik samlet alle mine ting op, og da de atter alle ikke kunne stoppes ned i min taske, måtte jeg tage resten af papirerne og alt det lort, jeg havde valgt at slæbe med, i mine hænder. Det var altid så typisk mig, at have de mærkeligste ting med mig, især ting jeg ikke skulle bruge. Nogen gange kunne jeg også glemme at jeg allerede havde et par solbriller med og dermed komme til at tage et ekstra par med. Men hvad fanden kunne man bruge to par solbriller til? Virkede de så ekstra beskyttende, hvis man nu tog dem ud over hinanden? Arh... jeg tvivlede dog.

"Det var du godt nok lang tid om, din snegl," lød det ud af munden på Niall. Smask. Det måtte være nummer ottehundrede og femte gang jeg fik det at vide. Men man måtte jo ikke sige ting, som ikke passede, og dette passede vel. Blinke smiley.

"Bare fordi du altid er så hurtigt," svarede jeg og pustede til mit hår, der hang ned foran mit øje, så det fløj lige op og derefter lige ned igen. Typisk. "Jeg er hundesulten!" udbrød Niall og trak i min arm, så jeg var lige ved at falde.

"Det er du jo altid," konstaterede jeg. "Skal du være fræk?!" udbrød Niall surt og gav slip på min arm. Jeg rullede blot med øjnene. "Niall... vi skal ligesom også nå hen til de andre, inden koncerten i aften," sagde jeg imens vi gik hen af gaden. "Så kom dog!" nærmest halvt råbte han og skulle lige til at fare af sted. Niall blev altid så irriterende hyper, når han blev alt for sulten. "Slap nu lige lidt af Horan."

Jeg tog ved hans arm, for at få ham til at sænke farten. Dog hjalp det ikke særlig meget, da han bare forsatte med at skynde sig af sted, som om jeg var hans lille hund, der havde svært ved at følge med.

"Hvis du skal være så forhastet, kan du så ikke bare gå i forvejen? Så kommer jeg vel.. på et eller andet tidspunkt," spurgte jeg og fik endelig Niall til at stoppe op. Han nikkede bare, og så var han væk. Det var da lige før han ville give sit liv op for mad. Det skulle man da næsten tro.

En besked tikkede ind på min telefon. Med lidt besvær fik jeg den fisket op af lommen. Hvordan aner jeg ikke, især fordi jeg havde alle disse papirer og ting i mine hænder.

Liam: Har du set vores nye sang? Jeg kan ikke finde den nogen steder... du havde den vist sidst ikke? Jeg skal bruge den.

Min hjerne begyndte at arbejde på højtryk. Ja, jeg havde haft den sidst, men hvor havde jeg gjort af den? Det var spørgsmålet til en million. Måske lå den i mellem alle mine papirer? Telefonen lagde jeg tilbage i lommen, og begyndte at gennem rode mine papirer, for at se om den nu kunne være der.

Som jeg gik i mine egne tanker, stødte jeg pludselig på noget hårdt, men alligevel blødt, og pludselig var mine ting spredt over hele gaden. Min numse mødte de kolde fliser. Jeg tog min hånd atter til den, da den gjorde ret så ondt.

"Oh.. det må du virkelig undskylde!" udbrød en lys stemme. Jeg kiggede op og mødte et bar brune øjne. Jeg sank en klump og glemte pludselig alt om min aftale med Niall. Det var som om alting stoppede og gik i slowmotion. Hendes lange brune hår blæste i vindens takt, hendes læber var let trukket sammen og hendes øjne gik i genskær med solen. Man kunne tydeligt se den rosa farve i hendes kinder.

Hun kiggede væk og begyndte at samle hendes ting på jorden sammen. "Det er okay..." fik jeg mumlet og rejste mig selv op. "Jeg er altid så klodset," fortalte hun sukkende. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, og begyndte også at samle mine ting sammen.

