Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1699Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

Det var mandag, og Cass sad fraværende og gloede ud i det efterhånden fyldte klasseværelse. De havde engelsk her til morgen, et fag Cass som regel så frem til med en vis mængde spænding og forventning. Biologi og engelsk var hendes to absolutte yndlingsfag i skolen, hvis man altså så bort fra billedkunst, som hun havde taget som tilvalgsfag.

   Deres lærerinde, en høj, ung kvinde med stram knold og højhælede støvler, kom skridtende ind og lukkede den tunge dør bag sig med et sagte klik. I hælene på hende gik en ung fyr, høj, bredskuldret og med en pjusket manke af mørkebrunt hår. Hans holdning så anspændt ud, og Cass lagde med det samme mærke til, hvordan hans gyldenbrune øjne – gyldenbrune øjne? Hun var misundelig! – afsøgte hvert et ansigt.

   Deres lærer viftede utålmodigt med hånden til den nye elev, formentlig som tegn på, han skulle finde et sted at sætte sig. Formaliteterne blev der ikke gjort meget ud af her på stedet, tænkte Cass med et smil, og betragtede i smug skikkelsen gennem et gardin af lyst hår.

   De eneste tomme pladser var to stole, der begge stod til højre for Cass. Hun spændte mærkbart i kroppen, da han rakte ud mod stolen tættest på hende, og som hvis han bogstaveligt talt havde kunnet føle hendes anspændthed, nikkede han forsigtigt til hende og trak stolen en smule til højre, så de ikke nødvendigvis behøvede sidde klistret op ad hinanden.

   Hun lagde forbavset hovedet på skrå og mærkede en kildrende følelse i maven. Betænksom, det var han da i hvert fald også, tænkte hun med et skævt smil.

   ”I dag skal I analysere denne tekst,” sagde lærerinden venligt, da hun havde fået dysset den værste larm og urolighed ned. ”Den er sværere end hvad vi hid til har arbejdet med, så jeg vil foreslå jer, I arbejder sammen to og to. I må gerne arbejde på gangen, i cafeteriaet eller udenfor, så længe I har analysen klar og færdigskrevet til i morgen.”

   Med et smil tog hun stakken af kopiark op i hånden og begyndte at dele ud. Hun startede fra den venstre del af klasseværelset og arbejdede sig systematisk til højre, så hun til sidst kun manglede at udlevere ark til den nye dreng og Cass. ”Det ser ud til, I må arbejde sammen i dag,” nynnede hun fraværende. ”Hvis I bliver færdige kan du vise ham rundt på skolen, Cass.”

   Cass sukkede men smilede dog alligevel høfligt. Nok var hun glad for sit ry som den pligtopfyldende pige, men hun tvivlede nu stærkt på, en så godtudseende fyr som ham den nye ved hendes side ville finde det synderligt interessant, at en tynd fregnet tøs som hende skulle vise ham rundt.

   Deres lærerinde gik op til katederet, hvor hun åbnede en mappe med dokumenter, sikkert stile der skulle rettes. ”Såh, skal vi gå et andet sted hen at arbejde?” spurgte Cass tøvende, og fyren ved hendes side nikkede, så hans hår dansede en enkelt gang om hovedet på ham.

   De gik lidt i tavshed, mens de ledte efter et fredfyldt sted at sætte sig. Cass betragtede ham i smug ud af øjenkrogen, men måtte alligevel kigge op for at kunne se hans ansigtstræk – og fandt ham stirrende direkte tilbage på sig.

   ”U-undskyld,” fik hun forfjamsket fremstammet, uden tvivl tomatrød i hovedet. Han smilede blot til hende. ”Skal vi sætte os her?” Han gestikulerede mod en tom bænk udenfor, og hun nikkede bekræftende. Det kunne være lige så godt som ethvert andet sted, og desuden var der ingen andre i nærheden. Det så ud til, at også han foretrak arbejdsro.

   De satte sig ned, og Cass kom i tanke om, at det nok ville være høfligt at spørge lidt ind til ham. Og, om hun ville være ved det eller ej, så var hun blevet nysgerrig på denne mystiske, stoiske teenagefyr med det viltre hår og de dybe, brune øjne med de gyldne stænk. Ærligt talt, tænkte hun ved sig selv, burde hun nok have spurgt ind til det længe før. Det sociale havde aldrig helt været hendes stærke side, hvilket tydeligt sås på hendes tilbagetrukne facon.

   ”Hvad hedder du så?” spurgte hun med et skævt smil, da de begge lagde deres blyanter og ark på det halvrådne træbord. ”Mit navn er Shashie-”, begyndte han, men standsede brat op. Hun kiggede blot opfordrende på ham. ”Undskyld,” sagde han undvigende. ”Du kan kalde mig Shay. Shay Sherrill.”

   ”Shay.” Hun smagte på navnet og måtte indrømme, hun kunne lide hvad hun hørte. ”Tjah, mit navn er Cassandra, men du må gerne bare kalde mig Cass. Det gør alle,” smilede hun til ham.

   Deres øjne mødtes i et kort øjeblik, og noget der føltes som varm ild susede igennem hende, som var blodet i hendes årer blevet forvandlet til ren og skær lava. Ilden skræmte hende normalt, men dette var anderledes. Dette var Shay, den nye elev på skolen, og selvom han så vild og majestætisk ud udseendemæssigt, så havde hun en stærk fornemmelse af, han ikke ville gøre hende ondt, om det så gjaldt livet.

   De kiggede begge væk og begyndte så som i fælles overenstemmelse at analysere teksten. Det var et middellangt digt, men slet ikke så svært endda. Med fælles hjælp fik de gennemgået det på rekordtid, og sad så blot i venskabelig tavshed til klokken ringede til næste time. De mange spørgsmål brændte i hende, men hun ville nødig trænge sig på - den tid skulle nok komme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...