Meet me again - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2015
  • Status: Færdig
Jeg er kassie, for et par år siden, var mig og Niall bedste venner sådan er det bare ikke mere. Desværre. Mit liv har ændrede sig meget siden, Jeg har tit tænkt på hvad der sker hvis man pludselig dukker op på deres Tour, så det gjorde jeg. (Altså med lidt hjælp) Men hvad gør Niall ved min klodsethed og hvad sker der når man er på Tour med fem dreng og der begynder at komme følelser i klemme, det ved jeg i hvertfald Og ja hvad gør man når man er væk fra alle man holder af og for at vide at det ikke er sikkert man overlever? Men Hey alle skal dø det ved jeg, men hvornår? Jeg kiggede hende dybt i øjene, hun prøvede at virke sur, men det mislykkedes totalt, jeg elsker hende jo sygt meget, jeg ved ikke hvad der overhovede gik af mig, hvorfor skal jeg også ødelægge alting, jeg kiggede hurtigt til siden og satte mig så ned ved siden af hende. Hun var sur, men alligevel ikke. Hun kiggede hurtigt over på mig og gav mig så et kram og begyndte at græde i armene på mig.

23Likes
10Kommentarer
20749Visninger
AA

37. Not a funny at all.

Kassie´s synsvinkel. 

"Er du okay?" Spurgt Niall og lagde en arm over mig. Jeg kiggede ned og rystede på hovedet. Jeg kiggede igen lige nu over alle de tomme sæder. "Kassie, hvad er der sket?" Spurgte Harry bekymrede. "Jeg.. jeg øhm jeg har fået kræft" Sagde jeg og brød sammen. Jeg kunne mærke Harry luftede mig over så jeg sad på hans skød. Han sad bare og holdte om mig, mens jeg græd. Niall var helt stille. "Hallo det er ikke sjov overhovede, man skal ikke joke med sådan noget" Sagde han surt. Troede han ikke på mig? "Niall jeg tror altså ikke det er en joke" Sagde Harry seriøst. Han hev lidt op i mit ærme så man kunne se plastrede fra en operation, som var gået godt, og havde fjernede kræften i min overarm. De fandt dog desværre hurtigt ud af at jeg osse havde kræft i mit skinneben. Jeg kunne se ud af min øjne at Niall var gået, og han så ikke glad ud. "Er det slemt" Kunne jeg høre Harry spørge om med gråd i stemmen. Jeg kiggede op i hans øjne, Jeg kunne se han havde tåre i øjne. "Det er bedre nu, end for et par dage siden" Sagde jeg stille. Han nikkede og snøftede "Hvorfor ringede du ikke og sagde det?" Spurgte han, jeg trak på skuldrene "Jeg ville ikke have du skulle droppe det her igen" Sagde jeg seriøst, "Du kunne havet været død, også havde jeg fået det af vide avisen, eller af Niall" Sagde han skuffet. "Jeg kunne bare ikke, jeg ville bare være på det hospital alene, for hvis jeg ringede og sagde det ville du komme. Jeg havde bare brug for at være alene og finde ud af det, med mig selv" Sagde jeg, han måtte bare ikke blive sur på mig "Hey, jeg ville droppe alt for dig, jeg vil bare ikke midste dig. Havde du da vi mødes i interviewede?" Spurgte han, "Ja, men jeg vidst det ikke selv på det tidspunkt, jeg..." Jeg stoppede mig selv og rejste mig op og lod tåren løbe ned af kinderne, mens jeg gik mod det brag som lød for kort siden, "Kassie, det er okay, det skal nok blive godt igen" Sagde Harry, "Hold lige kæft" Sagde jeg seriøst, jeg gik over til udgang, og  så Niall stå ved et totalt smadre bord. "Niall?" Sagde jeg nervøst. Han satte sig ned og lagde sit hovede i sine hænder og begyndte at hulke. Jeg satte mig ned ved siden af ham. "Jeg vil bare ikke midste dig" Sagde han stille. " Det kommer du heller ikke til" Sagde jeg stille, selvom jeg ikke vidste om det var sandt, men jeg trorede slev på det, de havde styr på det. "Hvor slemt er det?" Spurgte han, jeg kunne se Harry kom hen og satte sig på den anden side af Niall, jeg smilte til ham, det er ikke sjovt for dem, men de kunne godt mande sig op og vise at de er noget voksne mænd og trøste mig som er dødelig syg (Altså måske) istedet for at det var mig der skulle trøste dem. "Ikke så slemt" Sagde jeg jeg vil helst ikke sige hvor slemt det var, så ville de bare blive mere nervøse. "Hvor slemt" sagde Niall igen, okay han ville vide det, jeg kunne se Harry kiggede nervøst på mig, fuck. " Jeg blev opererde for cirka en uge siden, hvor de fik fjernet det jeg havde i mine højre arm, men da de scaanede mig for at tjekke om de havde alt opdagede de jeg havde fået noget i mit venstre ben, så jeg har fået en tid til at få det fjernede om fem dage" Sagde jeg og trak vejret. "Jeg tager med dig tilbage" Sagde Harry hurtigt, jeg rystede på hovedet. "Nej bliv til koncerterne, jeg kommer tilbage en uge efter, det lover jeg" Sagde jeg bestemt. "Nej, jeg tager med min kæreste tilbage til England for at blive kræft fri, jeg lader dig ikke rejse alene" Sagde han seriøst. Jeg nikkede og kiggede på Niall. "Du kan snakke med Harry hele tiden og mig, husk det" Sagde jeg stille, han nikkede. Jeg ville ikke have dem med hvis det havde spredt sig, jeg ville ikke skuffe dem. "Sig det til de andre" Sagde Harry pludseligt, jeg nikkede. Kort efter stod jeg foran bus døren, de andre havde taget tingene ind, vi havde også været væk ret længe så det kom ikke bag på mig, Harry og Niall var blevet over i arenaen, jeg ved ikke hvorfor, men ja. Jeg tog min mobil op af lommen og kiggede mig selv i kameraet så jeg kunne se mig selv. Wow min øjne var sorte, ups.

