Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1702Visninger
AA

2. Prolog

 

Shashiel.

   Stemmen gav genlyd i hele den fjerde himmel, og Shashiel skuttede sig sagte, da han kiggede op på den tårnhøje skikkelse foran sig.

   Det var sjældent, Gud valgte at kontakte sine engle direkte – end ikke ærkeenglene havde specielt meget med ham at gøre. At han nu viste sig her, så langt nede som på det fjerde plan, tydede på problemer.

   ”Min herre,” sagde Shashiel højtideligt og bøjede sit hoved mod den gyldne skikkelse. Også selv havde Shashiel et gyldent skær, men det var som det rene vand sammenlignet med Guds blændende kræfter. Seraphenglene, Guds lysende solsønner, syntes pludselig helt menneskelige og ordinære, når de var i selvskab med ham.

   ”Rejs dig blot,” lød den rungende stemme nu, og Shashiel rejste sig ubesværet, hans vinger foldet let ud som for bedre at kunne holde balancen i vinden, der efterhånden var ved at tage til i styrke.

   Guds varme stemme rungede endnu engang ud over den fjerde himmel, Shashiels hjem og rige: ”Jeg hører, du har skuffet din pligt, Shashiel. Som min status som Overhersker af de Syv Himle, Jorden og Stjernerne betroede jeg dig posten som overvåger af den fjerde af disse Himle samt æren at bevogte og holde øje med de faldne engle i helvedet. Er det korrekt antaget, at det var en fejltagelse af mig at sætte min lid til dig?”

   Shashiel kiggede nu direkte op på Guds skinnende aura. ”Der kan kun du afgøre, ærede Gud,” sagde han. ”Jeg kan ikke andet end beklage mine forsømmelser. Som du naturligvis ved, er en af de faldne, Zepar, undsluppet mine observationer, og jeg kan intet sted finde ham.”

   ”Zepar er en lusket forræder af en falden, er han. Han har langt mere erfaring end du, Shashiel, og jeg er derfor villig til at tilgive din uopmærksomhed og forsømmelse på én enkelt betingelse.

   Shashiel anede håb, om end han vidste, det kunne blive fatalt at love for meget til Gud, hvis ikke man kunne fuldføre opgaven. ”Sig frem,” sagde han sammenbidt og strøg usikkert en hånd igennem sit viltre, brune hår.

   Gud lænede sig atter et stykke længere frem, så han nu næsten befandt sig klods op ad den skælvende Shashiel. Aldrig havde han oplevet Gud på så nært hold. Hans vinger, der bestod af fjer i nuancerne brun, hvid og grå, skælvede let. 

   ”Mine anelser går på, at Zepar har fået tvunget sig adgang til menneskenes verden, Jorden, hvor han misbruger sine talenter for forføring af kvinder. Rejs dertil, Shashiel, og gør din forsømmelse god igen. Hvis Zepar har skjulte motiver, så find ud af dem først – derefter kan du bortvise ham til Helvedet, hvor han hører til.”

   Villig til at gøre hvad han kunne, rankede Shashiel ryggen og mærkede gløden i sig blafre op. ”Min hersker, Gud,” sagde han. ”Jeg vil med glæde udføre din mission, men hvordan dog? Jeg kan næppe skaffe mig adgang til Jorden uden at vække for meget opsigt.”

   Gud kom nu med en rungende lyd, der kunne minde om mild og varm latter. ”Men Shashiel, min engel, står det da ikke klart for dig? For at komme til at gå på Jorden, uden at vække opsigt, må du optræde i din menneskelige udgave af dig selv. Du må lade dig falde,” sagde han roligt.

   Shashiel rystede forbavset på hovedet, så hans viltre brune lokker blev kastet hid og did. ”Men-,” begyndte han, men atter lo Gud hjertevarmt til ham.

   ”Ikke noget men, Shashiel. Jeg vil lade dig falde, men med dine kræfter i behold,” fortalte han. ”Du vil skulle passe på med din indre glød, og du vil skulle gå rundt uden dine vinger fremme – lad dem blot gennembore din hud og vokse ud, når de bliver nødvendige.”

   Vinden tog nu atter til i styrke og omkransede Shashiel. Rundt og rundt blæste den, og han mærkede tårerne dannes i sine øjne. ”Du har min velsignelse,” var de sidste ord, han hørte fra Gud, før hvirvelvinden blev for kraftig, og Shashiel mærkede en stærk smerte dér, hvor hans skulderblade plejede at bryde huden i et væld af fjer og dun.

   Et kort øjeblik var alt sort. Så slog han øjnene op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...