Pludselig rakte vi begge ud efter et papir, så vores hænder mødtes og derefter vores blikke. Jeg kunne ikke få øjnene fra hendes smukke brune øjne.

"Det her er vist dit," sagde jeg og rakte hende papiret, som ikke virkede mig bekendt. "Tak," svarede hun med et sødt lille smil. Hurtigt gengældte jeg det. Vi rejste os begge op, så vi stod i fuld højde.

"Men øh ja.. farvel," lød det blot nervøst fra pigen, og derefter gik hun hen af gaden. Jeg studerede hende nærmer og lagde mærke til hendes neon blå sko. Hvorfor det lige fangede mig, vidste jeg ikke, men jeg vidste at dette møde nok ikke bare var helt tilfældigt.

~

Jeg lagde mig ind i køjesengen, og trak forhænget for. Jeg var helt smadret efter aftens koncert. I første omgang kunne jeg ikke sove. Jeg lå bare og rodet rundt og følte mig helt svedig, selvom jeg overhovedet ikke var det. Herinde i bussen var der altid en kølig temperatur, uanset vejret udenfor.

Et par blå sko, begyndte pludselig at dukke op inde i mit hoved. De blev ved med at flyve rundt, og jeg kunne ikke få dem ud af hovedet igen. Selv med åbne øjne, valgte de at svæve rundt i mørket, udenfor mit hoved.

Jeg anstrengte mig virkelig for at tænke på noget andet. Pludselig blev der på skoene bygget en krop på, med langt brunt hår. Det var ikke bare hvilken som helst pige, det var hende. Scenen fra tidligere blev spillet flere gange i mit hoved.

Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på hende. Hendes lange brune hår. Hendes smukke brune øjne, der gav genskær. Hendes rosa farvet kinder. Hendes blå sko.

Hun havde kørt rundt i mit hoved hele dagen. Men det mest underlige var at jeg ikke kunne glemme hendes sko. Under den blå farve, var der små pinke prikker, som gjorde skoen endnu mere speciel. Jeg husker dem fuldkommen.

Jeg var vel ikke ved at blive skør, vel? Nej. Forelsket? Nej. Jeg kendte hende overhovedet ikke? Jeg havde kun set hende i like 5 minutter, og så kunne man da ikke allerede blive forelsket... Kunne man? Nej, det kunne man da bestemt ikke! Om jeg var sikker i min sag, kunne jeg godt blive lidt usikker på.

Argh, hvorfor kunne jeg ikke bare få lov til at tænke på noget andet? Måske ville det hjælpe at tælle får; det sagde min farmor altid: "Når du ikke kan sove lille Harold..." Jaja, bla bla bla, det vil jeg helst spare jer for.

Jeg prøvede virkelig at tænke på får, men de havde alle sammen blå sko på. Jeg fik sådan en lyst til at skrige ned i min pude, men hvis jeg gjorde det vækkede jeg sikkert de andre, og det havde jeg ikke særlig meget lyst til.

Kunne hun for en gang skyld ikke bare gå væk fra mit hoved? Jeg havde brug for noget søvn.

Efter godt et par timer, hvor jeg bare havde ligget og tænkt på hende, bestemt jeg mig for noget. Jeg måtte finde hende. Mit hoved kunne kun tænke på hende og mit hjerte sprang en gang i mellem et slag over, når jeg tænkte på hende. Det var forfærdeligt, men et eller andet måtte jeg bestemt føle for denne pige.

Jeg fandt min mobil frem, som lå under min pude og gik ind på twitter." Jeg gik ind i en pige i dag. Hendes sko er neon blå og hendes hår er brunt. Hvis du er derude, så venligst kontakt mig."

En kort gang kiggede jeg på mit tweet, inden jeg trykkede send. Mine fingrer var krydset og nu kunne jeg kun håbe...

