Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1698Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

Cass slog et øjeblik senere øjnene op, og fandt sig liggende på de kolde fliser i en ubehagelig stilling, hendes ene arm vredet rundt i en skæv vinkel under hende.

   Hun forsøgte at rykke på sig, men mærkede ikke bare én, men hele to stærke smerter – i hendes højre albue, som hun refleksmæssigt havde taget fra med inden jorden ramte hende, samt hendes baghoved.

   Sidstnævnte dunkede nu som et stærkt, pulserende hjerte, og noget, der føltes som sylespidse nåle, syntes at prikke sig vej igennem hendes kranie for hvert åndedrag, hun tog.

   Hun hørte fodtrin komme løbende, først fjerne, derefter tættere på. ”Hey!” hørte hun Shay’s stemme, da han strøg forbi hende, formentlig på jagt efter Seth, og hun stak forvirret neglene ind i sine håndflader, til hun mærkede blodet pible frem.

   Hvem var den gode i alt dette – Shay, der påstod, at Seth ikke var menneskelig, eller Seth, der lige havde skubbet hende baglæns ned ad en stentrappe? Svaret burde være enkelt nok, men Cass måtte alligevel tænke længe over det.

   Ud af øjenkrogen kunne hun se en stor mængde af ben og fødder iklædt farverige sko, og en panisk mumlen kunne efterhånden høres. ”Gud, hvad er der dog sket?” sagde en af stemmerne, og en anden stemte straks i: ”En eller anden, få fat på skolesygeplejersken!” Cass lukkede forvirret øjnene.

   En dyb, velkendt stemme skar sig nu igennem de mange paniske udråb, og det trak let i Cass’ mundvig. Okay, så Shay var helt sikkert den gode fyr i hele denne redelighed. ”Jeg skal nok bære hende hen til sygeplejersken,” sagde han nu forsikrende til de andre, og det virkede til at dysse dem lidt ned. Desuden, tænkte Cass tørt, var det nok de færreste, der tvivlede på, om en så høj og muskuløs knægt som Shay kunne bære hende derhen. Selvfølgelig kunne han det.

   Og det var så hvad han gjorde. Med et hurtigt snuptag tog han hende op i sine arme, som vejede hun ikke mere end en tiårig. Hans fjedrende skridt var så jævne og rolige, at enhver rystelse hurtigt var ude af sind. Taknemmeligt lagde hun hovedet mod han bryst.

   Hans hjerte bankede hurtigt, hurtigere end hun havde troet muligt. Dunk-dunk-dunk-dunk, syntes det at sige, som stærk regn mod en skrå rude. Hun kneb øjnene let sammen, da hun mærkede, hvordan jorden begyndte at skråne under Shays fødder. Skråne – på en skole?

   ”Shay,” mumlede hun ind mod hans skjorte. Dens struktur kradsede let mod hendes hud, og hun vendte modvilligt ansigtet den anden vej igen. ”Shay, skulle du ikke tage mig til sygeplejersken?”

   Han standsede op et øjeblik og holdt hende let ud fra sig. Han kastede et granskende blik på hende og holdt hende så igen beskyttende op ad hans muskuløse brystkasse. ”Jeg kan lappe dig mindst lige så godt sammen som hende, hvis ikke bedre. Desuden er du i sikkerhed hos mig, hvilket man ikke just kan sige om skolens område. Specielt ikke med sygeplejeren som den eneste vagt.” Han fnøs forarget. ”Hvis hun så havde været en mand i stedet, kunne jeg måske have overvejet det …”

   Cass’ omtågede hjerne var for forvirret til at tage videre stilling til ordene, så hun nikkede blot for nu. En tåre banede sig vej nedover hendes ene kind, hvorefter den blev opsuget af Shays grove skjortestof. Hun snøftede sagte.

   ”Græder du?” spurgte han.

   Hun vendte blikkedet opad, hvor hun kunne ane Shays bestemte kæbe. Hans træk var så smukke, så majestætiske, så overjordiske, og alt hun længtes efter i netop dét øjeblik var at røre ham.

   Tjah, hvorfor ikke? Med en tøvende bevægelse gjorde hun sin venstre hånd fri, den arm der ikke var skadet, og rakte hånden op mod hans kind. Hun kunne svagt mærke begyndelsen på skægstubbe og lod tænksomt hånden følge hans konturer. Hun mærkede den rytmiske dunken i hans bryst stige endnu mere i styrke og smilede svagt.

   ”Kun lidt,” grinede hun sagte og tog sig til hovedet, da en intens smerte igen skar sig vej igennem hendes kranium. Av.

   ”Godt. Jeg skal nok fikse dig sammen, dog.” Hun hørte lyden af nøgler i en lås og derefter en dør, der gik op.

   ”Velkommen til min ydmyge bolig,” sagde han så og bar hende forsigtigt over til en blå tomandssofa. Han satte hende nænsomt ned, som var hun lavet af det pureste porcelæn, og betragtede hende så kort.

   Hun kastede et hurtigt blik omkring sig, inden hun igen fæstnede sine øjne på ham. Det lignede en almindelig lejlighed, om end der var yderst sparsomt møbleret. Alt så lyst og let ud, og hun uddrog et lettelsens suk. Langt om længe lidt normalitet.

   ”Cass, jeg bliver nødt til at lægge dig til at sove i et stykke tid, så jeg kan fikse dine skader. Der er ikke sket noget videre faretruende, men du vil nok foretrække det, hvis du ikke er ved bevidsthed.”

   Cass nikkede blot med vidt opspærrede øjne. Hvorfor hun ikke krævede, at han førte hende til en uddannet læge, anede hun ikke. Tillid, måtte hun indrømme, kunne hurtigt blive en farlig ting i en sådan situation.

   Han lagde en ru og på samme tid silkeblød hånd mod hendes pande, og hun lukkede øjnene, lukkede smerten og alt andet end Shays nærhed ude.

   ”Sssh, Cassandra,” var det sidste, hun hørte. ”Sov og lad mig med Guds hjælp hele dine skrammer.” Og atter var alting sort.

                                                                                                       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...