Dødsenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Færdig
Dødsenglen Angela er blevet sendt på endnu en opgave, nemlig at følge den døende Gabriel til den anden side. Han ved dog ikke at han er døende, og Angela må ikke fortælle ham det. Som Dødsengel plejer det heller ikke at være noget problem, men noget er anderledes denne gang. Følelser er vokset mellem dem, selvom det er forbudt. Og uanset hvor meget Angela ville ønske, at hun kunne ændre Gabriels skæbne, så er hun bundet af reglerne fra de højere magter, eller er hun? Hvad gør hun når tiden er inde? Kan hun fuldføre sin opgave, eller finder hun en vej udenom? ---> Jeg har i øvrigt valgt mulighed 1.

41Likes
38Kommentarer
1211Visninger

2. Novelle

”Du er min engel.” Han kysser mig kærligt i nakken, mens han holder mig tæt. Jeg kan mærke hvordan hans varme, menneskelige hud rører min kølige og knap så menneskelige.

”Jeg er bare mig,” svarer jeg kærligt og vender mig i sengen, så jeg bedre kan se ham.

Hans græsgrønne øjne er stadig fyldt med varme og kærlighed, præcis som da vi mødte hinanden første gang. Jeg må egentlig slet ikke kigge mennesker i øjnene, men jeg kunne ikke lade være dengang, og jeg kan heller ikke nu. De fangede min opmærksomhed i det samme, jeg trådte ind ad døren første skoledag. Måske fordi jeg allerede kendte hans skæbne?

Jeg hader at kende hans skæbne, og selvom jeg har gjort det her tusindvis af gange, så er det altså ikke blevet lettere. Og hvis jeg vælger at bryde reglerne, bliver jeg forvist til Jorden. Hvad der er værst, ved jeg ærligt talt ikke. At være dødelig og ende i glemsel, eller at være en engel der tager dødelige til glemslen?

Glemslen er i sig selv et godt sted, hvor alle ens behov bliver dækket, og hvor der kun hersker fred. Det er det sted mennesket kalder for Himlen. Hvem der har fået den brilliante idé, at det er Himlen de kommer til, ved jeg ikke, men de må være blevet utrolig skuffede.

I vores verden hedder det Pax, hvilket også betyder fred. Det ligner på mange måder det vi kender fra Jorden, men alligevel ikke. Vi har ikke behov for penge, og alle har et sted at være. Altså, i bund og grund det mennesket betegner som Himlen. Men alligevel synes jeg lige, vi skal slå et par ting fast. For det første svæver vi ikke rundt på skyer, og vi flyver heller ikke rundt, og for det andet ligger Pax ikke over os men parallelt med os.

Jeg ved godt, at jeg er en engel, og at jeg om nogen anden burde elske Pax, men det føles ikke længere rigtigt. Ikke når man har været vidne til alt det, der er blevet glemt. Og det værste af det hele er, når den afdøde spørger, om nogen vil huske dem, selvom de ikke blev til noget stort. Sandheden er, at alle på et tidspunkt vil være glemt, og vi kan intet gøre ved det. Det er selvfølgelig ikke tilladt at sige sådan, men det er min ærlige mening.

Engang har jeg også været menneske, med alt der hører til. Jeg var blandt de fattige, og havde ikke noget hjem. Jeg håbede hver aften, at det blev min sidste, for hvad skulle jeg overhovedet der? Det var ikke et værdigt liv, men det eneste der afholdte mig fra at begå selvmord, var frygten for glemslen. Ingen ville huske, at jeg havde levet, og jeg ville derfor være uden betydning. Hvis jeg derimod valgte at leve, ville jeg stadig have chancen for at blive til noget.

”Jeg elsker dine øjne. De stråler som tusindvis af stjerner.” Han tvinger mig til at kigge op. Det er ikke noget, jeg kan gøre i længere tid, så jeg gør virkelig alt for undgå det, men det er umuligt.

”Jeg elsker også dine, Gabriel,” hvisker jeg og kysser ham kærligt.

”Hvis det ikke var fordi skolen kaldte, så kunne jeg blive ved med at fordybe mig i dem. Det føles som om jeg har set ind i dem i 100 år, og alligevel er der altid noget nyt ved dem, noget der skal udforskes.” Han kysser tilbage, før han svinger benene ud over sengen og går ud på badeværelset.

