Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1704Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

Senere samme dag fandt Cass sig stående tøvende i indgangen til cafeteriaet. Et øjeblik overvejede hun at vende rundt på stedet, da hun så Seth sidde ved hendes bord endnu engang. En utålmodig albue bagfra fik hende dog på andre tanker, og hun trådte tøvende til side for den forbipasserende.

   Skulle hun gå hen til bordet eller finde sig et nyt sted at sidde? Normalt var der faste pladser i cafeteriaet, så hun besluttede, det ikke var det værd. Ingen grund til at gøre sig yderligere upopulær hos de andre elever, vel?

   Der gik stadig rygter på skolen om en særligt uheldig dreng, Dennis, den engang havde sat sig ved det forkerte bord, på den forkerte plads, på det forkerte tidspunkt. Hun gøs ved sig selv, selvom hun, for at være helt ærlig, aldrig havde hørt helt nøjagtig, hvad der var sket ham. Hun havde blot taget ved lære som alle andre, og lige siden passet nøje på, hvis plads hun eventuelt kunne risikere at tage.

   Med langsomme skridt satte hun kurs mod det sædvanlige bord, hvor Seth nu så ud til at have indfundet sig mere permanent. Holdt han øje med hende, eller prøvede han blot at være irriterende med sin tilstedeværelse? Hvis det var den sidstnævnte mulighed, lykkedes det i hvert fald over al forventning, sukkede hun i sine tanker.

   Halvvejs henne ved det næsten tomme bord i hjørnet kom en gruppe piger gående imod hende fra siden. Fnisende svang de med deres lange hår og vinkede smilende til Cass, der fandt sig selv frosset fast på stedet. Høje, pæne, populære piger – vinkede smilende til hende? Et eller andet måtte være sket siden hun tog hjem fra skole i fredags, resonerede hun. Hun havde umiddelbart intet imod det, men det var ikke ligefrem den normale adfærd fra deres side.

   Pigerne var nu helt henne ved hende, men alt hun kunne gøre var blot at glo forbavset på dem. En af dem, en høj brunette med stramtsiddende jeans og en babyblå designertrøje smøg venskabeligt armen under Cass’ og trak hende lidt med sig.

   ”Øh,” sagde Cass, ikke videre begavet, og kunne have slået sig selv, hvis ikke det var fordi, hun i forvejen ikke var specielt koordineret og absolut ingen timing havde – hun opgav tanken, kun delvist grundet de mange stirrende blikke, det nok ville resultere i. ”Så … Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spurgte hun dem vagtsomt, ikke helt sikker på, hvad deres intentioner dog kunne være.

   Pigerne stoppede op et par meter fra Cass’ bord, hvor Seth mageligt sad med benene slynget op på bordpladen og armene bag nakken, og hun standsede også, stadig ikke helt villig til at sætte sig for tæt på ham.

   ”Du ved, der går ligesom rygter om, at Seth tog hjem til dig i fredags – du ved, Seth, ham den lækre?” 

   Hun gentog sig selv og stirrede på Cass, som kunne der være bare den mindste tvivl om, hvilken Seth hun talte om. ”Og, du ved, han sidder ved dit bord, så det hele er ret tydeligt. Tillykke med forholdet!” smilede hun bredt, selvom Cass lagde mærke til, hendes øjne så sært døde ud ved ordene.

   Med et forsigtigt smil trak hun sig fri fra pigens greb. ”Hør, der er ikke noget imellem os. Jeg ved ikke, hvorfor han sidder ved mit bord, og jeg ved ikke, hvad han vil mig. Men jeg føler intet.”

   En række tvivlende blikke talte deres tydelige sprog. ”Okay, så I har sikkert jeres eget populære bord henne i den anden ende af salen her, men hvis det er på grund af Seth, I er her, er det også helt fint – I må gerne sidde her ved bordet, så længe I ikke forstyrrer mig, når jeg tegner.” 

   Et lille jubel af glæde undslap flokken, der tydeligvis også huskede historien om Dennis, og de skyndte sig alle hen for at få de attraktive pladser op ad Seth. Cass smilede lidt ved sig selv over sin pludselige magt, og satte sig skråt overfor ham. Ikke for tæt på, men så han stadig var i syne. Han holdt tilsyneladende øje med hende, og hun besluttede, hun nok også burde holde et vågent øje med ham – på den måde ville det også være mere lige imellem dem, afgjorde hun, en smule bange for at ende ud som den underlegne af de to.

   ”Så jeg hører, du er god til at tegne?” spurgte en af de nyankommne piger, og Cass mærkede en varme brede sig i maven. Måske var det slet ikke så slemt endda med lidt opmærksomhed, tænkte hun med et skævt smil.

   ”Det må du selv vurdere,” grinede hun til pigen og fandt sin tegneblok frem. ”Hvem vil tegnes?” spurgte hun så højere, så hele bordets omkringsiddende hørte det.

   ”Jeg synes, du skal tegne Seth,” sagde en af dem. Hun sad med sin hånd i hans, og Cass kiggede mistænkeligt på deres sammenflettede fingre. Havde han mon også påvirket hende på en eller anden måde?

   De andre nikkede dog som, at det var en god idé, så Cass gav sig modvilligt til at tegne ham. Snart efter var hun dog fanget i sin egen kunst og fandt sig selv dybt koncentreret om sit værk.

   Lette strøg med blyanten, hårdere pres, skarpe kanter, få blødere træk. Da hun omsider lagde blyanten fra sig, opdagede hun forbavset, at det ikke længere kun var pigerne og Seth ved hendes bord, der kiggede med – de fleste i salen stod nu omkring hende, nogle endda bag hende, hvorfra de kiggede med over skulderen.

   ”Woaw,” var der en der sagde, og hun stirrede forbavset på sit værk. Det lignede bedre, end hun havde turde håbe på, og hun tog glad imod de mange rosende bemærkninger om tegningen.

   Da hun rejste sig for endnu engang at gå til time, stod hun ansigt til ansigt med Shay, der rakte hånden ud mod hendes tegning på en vagtsom måde. Hun gav den til ham, og han pegede på en lille detalje i bunden af billedet.

   ”Flot,” kommenterede han. ”Men hvorfor ser det ud som om, han drysser fjer? Her i bunden.” Cass kiggede overrasket der hvor han pegede, og måtte indrømme, hun ganske rigtig havde tegnet noget, der kunne minde om faldende fjer.

   ”Det,” sagde hun oprigtigt til ham. ”Er et rigtig godt spørgsmål.” Han nikkede bekræftende til hendes svar, og hun fandt sig endnu engang fanget i hans gyldenbrune øjnes dybe skær. ”Tak,” sagde han så så lavt, hun ikke var sikker på, det var meningen, hun skulle have hørt det. ”Et skridt tættere på en opklaring.” Det sidste kom blot ud som den fjerneste mumlen. Han kiggede intenst på hende et kort øjeblik, som prøvede han at sende et tavst budskab til hende, og forlod derefter salen endnu engang. 

   Spøjs fyr, smilede hun blot, selvom hun måtte indrømme, han virkede sød nok. Måske kunne de ligefrem gå hen og blive venner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...