Seraphenglen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 aug. 2014
  • Opdateret: 10 sep. 2014
  • Status: Færdig
Shashiel er en højt rangeret engel. Hersker af den fjerde himmel og tilmed den sekstende vogter af de godt og vel to hundrede faldne engle. Shashiel lever et godt liv i himmelen, har et godt forhold til Gud og ærkeenglene, og så er han endda højt respekteret blandt himlens andre beboere. Alt ændrer sig dog den dag, en af de tidligere engle, Zepar, en falden med kræfter for forføringens kunst, frigør sig fra Shashiels observationer. Han er intet steds at spore, og Shashiel må nu drage ned på jorden for at opspore ham – en direkte ordre fra Gud. For at gøre dette, må også han lade sig falde. På en himmelsk undercovermission i menneskenes verden skal det dog hurtigt vise sig, at intet er, som det ser ud til, og at selv noget så enkelt som kærligheden mellem Himmel og Jord hurtigt kan vise sig sårbart. //BIDRAG TIL HALO-KONKURRENCEN//

20Likes
47Kommentarer
1701Visninger
AA

19. Epilog

 

Shashiel.”

   Guds rungende stemme gav endnu en gang genlyd, om muligt endnu stærkere og mere rungende end sidst han havde konfronteret ham. Den fjerde himmel rystede svagt, og flere af dens beboere kiggede nysgerrigt frem bag store, bomuldslignende skyer.

   ”Gud,” svarede Shashiel uden tøven. Denne gang var han i stand til at møde Guds gyldne blik, og selvom det var skarpt, formåede han at holde det. ”Jeg er vendt tilbage fra min mission,” sagde han. ”Zepar er tilbage i Helvede, hvor han hører til.”

   Den enorme skikkelse lagde let hovedet på skrå, en bevægelse, der under normale omstændigheder ville have været ganske uskyldig. Men dette var Gud, og bevægelsen frembragte nærmest et helt vindpust af styrke i luften.

   ”Det ved jeg skam,” rungede stemmen blot, og Shashiel måtte nikke ved ordene. Selvfølgelig vidste han det. ”Men har du nu også udført missionen præcist, som jeg bad dig om? Fra punkt til prikke?”

   Shashiels blik flakkede, om end kun en anelse. ”Nej,” sagde han blot.

   ”Nej,” gentog Gud eftertænksomt, og Shashiel rankede beslutsomt ryggen, klar til sin dom. ”Ikke blot undlod du at undersøge sagen helt til bunds, før du sendte Zepar væk, du indledte endda også et forhold til dette kødelige væsen i dine hænder samt fragtede hende med herop i Himmelen.”

   ”Gud,” gentog Shashiel sig selv og faldt omsider på knæ foran den store skikkelse. ”Det er ikke som i de andre tilfælde, du gennem tiden har set ved mislydige engle! Jeg har hverken rørt hende eller lokket hende til noget, hun ikke selv ville gøre. Jeg har blot beskyttet dette uskyldige, kære menneske, hvilket også er grunden til, jeg måtte handle forhastet med bortsendelsen af Zepar.”

   Gud leede varmt, og Shashiel mærkede sine hænder knyttes. Cassandra var død under denne mission, uden tvivl i færd med at blive indkvarteret i en af de mange beboelige dele af Paradiset. Men der var så mange, så forfærdelig mange andre mennesker, og han tvivlede stærkt på, han nogensinde ville kunne finde hende i mængden.

   ”Ser du, Shashiel,” sagde Gud hjerteligt til ham, ”Det er netop derfor, jeg har givet dig denne post som hersker af denne Himmel. Du tænker ikke kun med hovedet, men også med hjertet.”

   Shashiel så forvirret op og baskede usikkert med den ene vinge, som ved en nervøs trækning. ”Så jeg er tilgivet?” fik han fremstammet, selvom hans stemme lød sært død. Han klemte automatisk lidt hårdere til om liget i sine hænder.

   ”Mere end blot tilgivet,” lød svaret. ”Jeg hørte alle dine bønder undervejs, min engel. Hver og én af dem. Tro ikke, jeg tager en dybtfølt bøn for givet.”

   Shashiel spærrede sine strålende engleøjne vidt op, da Guds ene enorme hånd nænsomt rakte ud mod Cassandra. Hans hånd lukkedes om hendes krop, og Shashiel kunne ikke andet end blot at kigge ængsteligt derpå.

   Først skete der ikke noget. Derefter sås et svagt gyldent lys, der gradvist steg i styrke, blev kraftigere og klarere for hvert sekund. Hvad der føltes som evigheder senere, men som sikkert ikke var mere end et sekund eller to, åbnede Gud omsider sin håndflade.

   Et væld af lys eksploderede, og dér, på Guds skinnende hånd, stod en engel så smuk. Hun lyste af nyspundet guld, hendes hår lysere og mere skinnende end selv det fineste silke. De mange fregner i ansigtet gav indtrykket af glæde og varme, og de store, pragtfulde vinger foldes usikkert ud.

   Skikkelsen landede foran sig, og med et enkelt ord fra den kvindelige engels mund, var Shashiels lamslåede tilstand brudt.

   ”Shashiel,” sagde hun og sprang straks i favnen på ham.

   Alt hvad han kunne svare tilbage til hende, denne nydannede engel, var hendes navn: ”Cassandra.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...