They're Talking About You

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 1 aug. 2014
  • Status: Igang
En novelle jeg valgte at skrive til vores årsprøve. Jeg er selv blevet meget stolt af den og kunne ikke lade hver med at dele den med jer. Skriv endelig i kommentaren, hvad i syntes om den! Jeg vil elske at høre jeres mening x

7Likes
3Kommentarer
511Visninger

2. --

Jeg sætter albuerne på knæene. Kører hånden frustreret igennem håret. Ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Hvad jeg skal sige? Er der overhoved noget at sige?

”Hvad svarede du så?” spørg jeg. Min stemmer er hæs, og jeg rømmer mig en enkelt gang.

Julie er stille for en stund. Mit hjerte banker på højtryk. Tankerne hvirvler rundt i mit hoved, og jeg tænder en ny cigaret for at berolige mig selv. Mads er et fjols, men han er ikke dum. Han har alle dage været pisse opmærksom på alting, selv når man regner alle for at være ligeglade. Selv når man anser alle for at være fuldt beskæftiget med alt, hvad der betyder noget for deres eget lille hoved, er han der. På spring og fyldt med kræfter til at opfange alting.
Jeg puster grublende cigarettens medfølgende røg ud af munden.

”Det behøver altså ikke at gå sådan her,” ender Julie med at sige. Jeg hæver øjenbrynet let. Mit blik glider fra legepladsen og hen på hende. Hun stirre ned på sine hænder. Flette ud, flette ind. Flette ud, flette ind. Flette ud…
”Jeg mener,” fortsætter hun, du kan stadig nå at få det bragt i orden.”

Jeg ryster på hoved. Suger lidt på min cigaret, før jeg smider den i sandet og jogger på den. Mit blik møder Julies med et hovedryst.

”Så simpelt er det ikke, Julie, og det ved du også godt.”

Mine ord ser ud til at ramme hende hårdt. Jeg ryster på hoved igen. Hun forstår det ikke. Ligesom alle de andre. Hun er min bedste veninde, men hun forstår det ikke. Vil ikke forstå.
Da jeg startede på at hænge ud med Daniel, vidste jeg godt, det ville have konsekvenser. Folk vil snakke. De elsker noget godt at snakke om. Især når sådan nogle som os stikker hovederne sammen. To nye turtelduer. To nye forelskede.
Det sjove ved det er så bare, det slet ikke er sagen.

”Men måske-”

”Nej, Julie. Bare lad det være,” afbryder jeg hende. Træt af alt det drama, som udspiller sig hele tiden i vores klasse. Træt af hendes naive forsøg på at forstå.

Jeg sukker igen. Knækker fingrene for derefter at putte dem ned i min lomme på min nye sorte Adidas hættetrøje. Den er varm, men ikke varm nok til at fjerne effekten af februar kulden.

”Du gør det ikke nemt for mig, Signe.”

Hendes blik bliver pludselig hårdt, hvilket slet ikke passer til hende. Julie er en blid tøs: den alle har høje, men gode tanker om. Det rigtige tøj for en pige som hende. Hun har en tålmodighed så lang som Den Kinesiske Mur og en personlighed, der får alle til at ville være hendes ven. Hun har det nemt. Det siger de.

Men jeg har overværet hendes mørkere side. Jeg har endda lagt skulder til hendes tårer, til hendes vrede. Hvilket man med min udstråling nok ikke ville have troet om mig. Jeg er det modsatte af Julie. Jeg er mere den hårde tøs: den folk elsker at sladre om, hvilket ikke altid ikke indeholder de sødeste ting. Mit platinblonde hår, mørke og lidt for anderledes tøj stempler mig som den hårde og uforskammet. Min flabet og ligeglade væremåde får hurtigt folks pis i kog.
Om jeg er ligeglad? Ja.

Men som jeg har overværet Julies mørke side, har hun vel overværet min ”lyse” side. Set mig være sød og faktisk bekymre mig: det er et sjældent syn. Det er også kun hende, som har set det.

Eller så alligevel ikke. Daniel, han har også. Så er vi der, hvor vi startede. Folk, eller rettere Mads, er mere opmærksomme, end man går og tror. Selvfølgelig har de, Mads, set, hvordan jeg behandler Daniel. De, han, tror straks, der er et ”vi” og et ”os” imellem Daniel og mig. Typiske skole dramaer. Folk sætter en stemning op, uden at vide om hovedpersonerne overhoved lever op til historien bag.

Hvilket selvfølgelig er et nej.

Der er en hel anden grund til min besynderlig anderledes opførsel over for Daniel. Der er så meget mere bag. Så meget mere end bare ham og jeg.

Jeg fumler efter endnu en cigaret. Så dybe tanker gør min trang større. Jeg finder endelig en i min lomme, og jeg udbryder et lettet suk. Godt klar over Julies blik, tænder jeg den.

”Jeg ved det godt,” siger jeg, som svar på hendes tidligere anklage omkring min opførsel. Min hånd fumler ud efter min kasket, jeg tog fra Daniel. Irritabelt skubber jeg mit hår væk fra ansigtet for at sætte den på. Julie kigger på mig. Ugeneret retter jeg på kasketten. Tager et dybt sug af cigaretten.

