Treenigheden

Den over tusind år gamle engle, Trinity sendes til Jorden for at følge Guds budskab om at hjælpe menneskerne med at følge Hans bud. Hun skal hjælpe en bestemt menneskegruppe med at huske Guds ord og hun sendes til en high school for at hjælpe de unge. Hendes job er enkelt, men der stod ikke noget i jobbeskrivelsen om at hun ville forelske sig ... Denne Movellas er med i Halo-konkurrencen. Valgmulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
174Visninger
AA

4. Pligten

 Af alt det som jeg elskede ved at være på Jorden, så elskede jeg allerhøjest den fornemmelse, man fik, når man trådte ind i en kirke og mærkede Hans nærvær. Jeg havde altid kunne mærke Ham, når jeg var i min æteriske skikkelse, men det virkede altid som om jeg var tættere på Himlen og Ham, når jeg befandt mig i kirken.

 Jeg stod henne ved billedet af Jesus på korset, da en hånd rørte ved min skulder og jeg drejede chokeret rundt og så op på Oliver. Eller rettere; mit ansigt var lige ved at dunke ind i hans brystkasse fordi han stod så tæt på.

 Da jeg var ved at snuble (igen) greb Oliver mig atter omkring livet og jeg blev pludselig meget vågen over, hvad der skete mellem os. Hans åndedrag mod mit ansigt, hænderne mod min krop igen ... Jeg sank en lille klump, og Oliver slap mig langsomt. Hans hænder, nærmest gled væk fra min krop.

 Mit hjerte sprang et slag over.

 "Hej," sagde Oliver smilende. "Tænk at jeg skulle rende ind i dig her." Han smilte og en lille boble bredte sig i min mave, mens han smilte til mig. Af en eller anden grund, kommer der altid sommerfugle i min mave, når Oliver snakker eller smiler til mig.

 "Hej," sagde jeg stille. "Hvordan går det?"

 "Super," sagde Oliver. "Jeg tænkte bare at jeg lige ville tage et smut ind for at se til kirken da jeg så dig." Han smilte stadig til mig og jeg kom til at rødme let, mens han kørte en hånd gennem sit hår.

 "Kunne du egentlig ikke se min bil ude foran kirken?" spurgte jeg. Åbenbart var jeg den eneste i hele området, der ejede en dyr bil, så alle gloede efter mig. Nu var jeg kendt som den nye forældreløse pige, der var stinkende rig.

 "Din bil?" Oliver lo. "Den så jeg bare slet ikke og jeg tænkte bare slet ikke at jeg ville direkte herind for du var her."

 Nu rødmede jeg for alvor. Det kunne han ikke mene!

 Oliver måtte have indset, hvad han havde sagt for han rødmede også let og han så forlegent ned. "Ehm ..." Han kørte igen hånden gennem håret og jeg så også forlegent ned. "Jeg må nok hellere se at komme hjemad."

 "Okay," mumlede jeg stille og han gik hurtigt sin vej. Hele min krop summede, mens jeg så efter ham.

 "Ung forelskelse," sagde en stemme bag mig, og jeg drejede hovedet og så på sognepræsten, der smilte til mig.

 "Hvad mener De, Fader?" spurgte jeg.

 "Du er forelsket mit barn," sagde han roligt. "Det er lige så tydeligt som at den unge mand har en ting for dig." Han smilte. "Man skal være blind for ikke at se den slags ting, når man har levet et langt liv, fyldt med kærlighed og varme." Præsten smilte. "Og når Herren giver sin velsignelse så kan det da ikke gå galt."

 Ville Herren mon give sin velsignelse, hvis det var en af hans engle, der havde forelsket sig i et menneske?

Nej ... pligt. Jeg skulle gøre min pligt for ellers kom det meget vel til at ende galt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...