Selv bliver jeg liggende lidt endnu. Indånder hans duft af roser og teenagesved. Okay, jeg ved godt at det var en underlig sammenligning, men det er det, der beskriver den bedst. Og ja, det er en vidunderlig duft.

Lige i dag ville jeg ønske, at vi kunne blive her. Bare ligge her og føle hinandens hjerteslag. Uden nogle bekymringer om dagens kommende hændelser, og ingen belærende mennesker. Skolen er overvurderet, og når man som jeg har levet i 119 år, så tvivler jeg på, at nogen som helst kan fortælle mig noget, jeg ikke allerede ved.

Til sidst svinger jeg alligevel benene ud over sengen og trækker i tøjet. Det er ikke op til mig at ændre hans skæbne, så jeg må bare følge med.

Jeg går hen til spejlet ved siden af hans skrivebord og retter på min hvide sommerkjole. Den går mig til knæene, og hænger i lette folder.

Mit rubinrøde hår når mig til lænden, og falder i perfekte bølger, og samtidig fremhæver det mine øjne. Den krystalblå farve der konstant ændrer mønster er meget tydelig, og det er også en af grundene til, at vi ikke må se mennesket i øjnene for længe. De er ikke så dumme, som man sommetider kunne ønske.

Det er sket før, at de har afsløret os, og vi har derfor været nødt til at flygte.

En engel ved navn Haley var faldet for et menneske, præcis som jeg er nu. Hun lod ham se ind i sine øjne dag ud og dag ind, og han begyndte selvfølgelig at undre sig over deres konstant forandrende nuancer.

Da Haley en dag kom forbi hos sin kæreste, Adrian, så hun, at hans computer stod åben. Hun nærmede sig forsigtigt, og opdagede straks alle søgeordene der stod skrevet på Google. Alle om engle og blå, ”flydende” øjne.

Hun vidste, at hun var i problemer. Hendes største hemmelighed var ved at blive afsløret, og hvis hun ikke gjorde noget i en fart, ville det få frygtelige konsekvenser. Hun skyndte sig derfor at lukke alle siderne ned, men det var for sent. Han havde set hende.

Adrian råbte og slog ud efter hende. Hun var hans Dødsengel, og det vidste han. Hun forsøgte at fortælle ham, at hun stadig elskede ham, og at han ikke skulle være bange for hende. Det havde aldrig været hendes opgave at tage hans liv. Men han lyttede ikke.

”Jeg har fortalt alle om jeres eksistens!” skreg han og slog endnu en gang ud efter Haley. ”Monster! Forfører I altid folk, før I tager livet af dem?”

”Hvad? Nej!” Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller gøre, og uden at tænke skubbede hun ham så hårdt, at han faldt og brækkede nakken.

Det løste ikke hendes problem, for hemmeligheden var stadig ude, og ville nu komme til at påvirke alle. Ingen ville kunne føle sig sikker.

På grund af hende blev alle engle kaldt væk fra Jorden på ubestemt tid. Og Haley blev dømt til at dø som menneske.

Vi efterlod de døde til at vandrer alene i mørket, til at betale for vores fejltagelser, og intet vil nogensinde kunne retfærdiggøre det. Det eneste vi kan gøre, er at sørge for, at det aldrig gentager sig.

Hvis Gabriel dog for pokker gad at lade være med at kommentere på mine øjne, så ville det hele være meget lettere. Ja, de er fortryllende, og ingen mennesker har så krystalblå øjne, hvilket også gør det sværere at skjule sig. Og hver gang han kalder mig en engel, gør det ondt indeni, for han ved ikke, hvor meget han har ret.

Jeg er rigtig nok en engel, og for at det ikke skal være løgn, så er jeg døbt Angela. Så bliver det heller ikke mere åbenlyst. Angel, Angela, kan du se, hvad jeg mener?

At være en engel er bare ikke det mennesket tror. Det er ikke noget man bliver, når man dør, og vi lever ikke blandt de døde. Tag mig for eksempel, jeg er en Dødsengel, forstået på den måde at jeg skal hjælpe den afdøde til Pax. Og når de når frem er min opgave fuldført, og jeg kan herefter hente den næste.