Pludselig er der intet at suge af. Jeg opdager hvorfor. Julie sidder med min cigaret i hånden. Hun rynker næsen i afsky. Før jeg når at stoppe hende, skodder hun den mod skraldespanden. Jeg hvæser irriteret af hende.

”Hvad laver du?”

”Du ryger for meget,” siger hun bare. Godt rasende møder jeg hendes blik. ”Og hvem er du måske til at afgøre det? Min mor?”
Hun gør sine øjne smalle. Det minder mig faktisk om noget, min mor ville kunne finde på.

”Du er kun 16 år, og du har næsten røget 5 cigaretter på ti minutter,” udbryder hun. Hun giver mig blikket. Jeg ruller med øjnene.

”Det er sgu da lige meget!”

Jeg massere mine tindinger. Mit hoved dunker. Presset fra Julie gør mig dårlig. Det går langsomt op for mig, hvorfor hun gør det.

”Julie, hvad sagde Mads til dig?” spørg jeg, langt mere indgående og insisterende end før. Der er noget galt. Det er ikke ligesom de andre gange. Jeg kan mærke det tilstrækkeligt meget på hende.

Hun møder mit blik.

”Han sagde… spurgte, om det var sandt.”
Jeg sender hende et stram mine.
”Hvad er sandt?”
Hun undslipper et suk.
”Han har hørt, du og Daniel skulle været blevet set ude foran hospitalet sammen. Er det sandt? Er du gravid?”

Jeg mærker alt farve forsvinde fra mit hoved. Hvad siger hun? Vreden overvælder mig hurtigt. Jeg har altid haft et hæsligt temperament. Derfor ser jeg hurtigt rødt. Mads, den lede idiot…
Jeg rejser mit hurtigt op. Godt gal, ja. Svinger ordene ud højt i hoved på Julie.
”Hvordan fanden kan du nogensinde tro på det? Tror du måske ikke, du ville vide det, var?”

Det lyder nok tosset, men jeg er grundtræt. Træt af alle de idiotiske rygter folk bliver ved med at sende ud omkring mig. Træt af folk skal trampe på mig, tro at de kan tillade sig hvad som helst.

Især fordi jeg ved, de ved bedre.
Mads ved bedre. Julie ved bedre.

Jeg som tror, Mads har afsløret Daniels fysiske tilstand. Næh nej, han har bare set det som en god mulighed for at få mig i fedtefadet. Sprede endnu et dårligt rygte om mig. Lede nar.

Lettelsen, over Daniels hemmelighed alligevel ikke er afsløret på grund af mig, får nu alligevel også sin plads. Gør at jeg kan tænke klart. Jeg forlader Julie hurtigt. Løber af sted i kulden. Jeg må finde ham. Nu.

Det tager mig ikke lang tid. Han og de andre fra klassen måtte have hørt mig råbe af Julie, fordi de kigger alle på mig, da jeg tramper over imod klassen. Hans blik møder mit, og han løber hurtigt over til mig. Jeg stopper ham hurtigt med et strengt blik.

”Jeg er lige glad,” giver han mig igen, godt klar over, hvad mit blik betyder. Hvad lægen har sagt. ”Hvad sagde Julie?”

”Intet godt.”
Han nikker og lægger armen om min skuldre. ”Hvor slemt var det?” spørger han prøvende. Godt klar over hvor slemt, det kan blive.
”Mads har spredt et rygte om, at jeg er gravid. Så slemt,” svarer jeg, pludselig forsigtigt. Daniel kan reagere på alle måder.

Hans blik bliver mørkt.
”Det er løgn, det gjorde han fandeme ikke!” han tager sig til hovedet.
Jeg trækker på skuldrene. Jeg er pludselig meget ligeglad.
”Det er lige meget. Heller det end at skulle afsløre dig.”

Daniel ryster igen på hoved.
”Lad hver. Dette her skal ikke gå på dine skuldre bare fordi, jeg er en kujon.”
Han kigger tænkende fra mig til klassen. Jeg ved, hvad han tænker.

”Daniel, stop. Lad hver. Du behøver ikke at dele det med dem. Du skylder dem ikke noget,” udbryder jeg hurtigt, bange for at han træder ud i noget på grund af pres. Han skal ikke lade idioter som Mads afgøre, hvor vidt han skal dele det med klassen.

”Signe, stop,” siger han hurtigt, da jeg sætter hælene i jorden, da han begynder at trække os ind imod de andre i klassen. Jeg vil ikke. Han vil ikke. Hvorfor gør han det så?

”Daniel-”

”Nej, Signe. Det er på rette tid. Du skal ikke gå og lide under mine ønsker. Ikke på denne her måde.” Han sukker tungt og ligger hånden på min kind. Jeg gyser.

”Okay så,” giver jeg efter.
Jeg er helt tavs, da Daniel trækker mig ind i klassen. Alle følger mit eksempel. Daniel siger noget til vores dansklærere, og hun nikker hurtigt. Med alle blikke imod os, og Daniels hånd på min arm, bryder han stilheden.

”Signe er ikke gravid. Grunden, til vi er blevet set på hospitalet, er simpel: jeg har kræft.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...