What You Wanted |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Færdig
Jeg, Marzia, levede et helt almindeligt liv, indtil jeg døde i en trafikulykke. Der gik lang tid, før jeg blev begravet. En læge lagde et lagen om min krop. Jeg kunne mærke blomster blive kastet på mig, men det gjorde ikke ondt, for min krop var følelsesløs. En dag fik jeg vinger. Jeg kan ikke forklare hvordan, men de voksede bare ud af min ryg. Det gik hurtigt op for mig, at jeg var usynlig for menneskeøjne. Det gjorde mig ked af det. Jeg havde lyst til at flyve væk og aldrig komme tilbage. Men en dag kom jeg forbi en lille dreng, der sad og græd. Han gjorde noget særligt ved mig. Han fik mig til at blive.

0Likes
3Kommentarer
341Visninger
AA

4. 3

Maleren blev stram i ansigtet, da han så mig. Jeg sendte ham det mest iskolde og ligeglade blik, jeg kunne fremstille. Jeg ved ikke, præcis hvad der påvirkede ham, men han smed penslen hen i den anden ende af rummet og trampede så ud af rummet og smækkede døren efter sig. Den evindelige stilhed begyndte at brede sig igen. Drengen fangede mit blik. Jeg analyserede ham grundigt ved at kaste et blik på ham. Han så ikke ud til at være mere end ti eller elleve år gammel, men der var noget voksent over ham. Drengen vendte ikke hovedet væk, men stod stille uden at sige en lyd, mens mit blik flakkede rundt. Jeg tog en let indånding og så ham i øjnene. 

"Hvad hedder du, lille ven?" spurgte jeg ham. Min stemme var blottet for følelser. Jeg prøvede at smile, men mine læber føltes tunge. Han bed sig i læben. "Jeg hedder Johan." 

Jeg nikkede anerkendende. "Det er et flot navn." Johan trak sig lidt væk fra mig. Jeg rakte forsigtigt ud efter hans arm. "Skal vi gå udenfor?"

Johan sukkede og bed sig i læben igen. "Nej. Må ikke." Jeg gik lidt tættere på ham. Stille, som var han en skræmt kattekilling. "Kom nu. Vi går udenfor." Jeg gjorde mit bedste for at lyde blid og greb let om hans arm. Han kvalte et skrig, da jeg rørte ham. 

Jeg kikkede undrende på ham. "Hvad er der i vejen?" Johan pillede ved sit skjorteærme. "Jeg kan ikke li' at blive rørt der." sagde han bestemt.

Jeg greb hurtigt fat om hans arm, flåede ærmet op uden at tage mig af hans grådkvalte grimasser og studerede hans arm. Den var fuld af blå mærker og ar. Jeg slap den chokeret. "Hvad er der sket med din arm?" 

Johan bed tænderne sammen og blottede hans ujævne overbid. "Det vil jeg ikke sige. Lad mig være." Jeg sukkede. "Se på mig."

Johan kikkede væk nu. Hans øjne svømmede i tårer. Jeg greb fat om hans anden arm. "Se nu på mig, Johan." Jeg tog fat under hans hage og drejede hans hoved hen mod mig. "Se på mig."

Han sank en klump og blinkede tårerne væk. Jeg spredte mine vinger ud. De foldede sig ud, så spidserne rørte hver væg og nikkede til ham med et lille smil. "Jeg er en engel, Johan."

"Du er en engel," gentog han med en grødet stemme. Jeg foldede vingerne sammen bag min ryg igen, da mine vingemuskler begyndte at klage. "Godt. Jeg er kommet for at redde dig." 

 

"Du er kommet for at redde mig," gentog han. Han kikkede op fra sine sko. "Hvordan vil du redde mig?" Jeg smilede bredt til ham. "Er du træt af at være her?" Johan nikkede ivrigt. 

"Jamen, så kan vi prøve at flyve." Johans ansigt lyste op. "Hvordan?" Jeg tænkte mig om et øjeblik. "Kan du føre mig hen til et sted, hvor der et stort vindue?" Han nikkede igen og søgte efter min hånd. 