Der findes også Skytsengle og Healende engle, men de er flere tusinde år gamle, og er derfor kommet højere op i hierarkiet. De har fået det, jeg vil kalde ”de gode opgaver”, eftersom de kun arbejder med livet. De er ikke tvunget til at føle sorg, hver eneste gang de får en opgave. Det er jeg derimod.

Som Dødsengel bliver jeg sendt til den døende i tiden op til, oftest et par måneder før, så man kan nå at skabe et bånd. Det gør det mere behageligt for den afdøde at følge med til Pax, når han eller hun allerede kender os. For os er det bare ikke lige så fedt.

Det er som at se sin bedste ven dø igen og igen. Mord, selvmord, drukneulykker, alderdom og sygdom. Til forskel fra mennesker ved vi allerede, hvordan det ender, når vi møder deres blik. Hele deres liv står skrevet der, og vi skal bare følge med.

Min første opgave glemmer jeg aldrig. Jeg havde skabt et bånd med bedstemor Bonnie - hun var selvfølgelig ikke min rigtige bedstemor - og da dagen så kom, kunne jeg bare stå og se, hvordan hun blev skudt, fordi hun befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg kunne let have reddet hende, men jeg måtte ikke.

Det bliver ikke lettere med tiden at se folk dø, men alligevel gør jeg det. Ingen skal vandre alene på grund af mig, og jeg er også selv glad for, at jeg ikke var alene dengang jeg døde. At jeg så aldrig har været i Pax, er jo så den anden side af sagen. Jeg blev straks gjort til Dødsengel, og ham der havde fulgt mig, blev revet væk, fordi vi var faldet for hinanden.

Man skulle tro at historien er ved at gentage sig selv, bare med mig som englen. Alt er det samme. En engel og et menneske der er faldet for hinanden. En straf der skal betales, hvis jeg ikke giver slip.

Jeg ville bare ønske, at jeg aldrig var blevet sat på denne opgave. Gabriel har så meget mere at byde på. Han er for helvede kun 18, og så skal han allerede af sted. Det er ikke fair, det er det altså ikke. Og hvorfor skal det være mig, der skal følge ham til Pax?

Gabriels skæbne er alt andet end lykkelig. Det jeg har set, er noget jeg helst vil pakke i en kasse for aldrig at åbne den igen. I stedet vil jeg binde mig til ham, indtil de højere magter skiller os ad. Jeg tør bare ikke.

”Kommer du?” lyder det fra køkkenet.

Jeg tager en dyb indånding, nikker selvsikkert og forlader så værelset. Jeg kan ligeså godt få det overstået.

”Du maser mig,” beklager han sig, da jeg giver ham et kram, inden vi skal hver vores vej. Han skal have matematik og jeg psykologi.

”Undskyld,” jeg giver modvilligt slip, og han glider ud af mine arme.

Jeg bliver stående, til jeg ikke længere kan se ham i mængden. Det er ikke sidste gang, jeg ser ham i live, men jeg vil alligevel udnytte hvert eneste sekund.

Jeg får tidligt fri fra skole, så jeg finder en bænk udenfor, tæt ved indgangen, hvor jeg venter på Gabriel. Om præcis en time kommer han ud gennem den store, sorte hoveddør, og så er resten kun et spørgsmål om tid.

Hvis bare der var en måde hvorpå, han kunne undgå døden, og vi kunne være sammen uden at blive straffet. Det ville ikke være farligt for nogen af os, specielt ikke hvis jeg kunne få ham til at huske.

Om jeg har ret, ved jeg ikke, men noget siger mig, at han er Dødsenglen, fra dengang jeg var døende. Han er selvfølgelig dødelig nu, men hans sjæl er stadig den samme. Det er som om, jeg kan se ham bag de grønne øjne, men jeg ved ikke, om det er rigtig, eller om det bare er indbildning.

Som reinkarneret kan man intet huske om tidligere liv, men hvis man hjælper deres hukommelse, kan de selv hente minderne frem. Det er dog ikke noget, man spørger med, for hvis det ikke er den rigtige sjæl, kan det have frygtelige konsekvenser. Nogle minder er fjernet af en grund.

Jeg ville inderligt ønske, at jeg bare kunne kalde på ham, og at han så ville svare mig. Det ville gøre det hele så meget nemmere.

”Michael,” hvisker jeg stille for mig selv. Det var hans rigtige navn. Gabriel er også meget engle-agtig, men Michael vil altid være det eneste rigtige at kalde ham.

