Treenigheden

Den over tusind år gamle engle, Trinity sendes til Jorden for at følge Guds budskab om at hjælpe menneskerne med at følge Hans bud. Hun skal hjælpe en bestemt menneskegruppe med at huske Guds ord og hun sendes til en high school for at hjælpe de unge. Hendes job er enkelt, men der stod ikke noget i jobbeskrivelsen om at hun ville forelske sig ... Denne Movellas er med i Halo-konkurrencen. Valgmulighed 3.

1Likes
0Kommentarer
170Visninger
AA

3. De Grå Øjne

 Følelsen af at svæve er vidunderlig. At have en fornemmelse af vægtløshed er helt igennem fantastisk. Man trodser menneskenes tyngdelov, og jeg havde aldrig følt mig mere fri og levende end når jeg svæver blandt de andre engle.

 Men på en eller anden måde ... da jeg svævede i hans arme og så ind i hans øjne. Det var som om alt andet forsvandt. En ny tyngdelov blev trodset og jeg svævede væk.

 "Er du all right?" spurgte fyren venligt.

 "Ja da," pep jeg, og fyren satte mig ned, men da hans hænder forsvandt fra mine arme, havde jeg det lidt som om noget andet forsvandt. "Mange tak, fordi du greb mig."

 "Det var da så lidt," sagde fyren og hans blik gled undersøgende hen over mig. "Du er ny her ikke?"

 Jeg nikkede bare.

 "Hvor kommer du egentlig så fra?"

 "London."

 "Cool nok," sagde fyren og pludselig lå hans hånd mod min arm igen. "Hvor skal du have time henne?"

 Jeg forklarede ham, hvad jeg skulle. Jeg kunne dagens skema ud af hovedet.

 "Fedt nok," sagde fyren. "Jeg hedder forresten Oliver."

 Oliver. Det var ganske almindeligt og så alligevel ikke. Jeg havde mødt til par stykker med navnet Oliver, men de havde alle sammen så forskellige personligheder og der var hellere ikke nogen, der havde påvirket mig så meget som ham. Jeg havde en fornemmelse af at hans navn gemte på mere. Ligesom jeg kunne fornemme at han gemte på mere end man lige skulle tro.

 "Mit navn er Trinity."

 "Det er da bibelsk, ikke?" Oliver så eftertænksomt på mig. "Er det ikke noget med ..." Han trak på skuldrene.

 "Mine forældre kunne godt lide navne med betydning," forklarede jeg bare. Han behøvede ikke at tænke så meget over mit navn.

 "Kunne?" Oliver så overrasket på mig. "Er de da døde?"

 "Øh ... ja," sagde jeg hurtigt. "De er hos Herren nu."

 "Det er en smuk tanke," sagde Oliver til mig og hans hånd hvilede mod min skulder, mens jeg kunne fornemme oprindeligheden i hans stemme. "Var det et trafikuheld."

 Jeg nikkede bare. Jeg havde egentlig ikke tænkt over at jeg ikke havde nogen forældre. Men det var vel fint nok at vi nu kunne erklære dem døde. Selvom at det var en falsk historie og at det betød at jeg løj temmelig groft for ham. "De er begravet på de ukendtes grav på en kirkegård i London."

 Oliver nikkede. "Skal jeg følge dig til time?" Hans stemme var venlig og jeg kunne ikke gøre andet end at nikke, mens han langsomt førte mig væk fra alle de andre elever, der stod rundt omkring os.

 

 "Har du altid boet her?" spurgte jeg så, mens vi sad rundt omkring et stort bord da vi skulle have frokost og Oliver sendte mig et lille smil.

 "Det kan du bande på, at jeg har," sagde han og lænede sig bagud i sin stol og et par af de andre piger begyndte at sludre med ham. Selvom hans blik var rettet mod mig, gennem hele deres samtale, havde jeg det alligevel lidt sært med at han sad og snakkede med de andre piger.

 Jeg rystede mentalt på hovedet. Jeg havde kendt ham i hvad; tre timer og alligevel opførte jeg mig sådan? Jeg foragtede næsten mig selv. Jeg kunne da umuligt opfører mig sådan, når jeg var en af de ældste engle i verden. Jeg ville under ingen omstændigheder lade en dreng få mig helt over styr som han gjorde.

 Det kunne jo næsten ødelægge hele mit foretagende her på Jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...