Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1709Visninger
AA

16. Kapitel 14

 

Cass tørrede forvirret øjnene. Hvad skulle hun dog gøre, for at rede sig ud af hele denne redelighed? Med et forvirret støn strøg hun en hånd gennem sit filtrede hår. Hun havde selv bragt sig i denne situation, og hun måtte derfor også selv rede trådene ud igen, afgjorde hun.

   Problemet var blot, der ikke ligefrem var så meget at rede ud. Det eneste, hun havde til sin rådighed, var en pakke tændstikker og et tomt kælderværelse. Ikke just de store muligheder, det bragte med sig.

   ”Tænk, Cassandra!” gryntede hun ind i sin hånd og rejste sig vagtsomt op. Hun tog et par dybe vejrtrækninger og faldt efterhånden en smule til ro. ”Okay,” åndede hun til sig selv. ”Tænk, tænk tænk.”

   Hvad havde hun at sætte ild til? Et hurtigt blik rundt i det trange rum bekræftede hende i, hvad hun før havde iagttaget. Det eneste brændbare i det tomme kælderværelse ville være trægulvet, men dets hårde, spejlblanke overflade gjorde det ikke ligefrem mulig at få ild i. Eller, det var i hvert fald, hvad hun gik ud fra.

   Hun kastede et tøvende blik ned ad sig selv og gispede forbløffet. For hendes fødder lå den lange bomuldscardigan smat den tynde, sorte T-shirt, hun før havde haft på. Om hendes ben befandt sig et par tætsiddende jeans. Der måtte da være nok brændbart i mængden til at kunne få gang i et ordentligt bål, tænkte hun håbefuldt.

   Med en tøvende bevægelse rakte hun ud mod pakken med tændstikker. Hun raslede let med den og kunne ikke dy sig for et lille smil. Den var næsten fuld, hvilket i det mindste betød, hun havde mere end ét forsøg.

   Der var ingen vinduer i rummet, hverken i væggene eller døren. Der var derfor ingen chance for, Seth ville kunne fatte mistanke til hendes nylige plan, med mindre han altså snart ville vende tilbage. Det håbede hun inderligt, han ikke ville, da hun med bestemte hænder begyndte at knappe sine bukser op.

   Ikke længe efter stod hun foran en nydeligt tilrettelagt tøjbunke, kun iført sit undertøj. Hun gned fraværende hænderne op og ned ad sine gåsehudsdækkede arme og rakte igen ud mod tændstikæsken.

   Hun havde før været i stand til at kunne tænde bål, eftersom hendes far ofte havde taget hende med på teltture i det fri, da hun var yngre. Om evnerne havde holdt ved skulle dog snart vise sig, tænkte hun nervøst.

   Hun satte sig i hugsiddende stilling ved siden af den lille bunke tøj og rakte med den ene hånd ud efter den tynde T-shirt. Med en kraftanstrengelse fik hun revet den ene søm op, og hun gav sig nu til langsomt og bestemt at flænse stoffet i små, aflange stykker.

   Hun samlede stykkerne i en lille bunke for sig selv og strøg den første tændstik. Ilden blussede kraftigt op, og hun satte den forsigtigt hen til en af blusetrevlerne. ”Kom nu …,” sukkede hun bedende og svovlede kraftigt for sig selv, da ilden gik ud. ”Pokkers!”

   Hun strøg endnu en tændstik og stak den igen forsigtigt hen til bunken, hvor også den udslukkede stik fra før nu lå. Ilden fik fat i en af trevlerne, men svandt hurtigt ind til en lille glød, skrøbelig og ustabil.

   Forsigtigt satte hun læberne ned i niveau med bunken og pustede varsomt luften i hendes mund ud. Stoffet blussede usikkert op, og hun fortsatte ivrigt.

   Ikke længe efter fik ilden for alvor fat. Hun smilede triumferende af sin bedrift og holdt et ærme af cardiganen hen mod det lille bål. Også der fik ilden nu fat, og hun begyndte så småt at bygge videre, hele tiden ved at fylde større og større stykker stof på det improviserede bål.

   En ulækker, giftig stank fyldte efterhånden rummet, og Cass prøvede desperat at dække for stanken med sin hånd. Røgen i lokalet blev efterhånden tættere og tættere, og det sved i hendes øjne. Det her, tænkte en desperat del af hende selv, var grunden til, intet normalt menneske ville tænde bål indenfor, for slet ikke at tale om at bruge tøjdele som brændsel.

   Hun lagde stønnende hovedet mod gulvet i håb om at kunne få noget frisk luft ind i sine smertende lunger. Det hjalp dog ikke meget, og hun måtte krympe sig krampagtigt sammen, da et hosteanfald overmandede hende.

   Hele hendes krop brændte nu, og hendes lunger føltes blot som to uduelige klumper i hendes brystkasse. Alt brændte og sved, og hendes øjne blev tågede og utydelige af tårer.

   ”Shashiel,” fik hun hæst hvisket mellem to kraftige hosteanfald. ”Hjælp.”

   Så mistede hun bevidstheden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...