Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1708Visninger
AA

18. Kapitel 16

 

”Cass! Åh, Cass, åben øjnene.”

   Shashiels blik var slørret af tårer, da han med rystende ben bar hende ud af kælderrummet og dermed ud i det fri. ”Træk nu vejret!” åndede han ængsteligt til hende og lagde sine hænder mod hendes side efter at have lagt hende på den nu morgenfugtige græsplæne.

   Han lod varmen finde vej til sine hænder og prøvede for så vidt muligt at tænke helende og positive tanker, som han allerede en gang før havde gjort for at redde hende.

   ”Please, Cass,” sagde han med hæs stemme. ”Ikke forlad mig.”

   Og dog lå Cass blot der, hendes brystkasse så godt som stillestående. Kun de svageste trækninger i den kunne mærkes, uden tvivl grundet Shashiels magi. Det ville umuligt være nok til at holde et menneske i live over længere sigt.

   Cass’ ene øjenlåg sitrede i det blide lys fra morgensolen, og Shashiel strammede automatisk grebet om hendes ene håndled. Var der mon alligevel håb?

   En hæs lyd undslap Cass’ læber, og Shashiel strøg hende forsigtigt over det lyse hår. ”Sh, Cass. Du behøver ikke sige noget.”

   Hendes krop sitrede dog blot ved hans ord, og hun fandt med en tøvende bevægelse hans hånd med sin. Han hoppede forskrækket op over det pres, der kom fra den. Hvordan kunne en person så tæt på enden dog være så stærk?

   ”Shashiel,” fik hun fremstammet, kun lige akkurat hørligt for hans sensitive engleører. ”Jeg-”

   Hun måtte standse op midt i sætningen med et ynkeligt hosteanfald. Hun krympe sig i noget, der lignede alvorlig smerte, og måtte vente et par minutter før hun var i stand til at fortsætte.

   ”Lige meget hvad,” hviskede hun træt, ”elsker jeg dig.”

   Han løftede deres sammenflettede fingre op til sit ansigt og strøg dem over sine læber. ”Du ved, jeg også elsker dig, Cassandra. Det vil jeg altid gøre.”

   Han kunne se en svag sitren i hendes ene mundvig, da hun lukkede øjnene. ”Bare lov mig,” lød det hæst. ”At du ikke vil glemme mig.”

   Han kiggede op mod himlen et øjeblik. Solen stod allerede højt, og den brød uden problemer gennem det tynde lag af disede skyer, der havde samlet sig deroppe.

   Alt imens sendte han en tavs bøn til Gud. Forstod Herskeren da ikke en engels sorg? Var han ikke i stand til at redde denne uskyldige piges liv? Bønnen blev længere og længere og på samme tid mere anklagende og bitter for hvert øjeblik. Han havde ikke bedt om det her!

   ”Aldrig i mit evigt lange liv,” sagde han omsider.

   ”Godt,” lød det sidste ord fra Cass, og hendes krop faldt mærkbart sammen. Shashiel vendte igen hoved bagover, denne gang i ren og skær sorg. At hyl af afmagt banede sig vej gennem hans læber, og han lod raseriet overmande ham.

   Hans menneskekrops spinkle rammer kunne ikke længere bære følelserne inde. Det store pres blev med ét for meget, og et brag af en eksplosion hørtes.

   Et lysglimt skarpere end selv selve solen sås. En ring af ilde bredte sig fra stedet, og en mægtig skikkelse rejste sig. Hans træk var skarpe og i stil med mennesket, der før havde stået på hans plads, blot hudre gange mere overjordiske.

   Hans vinger var store, hver en fjer perfekt placeret for optimal fart og ynde. Shashiel var nu ikke længere en engel i forklædning.

   Uden besvær lod han sin ene mægtige hånd glide ned mod den spinkle pige for hans fødder. Med forsigtige og blide fingre tog han hende op i sin håndflade, foldede omhyggeligt sine vinger ud, og steg med hurtige, kraftfulde vingeslag op mod himlene over ham.

 

På jorden skulle det flere årtier efter stadig stå som et mysterium, hvad der egentlig var gået til på denne sære landejendom lidt uden for byen.

Efter Zepars tilbagevenden til Helvede var magten over de mange kvinder blevet brudt. Ingen huskede noget om forløbet, og ingen havde den fjerneste idé om, hvad den kæmpe afsvedne jordplet på græsplænen foran huset mon var blevet brugt til. Ej heller blev hverken Shay eller Cass’ lig fundet.

Mange sværgede på at have set kraftige lysglimt og flyvende tallerkner den dag, og mange teorier gik derfor på alt fra kidnapninger fra det ydre rum til en straf fra de højere magter.

Intet var dog nogensinde blevet bekræftet af politiet, og det så ud til, at selv de var på bar bund. Efter adskillige års efterforskninger og DNA-prøver måtte de overvundne lægge den mystiske sag bag sig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...