Han satte sit liv som engel på spil, for at vores kærlighed kunne blomstre, og jeg kan ikke gøre det samme for ham. Eller, jo, jeg er i et forhold med ham, men hans skæbne kan jeg ikke ændre. Han ændrede heller ikke min, men han gjorde alt for at gøre det mindre smertefuldt.

Det var meningen, at jeg skulle dø af en lungebetændelse, og det er da også den officielle årsag, men sandheden er, at han hjalp mig med at dø en dag før tid. Smerten var ikke til at holde ud, og der var ingen medicin til fattige som mig. Så han gav mig dødskysset. Alle former for fysisk smerte forsvandt, og så brækkede han nakken på mig.

Ingen engle må slå ihjel, og vi må heller ikke fjerne smerte, da det er noget, sjælen skal lære af til næste gang vi bliver sat på Jorden. Men han gjorde det for min skyld. Og det kostede ham livet.

Jeg hører klokken ringe ud, og kort tid efter får jeg øje på Gabriel i mængden af mennesker, der vælter ud ad døren. Let løfter jeg hånden for at gøre opmærksom på, at jeg sidder her.

”Det der psykologi er overhovedet ikke mig. Hvordan i alverden kan du holde det ud?” Han læner sig mod bordet, og jeg mærker kærligheden strømme fra hans blik.

”Psykologi er spændende,” griner jeg, og rejser mig op for at kysse ham.

”Hvis man lærte om pigers tankegang, så kunne det godt være at det blev spændende.” Han kigger på mig med et undersøgende blik. Det er nu jeg skal finde på et eller andet at sige, inden han spørger ind til min manglende øjenkontakt.

”Skal vi ikke gå om og hugge et par af skolens blomster? De opdager det alligevel aldrig.” Jeg fremtvinger et smil.

Lige nu gør jeg alt for at vinde lidt ekstra tid. Jeg kender ikke det præcise tidspunkt, men så længe han ikke er i nærheden af en bil, så sker der ikke noget. Og der er ingen biler bag skolen. Med mindre nogen har parkeret ulovligt … nej, det er ikke der. Jeg husker, at der var asfalt.

”Alle dem du vil have,” svarer han og smider rygsækken over skulderen.

”Så lad os gå.”

Vi når ikke længere end lige rundt om hjørnet, før jeg vrikker rundt på foden og mister balancen. Gabriel griber hurtigt ud efter mig, og når lige akkurat at forhindre mig i at ramme jorden.

”Fuck,” hvæser jeg sammenbidt.

”Jeg henter bilen.”

”Nej!” Han er allerede på vej væk. Det er min skyld, at han skal hente bilen. Hvis det ikke var for min klodsethed, så havde det ikke været nødvendigt for ham, at træde alene ud på vejen. ”Jeg kan godt gå.”

”Ange.” Han ryster på hovedet. ”Du kan da ikke gå med det der.”

”Jo, det går fint,” lyver jeg, og kæmper for at blive stående. Han må ikke gå derud. Det er ikke tid. Ikke endnu.

”Fint, vi går hen til bænken, og så henter jeg bilen.” Han lægger armen om mig, og jeg støtter mig til ham.

Jeg lægger det meste af min vægt over på ham, men det ændrer ikke tempoet. Bænken kommer tættere og tættere på, og tiden er ved at rinde ud.

Han hjælper mig ned på bænken, og jeg mærker hvordan mit hjerte langsomt knuses. Jeg ved, at når han træder ud på vejen, vil en bil ramme ham, og det vil være enden. Og når han er kommet til Pax, vil min skæbne blive afgjort.

”Jeg henter lige bilen.” Han retter sig op, og jeg griber ud efter hans arm.

”Vent,” hvisker jeg.

Smerten i min fod er uudholdelig, da jeg rejser mig op, men jeg vælger alligevel at gøre det. Jeg lægger kærligt armen om hans nakke og kysser ham.

Et langt og inderligt kys bevæger sig mellem vores læber, og jeg mærker, hvordan jeg trænger gennem hans menneskelige skjold. Han kysser igen, og lige inden han trækker sig tilbage, tager jeg hans smerte.

”Jeg kommer tilbage om to minutter.” Jeg glider ned på bænken, og da jeg kigger op, møder jeg hans blik, og jeg lader ham se mig i øjnene.