~

"Harry! Der er morgenmad!" råbte Zayn og daskede sin hånd ind min forhæng, så det fløj indad mod mig. Jeg sukkede og ønskede bare jeg kunne lukke øjnene i igen og vende mig om på den anden side

Hele natten havde jeg selvfølgelig drømt om pigen. Med det samme kom jeg i tanke om mit tweet fra i nat. Måske burde jeg ligge tjekke twitter, inden jeg stod op? Min mobil lå under min pude, så hurtigt fik jeg den fundet frem.

Denne plan med et tweet, var måske ikke helt gennemtænkt. Jeg havde ikke lige forudset, at min twitter var bombet med henvendelser fra alle mulige piger, der påstod at de var pigen med de blå sko og det lange brune hår. Der fandtes ti tusind piger i hele verden med brunt hår og blå sko. Og jeg kunne jo ikke vide hvem af dem, det var...

Forfanden da også!

Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg ville aldrig kunne finde frem til den pige, jeg mente jeg var faldet for. Det var så skørt, hvordan man allerede kunne få sommerfugle over en pige, man ikke kendte til.

Et suk forlod mine læber og jeg valgte atter at stå op. Langsomt trak jeg T-shirten over hovedet og udvalgte et tilfældigt par jeans, fra min taske.

"Godmorgen Harold. Det var du lang tid om!" udbrød Louis, da jeg indtrådte stuen i vores tour bus. Jeg valgte bare at ignorer hans konstatering, og satte mig ømt til stolen.

Under morgenmaden sagde jeg ikke et ord. Jeg blev ved med at have hende i mine tanker. Hvis bare jeg havde spurgt hvad hendes navn var, ville alting have været så meget nemmere. Et højt suk kom fra mig, og det fik åbenbart alle drengene til at kigge over på mig.

Langsomt løftede jeg hovedet og mødte alle deres blikke. "Hvad?" udbrød jeg, måske lidt for surt. "Er der noget galt Harry?" spurgte Liam, med en smule medlidenhed i stemme. "Nej," svarede jeg og kiggede ned i min skål med yoghurt og mysli. Min yndlings.

"Og det er du helt sikker på? Du har virket så mærkelig, siden i går middags," forklarede Louis og prøvede at fange mit blik. "Jeg..." Hvad skulle jeg sige? 'Jeg er nedtrykt, fordi jeg ikke kan finde hende her pigen, som jeg ikke kender, men som jeg tror jeg er vild med.' - Nej, det ville aldrig gå! Det kunne jeg ikke bare sige.

"... er bare træt," løj jeg og prøvede at smile svagt. Louis nikkede blot og forsatte derefter med hans cornflakes.

Efter jeg havde spist op, trængte jeg virkelig til at få noget luft. Få renset tankerne, hører fuglene synge, vinden blæse om ørene og finde på en god idé til at finde hende.

"Jeg går lige en tur..." mumlede jeg og rejste mig fra bordet. "Alene?" spurgte Niall, og kiggede op på mig. Et kort nik kom fra mig, og derefter var jeg væk.

Hen af gaden gik jeg, langsomt. Mine skridt blev tungere og tungere, efterhånden som jeg gik. Måske løj jeg ikke helt, da jeg sagde at jeg var træt, for jeg var lidt træt. Det var ikke den meste søvn jeg havde fået i nat -  jeg kunne nok godt bruge et par timer mere.

Min hjerne var lige ved at kollapse, da jeg tænkte flere mulige ideer igennem, for hvad jeg kunne gøre for at finde hende. Men ingen af dem virkede til at være nogen god idé... Hvad fanden skulle jeg gøre?! Jeg ville aldrig komme til at finde hende. Måske burde jeg bare give op, før det hele ville ende galt?

Som jeg gik hen af gaden, så jeg pludseligt op, og dér så jeg noget, jeg aldrig havde troet jeg ville se igen. Et stød gik igennem min krop og mit hjerte arbejdet sig op ad mod min hals.

"Hej!" udbrød jeg glad og smilte blidt. "Hej," lød svaret og et lille smil bredte sig på hendes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...