 

Han førte mig hen til en mellemgang med et stort panoramavindue med en lædersofa foran. Jeg gik hen til sofaen og vinkede til Johan. "Vil du hjælpe mig med at flytte den?" 

 

Vi flyttede sofaen i fællesskab. Den var ikke særlig svær at flytte til siden. Jeg betragtede tilfreds haven udenfor, inden jeg kaldte Johan hen til mig. "Hop op på min ryg og sæt dine ben forsigtigt på mine vingemuskler. Ikke for hårdt, ellers knækker de." Jeg knælede og lod ham stige op på mine vingemusikler og slog hænderne om mine skuldre, inden jeg rejste mig langsomt op, fortumlet af den pludselige ekstravægt. 

Jeg stod et øjeblik og fik pusten. Johan legede med mit hår. Jeg kastede et blik op til ham. "Er du klar, Johan?" Han nikkede. Jeg gik et par meter tilbage og fokuserede udelukkende på glasvæggen foran mig. "Johan, vær sød at dække dit hoved i mit hår. Det vil beskytte dig."

Jeg trak vejret anspændt ind og ud, til jeg mærkede hans kolde, lille næse mod min nakke. Jeg slog vingerne ud og opvarmede dem. Jeg kunne kun  høre Johans henrykte latter svagt, da blodet susede rundt i mit hoved. 

 

Jeg skiftede tøvende vægten fra det ene ben og over på det andet. Mit hjerte bankede hurtigt. Alt modet begyndte at sive ud af mig, som jeg stod der. Jeg mærkede Johans fingre kilde mig på halsen. "Kom så. Flyv nu, min engel." Jeg sukkede, knugede hænderne hårdt sammen og tog tilløb mod den store panoramarude. 

 

Halvvejs henne mod ruden føltes det som om, at mine ben arbejdede af sig selv. Jeg havde ingen tanker i hovedet, det føltes som om jeg var helt tom indeni. 

 

6,2 sekunder senere ramte jeg ruden. Jeg blev ramt af et øjebliks panik, da jeg mærkede glasset. Det føltes, som om mine organer blev mast flade. Men glasset stoppede mig ikke.

 

Jeg mærkede glasset splintre omkring mig. Faldende glasskår rev blødede flænger i min blege hud. Jeg hørte flygtige bidder af samtaler flyve gennem mit hoved, mens mine ben fortsatte med at løbe. Jeg troede et kort øjeblik ikke, at det fik nogen ende. Jeg kunne mærke, at jeg løb ned af en bakke. Mine vinger foldede sig ud, da mine ben begyndte at blive  ømme af mælkesyre. 

 

En vind kom ind bag mig. Jeg mærkede den ikke engang komme, men den skubbede mig op i luften. Johan klemte fat om mine skuldre. Jeg opbød alle mine kræfter for at få mine vinger til at arbejde. I det øjeblik gik det op for mig, at jeg aldrig ville blive helt fortrolig med mine vinger. 

Og at det ville tage livet af mig i sidste ende. Jeg tvang tankerne i baggrunden og prøvede at arbejde mig længere op, hvorfra en vind kunne overtage arbejdet for mig. 

 

Men det lykkedes ikke. Jorden kom nærmere og nærmere. Johan snøftede ind i min skulder. "Er alt okay, engel?"

Jeg stønnede. "Ja. Alt er okay, Johan. Tro mig."  

"Hvorfor er du ikke glad, engel?" spurgte Johan. Han lød urolig.

Jeg vred min arm i en smertefuld stilling for at tage hans hånd og gav den et opmuntrende klem. "Jeg har alt under kontrol. Du skal ikke være bekymret. Se op i himlen, se hvor blå den er."

Johan løftede sit hoved fra mit hår og vendte hovedet op. "Engel, du lyver."

Jeg var holdt op med at bruge kræfter på at prøve at komme op at flyve. Jeg vendte hovedet mod ham. "Hvorfor siger du det, Johan?"

Han tav et par sekunder. "Himlen er brun, ikke blå."

 

Det var det sidste, jeg hørte ham sige. Øjeblikket efter styrtede vi begge ind i et træ. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...