Jeg tog mig sammen og gik ind i bussen og så de andre sad i sofa ved deres mobil, de kiggede med det samme op på mig, og Liam fløj op af sin del af sofa over og krammede mig. "Hvad har Harry gjort?" Spurgte han, jeg rynkede brynene og kiggede på ham. " Ingenting, men jeg er nød til at fortælle jer noget" De satte sig alle sammen ned igen, "Harry og mig tager til England om 7 dage og kommer igen efter 3 dage cirka" Sagde jeg kiggede med det samme ned i jorden, hvorfor kan jeg ikke bare sige det? "Hvad skal i da?" Spurgte Zayn, ja den havde jeg nok set komme. "Øhm, jeg skal bare lige en øh tur på øh hospitalet" Sagde jeg stille og kiggede igen på dem, "Hvad er der sket, du er ikke gravid igen vel?" spurgt Louis denne gang. "Nej, det er ikke lige det, jeg skal bare lige opereres hurtigt eller ja..." Jeg kunne ikke nå at tale færdig før Zayn brød ind "Opereres nej hvad, hvad er der noget galt?" Spurgte han straks. "Ja altså, jeg var til at starte med, kort efter mig og Harry blev uvenner, begyndt at få ondt i min arm, og til a starte med tænkte jeg det var nok bare i muskel, så jeg tog til lægen for at få et eller andet mod det, men min læge sagde det ikke lød som en muskel. Så hun sendt mig på hospitalet så jeg kunne få en scanning for at tjekke hvad det var, dagen efter var dagen hvor jeg løb fra Harry. Men så et par dage efter Niall tog af sted ringende og han sagde at jeg havde fået kræft i min arm, og så var jeg til en masse undersøgelser, efter noget tid fik jeg at vide at de kunne operere det væk, så for cirka en ugen siden fik jeg det fjernet, men så de tjekkede om det var helt væk og der fandt de noget i mit ben, det sidder i en muskel som jeg kan leve helt uden, og det samme gjorde den som jeg havde i armen. Men Harry ville ikke lade mig rejse uden ham, så han tager altså med hvis det er okay, med jer. Det gør ikke noget for mig om jeg ligger der alene det gjorde jeg også sidst" Sagde kiggede hele tiden lidt op og ned, jeg var på en måde flov over det. Jeg kunne se de fik tåre i øjne. "Han skal da med Kassie" Sagde Zayn bestemt. Jeg nikkede og kiggede på de andre, de nikkede og jeg kiggede ned. "Kan man se noget fra det med armen?" Spurgte Louis stille, jeg nikkede og trak op i mit ærme, så man kunne se plasteret, jeg tog det stille af, Liam lagde sin hånd på det. "Må du godt det?" spurgte han, jeg nikkede. Og trak det helt af. Så man kunne se at der var et omkring 7 centimeter syningen. "Skal du have noget på det igen?" Spurgte Zayn, "Ja vil du hjælpe, det skal skiftes vær dag?" Han nikkede og jeg tog bangene op af min taske og han fik det bundet rundt om min arm, "Jeg går lige over og tjekker og de 2 dreng er okay" Sagde Liam, vi nikkede og satte os i sofaen, "Du kan ikke blive rask, kan du?" Spurgte Zayn. "De kan få det væk fra mit ben, men chancen for at jeg pludseligt for det i en stor muskel som hjerte, er meget forstørret. Hvis altså de ikke for alt væk, men jeg kan ikke sige det til Harry, Vi er lige blevet kærester igen og jeg kan bare ikke ødelægge det igen, jeg vil ikke have han skal gå og være bekymrede for mig vær dag, det kan jeg ikke byde ham" Sagde jeg. Zayn nikkede og Louis gik, han tog sin mobil op af lommen formenligt for at ringe til Eleanor. "Kassie jeg tror på du blive helt rask igen, jeg gør" Jeg nikkede, men troede bare ikke helt selv på det. Jeg gik ud på badeværelset, og låste døren hvorefter jeg satte mig på gulvet. Jeg tog mine ben op til min mave og begyndte at græde. "Jeg kan ikke forlade Harry, please gud bare giv mig en til chance for at leve, jeg vil blive gammel med Harry, jeg vil have børn, jeg kan ikke dø nu" Sagde eg stille med sammen flettede fingere. "Kassie?" Kunne jeg høre Harry sige, han bankede på døren ind til badeværelset, jeg kan ikke åbne døren jeg kan bare ikke. "Kassie er du okay" Spurgte han nervøs, jeg kunne ikke, mine ben kunne jeg ikke stå på, de var som gele. "Kassie er du okay, sig noget ellers sparker jeg døren ind" Sagde han højt. "Jeg er her Harry" Sagde jeg med gråd i stemmen. "Babe åbne døren så jeg kan komme ind til dig" Sagde han seriøst. Jeg nikkede selvom han jo ikke kunne se det. Jeg rakte min hånd op så jeg akkurat kunne nå låsen. Jeg fik den låst op og kort efter var Harry her inde og havde lukkede døren, men dog ikke låst den. Han var bange for jeg ikke overlevede det her, det var da sikkert. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...