Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1691Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

Cass befandt sig hjemme på sit værelse, hvor hun sad i et væld af mønstrede puder på sin seng, mens regnen med rytmiske dunk trommede mod hendes rude. Hun var normalt ikke meget for at pjække fra skole, men hvad der var sket i cafeteriaet havde rystet hende langt mere, end hun turde indrømme for sig selv. Desuden, det var fredag eftermiddag, og weekenden stod alligevel for døren.

   Med radioen på fulde knald og en blyant i hånden prøvede hun nu desperat at tænke på alt andet end lige netop Seth og hans mystiske virkning på hende – ja, for slet ikke at tale om hans gådefulde reaktion på hendes engletegning.

   Men som det jo så ofte går, når der er noget, man ikke ønsker at tænke på, er det lige netop dét, der fylder mest i ens tanker. Cass bed sig frustreret i læben og prøvede forgæves at fokusere al sin opmærksomhed ned på den skitse, hun havde påbegyndt. Det var en tegning af hendes forældres kat, Findus, som ærligt talt skræmte hende lidt. Altså ikke tegningen, tænkte hun fornøjet ved sig selv, men selve katten.

   Findus var en helt almindelig rødstribet kat, sådan en af de, der er særligt populære som kælekatte. Alt hvad Cass så, når hun kiggede på Findus, var dog de forræderiske lange kløer, der gemte sig ved de små trædepuder under poterne samt de ildevarslende spidse rovdyrtænder. Hun vidste, det var fjollet af hende, men normalt holdt hun sig for så vidt muligt på afstande af katte, store som små.

   En pludselig banken på hoveddøren rev hende ud af sine spekulationer, og hun sendte et vagtsomt blik mod Findus. ”Lav nu ikke nogle ulykker,” formanede hun den, selvom hun tvivlede stærkt på, den ville rette sig efter det. Den spandt blot tilfreds og hoppede op på det sted i sengen, hun før havde siddet.

   Med et dybt suk og et sidste irettesættende blik på den umulige kat, lod hun sig styrte hen mod hoveddøren. ”Kommer!” råbte hun til den vedvarende banker foran indgangen, mens hun tog den fire trin lange trappe i ét spring.

   Hun landede skævt på den ene fod og hoppede stønnende det sidste stykke hen til døren for at lukke op. Hvad kan jeg hjælpe me-” begyndte hun, men standsede mundlam op midt i sætningen. Al smerten i hendes fod var med ét glemt, og hun kunne ikke andet end blot at måbe af skikkelsen foran sig.

   På den anden side af dørtrinnet, ikke mere end godt tredive centimeter væk, stod Seth Parks, den selv samme fyr, hun så ihærdigt havde forsøgt at få ud af sine tanker. Regnen silede stadig ned, og et par strimer vand løb over hans pande. Han havde intet overtøj på, og Cass løftede et forbavset øjenbryn af ham.

   ”Hvorfra ved du, hvor jeg bor?” sagde Cass i det, hun håbede var en truende stemmeføring. Hun krydsede sine arme op foran sig og stirrede mistænksomt på den mørkeblonde skikkelse foran sig.

   Nu var det Seths tur til at hæve et øjenbryn. ”Der er noget, der kaldes internettet, Cassandra,” sagde han med et vurderende blik på hende. ”Du har måske hørt om det?”

   Cass måtte stille sig på tæer for at kaste et blik over Seths skulder for at tjekke, om han nu også var alene. Da der ingen var at se, stak hun en anklagende finger i brystet på ham. ”Hvad laver du på mine forældres grund?” hvæsede hun til ham, fuldstændig arrig af frygt og raseri. ”Sig frem eller skrid af helvede til.”

   Seth skulede til hende et øjeblik, men grinte så så bredt som havde hun lige affyret en intern joke mellem dem. Hun resonerede hurtigt, at der nok ikke ville komme det store ud af at skælde ham ud, delvist af frygt for, han blot ville grine endnu mere. Med et rapt skub med foden smækkede hun døren i, drejede låsen omkring og lod sine ben ekse under sig.  

   Det skabte en solid barriere mellem de to, og hun åndede lettet ud, mens hun langsomt lagde hovedet mod sine knæ. Barrieren skulle dog hurtigt vise sig at være en midlertidig mulighed. Cass var sikker på, hun havde låst døren, men et splitsekund senere blev den åbnet på ny, og et forskrækket udbrud undslap hendes læber.

   Hun kom på benene hurtigere, end hun havde troet muligt, og måtte støtte sig til væggen, da sorte pletter dansede for hendes syn.

   ”Hør her, jeg skal bare tale med dig,” sagde Seth nu. Han rakte tøvende en hånd ud mod hende, men hun trådte afværgende et skridt tilbage. ”Du rører mig ikke,” hviskede hun, hendes stemme kun akkurat hørlig over regnens konstante silen. ”Jeg følte selv effekten tidligere, så bare … Hold dig der ovre.” Hun gjorde en vag bevægelse med hånden, og han nikkede overrasket.

   Seth knyttede sine knoer, som skulle han til at sige noget ubehageligt. Modvilligt åbnede han munden: ”Jeg vil bare sige undskyld for det, der skete tidligere i dag. Lad os starte forfra, du ved – som venner. Jeg skal nok lade værre med at røre ved dig.”

   Cass nikkede tøvende, men noget inden i hende sagde, at dette var helt forkert. Hans stive holdning, de knyttede knoer, det kolde blik i hans øjne. Alt hvad hun sagde, var dog: ”Okay, cool nok.”, hvorefter hun vagtsomt lukkede døren imellem dem igen.

   Denne gang dobbelttjekkede hun, at hun rent faktisk havde låst døren, før hun atter begav sig op på sit værelse. En kuldegysning løb ned ad hendes nakke, da hun satte sig i sin seng igen. Et eller andet, tænkte hun ved sig selv, var fuldstændig forkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...