”Skynd dig tilbage,” svarer jeg med et forlorent smil.

Han går ud på vejen, og jeg har mest af alt lyst til at lukke øjnene, men jeg gør det ikke. Jeg er nødt til at holde øje med ham, for det er min opgave at følge ham hele vejen, uanset hvor hårdt det er. Det er mit job som Dødsengel.

Fra den anden ende af parkeringspladsen ser jeg en sort Ford komme med fuld fart mod Gabriel. Bilen svinger fra side til side, som er den ude af kontrol.

Lige inden den rammer ham, får vi igen øjenkontakt, og jeg mærker, hvordan noget i ham falder på plads.

”Michael…” Det bliver kun til en hviskende lyd.

”Angela.” Han rækker hånden frem mod mig, og jeg rækker min frem mod ham.

Det giver et ryk i min krop, da bilen rammer ham. Han falder sammen på stedet, og jeg ved at han er død. Det går hurtigere, når de ikke føler smerte, for så kæmper de ikke mod døden.

Jeg mærker hvordan min fod bliver healet, og snart kan jeg igen stå på den. Det må have været meningen, at jeg skulle komme til skade, ellers havde de ikke healet mig.

”Angel,” lyder en stemme bag mig.

”Michael,” svarer jeg og vender mig om.

Hans nu blå øjne er det første jeg møder, og hurtigt går det op for mig, at han ligner sit gamle jeg, og ikke Gabriel.

”Hvordan?” Jeg springer i armene på ham, og holder ham tæt.

”Fordi du kender mit sande jeg.” Han kysser mig på håret. ”Du så det med det samme, gjorde du ikke?”

”Jo.” Jeg tørrer en tåre væk. ”Jeg vidste ikke, om jeg havde ret, men jeg håbede, at det var dig.”

”Og her er jeg så.” Han kærtegner min kind, og jeg mærker nu, hvor meget jeg egentlig har savnet ham. ”Død igen.”

”Ja.” Jeg er tom for ord. Michael står her endelig, og så skal jeg følge ham til Pax.

Jeg kaster kort blikket over skulderen, og ser hvordan et par fyre står bøjet over Gabriels døde krop. De har ikke set mig, så jeg beslutter mig for at komme væk. De kan ikke se Michael/Gabriel, men det ser dumt ud, at jeg står og snakker med mig selv.

Vi går mod skoven, der ligger bag skolen. Michael fører an, for han er den eneste der ved, hvor hans port er. Ingen har fortalt ham, hvor han skal lede, for det er aldrig den samme port. Inden folk er gået gennem deres port, har de altid fortalt, at det var en følelse der kaldte.

”Det er længe siden.” Han bryder tavsheden.

”Jeg kan næsten ikke tro, at vi står her igen. Vi har bare byttet roller.” Jeg fokuserer på mine fødder, og hvordan de forsigtigt træder i skovbunden.

”Det er ikke en gentagelse, Angela. Du slog mig ikke ihjel.” Han skubber mit hår væk fra ansigtet, og tvinger mig til at se ham i øjnene.

Det er som at se sig selv i et spejl, hver gang jeg møder hans øjne. Vi er af samme art, og det er ikke farligt at se hinanden i øjnene.

”Men jeg kunne have stoppet dig.”

”Du gjorde bare dit job.” Han skifter retning, og jeg følger automatisk efter.

”Du satsede dit liv for min skyld, og jeg lod bare tingene ske.” Jeg bider mig selv i læben, og retter blikket mod jorden.

”Ange, stop. Det er ikke din skyld. Jeg brød reglerne dengang, og det her er min straf. Men når jeg ender i Pax, vil jeg endelig få fred. Jeg vil ikke blive inkarneret igen.”

”Sådan noget må du ikke sige. Jeg er grunden til at du blev gjort dødelig, så det burde være mig der betalte straffen. Hvis jeg ikke havde bedt om hjælp, havde du ikke brudt reglerne.” Jeg mærker hvordan tårerne presser sig på.

”Hvis nogen skal betale straffen, så er det mig,” svarer han med fast stemme og griber ud efter min arm. ”Jeg valgte selv at gøre de ting. Og jeg kendte konsekvenserne.”

”Hvorfor gjorde du det så? Du kunne have levet i flere hundrede år, og jeg ville have været død alligevel.”

”Jeg gjorde det af samme årsag, som da du fjernede min smerte.”

