Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1687Visninger
AA

17. Kapitel 15

 

Shashiel sad forvirret med ansigtet begravet i sine hænder. Hvordan kunne han dog have ladet hende slippe væk i ly af mørket?

   Ikke langt fra ham lå en lille, sammenkrummet seddel. Håndskriften var umiskendeligt Cass’, og beskeden havde ikke just gjort ham glad. Hvem ser gerne en person, men elsker, løbe bort fra sikre rammer og lægger sit liv i dine hænder, der måske, måske ikke vil kunne redde det? Ikke mange, tænkte han tørt.

   Han sad med kocentrerede rynker i panden og spændte nakkemuskler. Normalt var det ingen sag for ham at fornemme ild og varme omkring sig, men dette var anderledes. Dette var ét særligt bål i blandt mange andre varmekilder - og han havde ingen idé om, hvor denne ville dukke op.

   Efter noget tid, der for den ellers altid tålmodige Shashiel føltes som timer senere, mærkede han noget pirre bagerst i bevidstheden. Det startede blot ud som en lille glød, men blev langsomt stærkere, om end aldrig stor. Kunne det være det?

   I ét spring var han på fødderne på vej mod døren. Med lange, elegante hop satte han af mod jorden, gang på gang, altid rettet mod dette særlige mål. Det måtte bare være Cass.

   Et instinkt sagde ham, han måtte skynde sig, og han vidste, det formodentligt gjaldt liv eller død. Med en kraftanstrengelse satte han farten yderligere op, hans spinkle menneskemuskler hårdt pressede og smertende under engleviljen, der førte dem fremad.

   Han kom tættere og tættere på hans mål, og noget i ham sagde, at dette var det rigtige sted. ”Find Cass, dræb Zepar,” spyttede han, da han endelig nærmede sig den store hoveddør i bygningen foran ham.

   Med et brag blev døren smækket op, og Shashiel blev skubbet bagover af en voldsom kraft. Han fløj et par meter bagud i en bue gennem luften, og kurrede så hen ad den glatte græsplæne.

   Ovenpå ham sad Zepar, ikke længere udelukkende i hans menneskelige form. I panden brød to små, spidse horn pandens overflade, og fra ryggen stak en lang, skællet hale med en spaltet ende, der nu viftede fornøjet frem og tilbage i luften.

   ”Så kom du alligevel, lille engel,” grinede han, hans mund nærmere en grimasse end et egentligt smil. ”Savnet din lille kæreste? Bare synd, hun nu er i min varetægt.”

   Shashiel blottede tænderne i et dybt hvæs og lod sin krop falde bagover. Hans muskler begyndte at krampe, hver og en af dem spændstig og rystende af anstrengelse. Hans hud over skulderbladene brudtes med ét i et væld af fjer, der stødt voksede udad, til de formede to par perfekte vinger.

   ”Bare kom an!” råbte han troende og satte med et væld af pludselig styrke af fra jorden med et enkelt ryk i de mægtige vinger. Nok var han stadig halvt i sin menneskelige form, men at kunne lette fra jorden igen gjorde virkelig underværker for ham.

   Zepar slog fornøjet med halen og satte også af fra jorden med sine muskuløse lægge i et mægtigt spring. ”Bare vent til jeg overtager denne verden,” hvæsede han fornøjet til Shashiel, da han greb fat i hans trøje og klamrede sig fast til den flyvende engleskikkelse.

   ”Det kommer ikke til at ske!” råbte Shashiel nu, ikke videre overrasket over den faldnes plan. Hvad andet kunne man forvente?

   Med en knyttet hånd slog Shashiel ud mod den klamrende Zepar af alle sine kræfter. Dog undveg han blot gang på gang, og det så nu ud til, den faldne engel også havde fået sine dæmonlignende kløer under kontrol. Præcis som hornene og den tvetakkede hale var disse kulsorte, kun brudt af visse ujævnheder og et skællignende yderlag.

   Zepar stak nu fornøjet sin ene hånd ind i siden på Shashiel og drejede langsomt rundt, de lange kløer dybt begravet i hans mave. Shashiel skreg, langt fra vant til sine menneskelige smertegrænser. Endnu en skarp smerte, nu fra den ene vinge, fik ham til hovedkulds at styre mod den kolde jord under dem.

   Med et brag landede de, Shashiel nederst og Zepar oven på ham. Luften sivede ud af hans lunger med et enkelt svusj, og det lykkedes ham kun lige netop at trille rundt, så det nu var Zepar, der lå nederst.

   Som i fældes overensstemmelse blottede de tænderne af hinanden, og Shashiel greb foragteligt ud efter Zepars strube. ”Jeg har ikke tid til det her!” åndede han. ”Må hen til … Cass. Før det er for sent. Ikke tid.”

   Han plaprede nu blot forvirret, fuldstændig overstrømmet med følelser. ”Gud, tilgiv mig dette,” sagde han op med himmelen, før han endnu engang kastede sin fulde opmærksomhed mod forræderen under ham.

   ”Vade ad inferos, perfide, et non revertar,” sagde han med bitter stemme, og med en skarpt lysglimt og en sær, afbrændt lugt var Zepar væk.

   Uden så meget som en sidste blik bagud satte Shashiel endnu engang i spring, og løb så hurtigt hans trætte ben kunne bære ham hen mod bålet, han stadig fornemme dybt inde i sig.

   ”Kom nu,” åndede han, da han med en kraftanstrengelse fik brudt hængslerne på den store dør indad, og han hostede kraftigt, da den indelukkede røg i fangekælderen steg til vejrs. ”Cass!”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...