Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1704Visninger
AA

10. Kapitel 8

 

Cass vågnede langsomt op og mærkede efterhånden sine forskellige sanser sætte ind én efter én. Det første, hun lagde mærke til, var en konstant strygende bevægelse mod hendes kind – det føltes varmt, og med et chok gik det op for hende, at det måtte være en hånd.

   Men, var spørgsmålet dog, hvem skulle dog sidde der og kærtegne hendes kind mens hun sov, undrede hun sig. Hun lå længe helt stille og grublede over spørgsmålet, bange for at ødelægge den magiske følelse, det spredte i hende. Hendes mor plejede som regel at lade hende være i fred, når hun sov, så det kunne umuligt være hende, der gjorde det. Men-

   Med et sæt satte hun sig op og kiggede sig omkring. Ganske rigtigt befandt hun sig nu på en lille blå tomandssofa, benene krummet sammen under sig grundet den trange plads. Til højre for hende sad Shay i skrædderstilling på gulvet, hans hånd stadig hvilende mod hendes kind.

   ”Godmorgen du,” sagde han med et skævt smil og fjernede, med noget der lignede modvilje, sin hånd fra Cass’ kind. ”G’morn,” gryntede Cass og gned sig i kanten af øjet. En ulækker, hvidlig substans havde samlet sig på spidsen af hendes finger, og hun tørrede den fraværende af i sin bluse.

   Cass måtte sagte undertrykke en dyb gaben – hvordan var hun dog blevet så træt? Hendes lemmer føltes sært tunge, og hendes øjenlåg klistrede af overskydende søvn. Hendes hoved var som fyldt med bomuld, let men på samme tid tungt og sløvt.

   ”Den helende medicin er stadig aktiv i dit system,” sagde Shay til hende og strøg forsigtigt en lok af lyst hår om bag hendes øre. ”Sov, Cassandra. Hvad end der sker, sværger jeg at beskytte dig.”

   Med en kraftanstrengelse åbnede hun munden og spurgte træt: ”Shay? Shay, vil du ikke nok fortælle mig, hvad der foregår?” Hendes stemme lød sært hul, og hun hostede diskret i håb om, at det kunne gøre op for det.

   ”Cass. Søde, rare, blide Cass. Jeg skal nok fortælle det hele, når du vågner og er stærk og sund igen. Men sandheden er kompliceret, og jeg har brug for, at du forstår.” Hans store brune øjne kiggede bedende på hende, omkranset af række på række af små sorte øjenvippehår.

   ”Lover du?” spurgte Cass hæst, og Shay tog forsigtigt hendes hænder i sine. De var let fregnede og havde små områder af hård hud på fingerspidserne, der brød det ellers silkebløde tema, der syntes at passe så godt til hende.

   Han tog en dyb indånding. ”Jeg lover.”

   Træt lod hun sine øjenlåg falde i og sank snart efter tilbage i bevidstløsheden.

 

Shashiel sad på kanten af en taburet med hovedet hvilende mod sine håndflader. Det prikkede i hver en del af hans krop, hver en kvadratmillimeter bar hud – det kriblede i ham efter at sætte jagten efter Zepar ind, og det kriblede i hans skulderblade, hvor hans vinger plejede at bryde huden i et væld af fjer.

   Han kunne mærke gløden af lys i sig blafre op, og dog sad han blot her og ventede. Dette var der flere grunde til, om end nogle var større end andre. Ligetil lå forklaringen om, at han endnu ikke vidste hvad Zepars motiver var, for slet ikke at tale om hvor han befandt sig.

   Dog måtte selv han indrømme, at den grund aldrig ville kunne holde hundrede procent stik. Hvad der tvært imod havde den største betydning, befandt sig mindre end en meter fra ham.

   På den smalle, kongeblå sofa, han havde stående i stuen, lå nemlig en lille spinkel pige med et væld af lyst hår og fregner. Han mærkede en øm, varm knude sprede sig i maven og smilede skævt. Af alle de mange væsener, han kunne have valgt at forelske sig i, skete det med lige netop dette individ, en helt regulær menneskepige – vel at mærke, ikke ligefrem et marked, hvor datingmuligheder var åbne. Han fnøs for sig selv over, at han overhovedet turde overveje tanken.

   Men det gjorde han. Overvejede tanken, altså – for, hvis han skulle være helt ærlig, hvilket han som engel naturligvis var, havde han på den korte tid, efter de havde mødt hinanden, udviklet ikke blot følelser for hende, men også en sær form for beskyttertrang.

   Og det var så præcis, hvad der holdt ham fra at lade sine vinger gennemborde huden og jagte hovedkulds efter Zepar. Allerede én gang var det nu gået udover Cass, og han kunne ikke bære, hvis der skulle kunne ske hende noget igen. Om han så ville være tvunget til at vogte hende med sit liv, ville han gøre det uden den mindste tøven. Hun var for menneskelig, for skrøbelig.

   Med et suk rettede han sig op og satte sig igen hen ved Cass’ side. Han tog hendes slappe hænder mellem sine og dækkede dem uden besvær. De var så små og fine.

   ”Gud,” sagde han med højtidelig stemme og bøjede endnu engang hovedet. ”Jeg beder om fortsat støtte til min mission. Jeg ved, at du kan høre dette, som du kan høre alt andet, og jeg ved, det er i din interesse at jeg lykkes med dette.”

   Han tog en dyb indånding. ”Giv mig styrke, Gud. Lad mig træffe de rette beslutninger, og lad mig være i stand til at rede dette menneske. Jeg beder dig, lad hende overleve dette.”

   Han mærkede en kriblende varme sprede sig fra hans bryst og ud i resten af kroppen. Han vidste, det var Guds måde at svare ham på, men hvad det betød, kunne han ikke vide sig sikker på. Atter rakte han blot hånden ud mod den sovende Cass og håbede på det bedste.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...