Mit hjerte springer et slag over, og det går op for mig at vi stadig står stille. Jeg forsøger at forstå, hvad det er han lige har sagt, men det virker så uvirkeligt.

”Elskede du mig?” Jeg træder tættere på, og tvinger mig selv til at se ham i øjnene.

”Nej.” Han ser mig dybt i øjnene. ”Jeg elsker dig, i nutid. Det har jeg altid gjort. Og selvom jeg blev reinkarneret, fandt jeg dig.”

”Michael …” Jeg lægger en hånd mod hans bryst. Hans hjerte pumper stadig, måske fordi han stadig er en engel?

”Jeg blev forelsket første gang jeg så dig. Og da du gengældte følelserne, vidste jeg, at du var det hele værd.” Han kommer helt tæt på, og da hans læber kun er millimeter fra mine, læner jeg mig frem og kysser ham.

Han brød reglerne for at være sammen med mig, og jeg har nu gjort det samme. Og lige om lidt vil vi begge igen være alene. Han vil ende i Pax, og jeg vil højst sandsynligt ende som dødelig.

”Kom,” hvisker han kærligt.

Vi går dybere ind i skoven, og da vi når ud på den anden side af den, ud på klippen med stranden i baggrunden, får jeg øje på porten. Den ligner et vandfald, der står ude midt i ingenting.

Tanken om at vi er så tæt på Pax, får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Når Michael træder gennem porten, vil han aldrig vende tilbage, og jeg vil igen være alene.

Hvis bare jeg kunne bytte plads med ham, så kunne han få lov til at fortsætte som Dødsengel. Han er langt bedre til det, og han fortjener livet mere end jeg.

Jeg er stadig bange for at ende i glemslen, men det er ikke fair, at han skal ende der, bare fordi han blev forelsket i et menneske. Han helbredte mig jo ikke.

”Det er her jeg skal ind.” Han stopper foran porten.

”Kan det ikke vente?” Jeg lægger armene om halsen på ham, og lader mine øjne blive væk i hans.

”Angela, der er ikke noget vi kan gøre. Jeg får aldrig mine vinger tilbage, og jeg har heller ikke noget ønske om at blive Dødsengel igen. At skulle se folk dø igen og igen, er ikke en opgave for mig. Du var min sidste opgave, og jeg fortryder intet.”

”Hvad med mig?” Han må ikke tage af sted og efterlade mig her.

”Du skal fortsætte med det du gør.” Han tager mine hænder i sine, og sammen laver vi en lyskugle, som vi sender mod himlen. Det er dem mennesket ser som stjerneskud, men i virkeligheden er det nogle vi skaber, når vi sender folk til Pax. En slags afsked.

”Jeg vil ikke fortsætte med at sende folk i døden.”

”Du skal sprede kærlighed til folket, Angela. Jeg har aldrig set en Dødsengel være så fuld af kærlighed som dig. Det må du ikke smide væk. Lov mig det.” Han kysser mig på panden.

”Det er noget jeg har lært af dig, Michael. Du er kærligheden selv.” Jeg kærtegner hans kind. ”Uden dig var jeg aldrig blevet, til den jeg er.” Jeg er blevet til nogen …

”Ange,” Jeg tysser på ham. Han skal ikke modsige mig.

Michael trækker langsomt mod porten, stadig med et smil på læberne.

Han var min Dødsengel, og nu er jeg hans. Jeg skal nu se ham forsvinde for evigt, og jeg kan ikke gøre noget. Pax kalder på ham. En følelse jeg ikke selv har oplevet, men har fået fortalt om hver eneste gang jeg har fulgt en til Pax.

Det hele sker i slowmotion. Jeg ser hvordan han kommer tættere og tættere på, og da han er få centimeter fra at forlade Jorden, vender han sig mod mig og vores blikke mødes, og straks kaster jeg mig i hans arme og kysser ham.

Jeg ved, at det er forkert, men jeg er ligeglad. Ingen skal fortælle mig, hvem jeg må forelske mig i, og hvem jeg ikke må. Vi hører sammen uanset hvad.

”Jeg elsker dig, Michael.” Han kysser mig, og vi nærmer os porten. Jeg følger hans bevægelser, og mærker nu hvordan vi krydser grænsen.

”Jeg elsker også dig, Angela. Du er en sand engel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...