Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1691Visninger
AA

12. Kapitel 10

 

Cassandra rejste sig langsomt fra sofaen, så hun nu stod overfor Shay. Han knyttede sine hænder sammen til to små kugler og lukkede så øjnene koncentreret i.

   Efter et øjeblik åbnede han sine øjne igen, og han så sært fjern og koncentreret ud. ”Kom herhen, Cass,” sagde han indbydende, og Cass lagde tøvende sin vrede bag sig. Nysgerrigheden i hende havde altid været hendes største svaghed.

   ”Kig,” sagde han og rettede blikket mod sine sammenpressede knoer. Hun kiggede på dem, da han langsomt lod dem åbne sig, og et forskrækket gisp undslap hendes mund. Fra hans håndflader, der før havde set så almindelige ud, steg et væld af lysene flammer nu op. Cass snublede fortumlet et par skridt baglæns og kiggede nu med ærefrygt på Shay.

   ”Tror du på mig nu?” spurgte han, mens flammerne i hans håndflader langsomt svandt ind, før der til sidste ikke var andet end Shays udstrakte hænder tilbage.

   Forvirrede tårer strømmede ned ad Cass’ kinder igen, og hun lod sig begrave i Shays favn. Hvis han kunne gøre sådan med sine hænder ud af den blå luft … Hvad skulle der så være i vejen for, at Seth i virkeligheden ikke var et menneske? Shay havde jo trods alt nævnt det før, måtte hun indrømme for sig selv.

   Han strøg hende over håret, og hun mærkede varmen fra hans hånd. Det måtte være resterne fra ilden, resonerede hun, og trak sig forskrækket tilbage.

   Shay kiggede sørgmodigt på hende. ”Så du har altså lagt to og to sammen nu?” spurgte han, men hun kiggede blot forvirret på ham. ”Siden du trækker dig væk fra mig,” uddybede han, hans stemme tyk af følelser.

   ”Selvfølgelig trækker jeg mig væk fra dig,” sagde hun bestemt, men besluttede sig alligevel for at tage hans ene hånd i sin igen. ”Jeg er bange for ild.”

   Han kiggede på hende med et sørgmodigt blik. ”Cass, tænk dig nu om. Hvad var det, jeg lige fortalte dig om seraphengle?”

   Hun rynkede koncentreret panden, denne gang mere villig til at godtage al snakken om engle. ”Du sagde, at de ofte kan kontrollere ild, og-”

   Hun standsede brat op midt i sætning og kiggede på ham med vidt opspærrede øjne. Hendes mund åbnedes langsomt, som ville hun sige noget, men hun lod den overvældet falde i igen. En engel - kunne det virkelig passe?

   ”Men-” begyndte hun, men han tyssede blot på hende. ”Cassandra, ssh. Tag det roligt. Kom, sæt dig her.” Han trak hende bestemt over i sofaen igen, hvor han denne gang satte sig ved siden af hende og langsomt strøg sin hånd gennem hendes hår, gang på gang.

   Hun lukkede øjnene i og lænede sig ind mod hans skulder. Den var varm og muskuløs, og hun gjorde hvad hun kunne for at lade Shays nærhed dulme sig. Men, ærligt talt, det var ikke nemt.

   ”Shay,” sagde hun efter et par minutters tavshed, da hun endelig følte, hun var kommet sig tilstrækkeligt over chokket. ”Shay, er det så dit rigtige navn?”

   Hun mærkede hans krop bevæge sig under hende, og hun gættede på, han tog en dyb indånding. ”Nej, mit rigtige navn er ikke Shay. Det er dog rimelig nærliggende.”

   ”Hvad hedder du da?” Cass’ nysgerrighed var endelig vagt på ny, og hun åbnede øjnene igen. Som hun sad der kunne hun snildt forestille sig, at dette blot var en leg, og at Shay blot var en helt almindelig teenagefyr, hun havde set sig lun på … Midlertidigt var det rart nok at holde lidt afstand til tanken om det.

   ”Jeg bliver blandt Himlenes beboere kaldt Shashiel.”

   ”Shashiel.” Cass smagte på ordet og kunne ikke holde et skævt smil tilbage. ”Shay Sherrill, Shashiel - de er næsten ens.”

   Shay smilede og gav hendes skulder et klem. ”Det er da lige hvad de er,” sagde han og lagde hovedet på skrå. ”Jeg går ud fra, du gerne vil vide hvordan hele denne redelighed hænger sammen?”

   Efter et tøvende, bekræftende nik fra Cass, gav Shay sig i kast med en forklaring. Han fortalte, hvordan Zepar var undsluppet fra Helvedet, hvordan Gud havde beordret ham ned på Jorden i denne menneskelige udgave af sig selv for at forfølge ham, hvordan Cass’ tegning havde hjulpet ham på sporet af denne forbryder og hvordan Zepar tilsyneladende havde uanede kræfter, der gjorde, han kunne forføre stort set enhver kvinde.

   ”Det var derfor, du ikke ville lade mig tage til sygeplejersken,” sagde Cass med et gisp. ”Fordi hun kunne have været under Seths indflydelse!”

   Shay nikkede og lagde en beskyttende arm om hendes skulder. ”Præcis. Kun du og få andre ser ud til at have undsluppet hans magt. Formentlig fordi din naturlige mistanke var blevet vagt,” sagde han tøvende og kiggede intenst på hende.

   ”Shay,” sagde hun i en udånding. ”Hvorfor reddede du mig fra ham? Hvorfor lader du din mission komme i fare ved at fortælle mig alt dette?” Hendes øjne sved.

   Han strøg bagsiden af sin hånd over hendes kind. ”Fordi du er noget særligt, Cass. Fordi jeg er forelsket i dig.”

   ”Men jeg er jo blot et menneske,” begyndte hun, men han afbrød hende brat. ”Tro mig, Cass. Du er langt, langt mere end blot et menneske.”

   Så mødtes deres læber. En kakofoni af forskellige indtryk overvældede Cass, og hun fandt sig selv presse sig tættere ind til ham, til der ikke var så meget som en millimeter luft imellem dem. Hun lod sin hånd glide gennem hans store, viltre manke og sukkede tilfredst mod hans læber.

   Det her, tænkte hun fraværende, måtte være sand lykke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...